Selvglad
Taxastrikkeren skrev en kommentar til mig til sidste indlæg, at det havde været svært at lægge en kommentar hos mig på det sidste.
Har du også oplevet det?
(og du kan jo svare mig på min mail (dortheivalo @ greennet.gl ), hvis det stadig er svært at lægge en kommentar, for det er da noget rigtig skidt, hvis det er tilfældet. Skidt, for jeg elsker alle jeres kommentarer.)
Iøvrigt tak for din kommentar og roser til både billeder og strik, Taxastrikker.
Jeg er som sagt altid glad for at få respons, kommentarer og ord med på vejen.
Solen dukkede op i dag.. i arbejdstiden. Hmmmfffr.. men jeg så den inden himlen igen blev grå og tung.
Det har dog ikke sneet i dag og det er jeg glad for.
Jeg har en lillebitte plan om et billede, når himlen bliver lidt mere spændende, men mere om det en anden gang.
Dagen bød på mangt og meget og alligevel intet.
Min 1 liters termokande har de sidste dage budt på yogi grøn chai-the med de små fine etiketter med vise ord.
Jeg bruger hele to breve til min termokande og begge breve gav mig gode ord, at tænke og tage til mig i dag.
Inden jeg drog afsted til min første yoga-time i denne sæson, gik jeg i bad, ordnede fødder og smurte min krop generøst ind i koldpresset økologisk mandel-olie.
Nu om dage er det bestemt ikke politisk korrekt, at synes, at man er bare tilnærmelsesvis lækker, men lige akkurat i dag, følte jeg mig lækker og dejlig med alle mine overflødige kilo, alt for korte, tykke ben, mine dobbelthager, knyster, hård hud på hælene og slappe knæhaser.
Om det var teen der gjorde det eller om det er fordi jeg er så træt for tiden, at paraderne ikke engang kan holdes oppe, ved jeg ikke, men i grunden kan det vel også være bedøvende ligegyldigt.
Lige nu og lige her tager jeg bare følelsen af den indsmurte olie til mig og føler mig som jeg føles: blød, glat og ren.
Selv-glad er et negativt ladet ord.
Meget negativt-ladet endda, men er det negativt, at være glad for sig selv, bare en gang i mellem eller skal man køre en konstant hader på sig selv og sin krop?
Hvornår har jeg mon sidst haft den følelse af neutral selv-tilfredshed?
Måske da jeg var 3½ år og endnu ikke vidste, hvordan jeg burde se ud, men kun reagerede på den omsorg og kærlighed, som blev givet mig?
I aften lavede min gode mand god mad til mig, tog ud af bordet og masserede mine skuldre og syntes, at jeg var lækker og mere skulle der ikke til. I dag.
I morgen er jeg nok tilbage i det kropslige selvhad, som den vestlige verdens kvinder kollektivt lider af, men i morgen er i morgen og i dag vil jeg nyde, at mine fødder er næsten bløde, min hud er smurt ind i mandelolie og at min mand er tilfreds med mig. Med eller uden de 20 overflødige kilo.
Helt tilfreds kan jeg dog ikke sige, at jeg er med det halsrør jeg er igang med at strikke.
Jeg købte et kit med både pulsvarmere og halsrør.
Garnet er gråt og jeg tænker jeg vil spare lidt på det og hev nogle rester frem.
Det bliver nu omsat, men resultatet er ikke helt som jeg havde forestillet mig.
Pulsvarmerne er fine og ensfarvede,
men halsrøret er flerfarvet og det egner mønsteret, efter min smag, sig ikke til.
Måske det bliver fint nok, når det kommer i brug og jeg giver det en chance.
Skulle jeg mon ikke lige varme sofa-hjørnet et kvarters tid, give TV-et lidt opmærksomhed, inden dynen skal have et tiltrængt kram og give sengen lidt nærkontakt?
Husk, at elske dig selv.. så bliver det lidt lettere for andre også at gøre det, har jeg hørt.
Hav en god dag!
Lækkert billede, lige hvad jeg havde brug for at komme igang. Har jo mit
SvarSletGrønlands projekt der ligger og venter.
Jeg er altid selvglad efter yoga, har det i det hele taget fedt, bare ved tanken om yoga, og yogi te ;-)
Testing-testing. Jeg er her endnu...
SvarSletFætter K.
Skal da lige se om der kan indsættes en kommentar.
SvarSletHåber du bliver ved med at være glad for dig selv :-)
Charlotte: min selvfedhed startede endda før yoga :-) Det bliver spændende at se det færdige resultat af dit Grønlands-projekt og det glæder mig meget, at jeg kunne give lidt inspiration til een, som selv er så inspirerende
SvarSletDejligt at vide, at du er der, fætter K.
Peter: Jubii, det kunne der og jeg håber også, at jeg kan fastholde min selv-tilfredshed :-)