Svampe

Det regnede hele dagen i går.

Så hele dagen i går gjorde vi rent.

Hvad skulle vi ellers lave, havde jeg nær sagt.

Vaskede gulve, ryddede op, lagde på plads og forsøgte at få orden i kaos.

Det hjalp en smule, men man kan jo altid finde nye ting, som burde have været vasket, lagt på plads og bragt i orden.

Vi besluttede omkring aftensmadtid, at det måtte være det.

Vi hældte gulvvaskevandet ud, smed karklude til vask og satte støvsugeren ind i skabet igen, nogenlunde tilfredse med os selv og vores indsats.

Huset duftede lidt bedre end om morgenen og jeg mente at jeg fortjente at sidde foran skærmen og lege lidt med billeder, når nu min strikkekriser nu har nået højder, som jeg ikke troede mulige.

Jan følte trang til at gå en tur i fjeldet. Min trang til at begive mig ud i regnvejr eller for den sags skyld snevejr, kan ligge på et meget lille sted, men han spurgte pænt om jeg ville med? Nej, tak!

Et par timer senere kom han hjem med en lille favnfuld svampe, som der er rigeligt af i fjeldet for tiden.

Det tror pokker med al den regn, som vi har fået i den senere tid.

Til middag i dag, ristede vi toastbrød og lavede svampestuvning.

En ret for kræsne ganer eller måske snarere det modsatte, for pigerne skulle ihvertfald ikke have svampe. Hverken stuvede eller på anden vis.

Så var der heldigvis lidt mere til Jan og mig.

Svampene blev stuvet med løg, hvidløg og masser af både frisk og tørrede timian, et lillebitte skvæt fløde og naturligvis salt og peber.

Det gør ikke noget, hvis Jan går en tur i fjeldet lidt oftere.

De piller tålmodigt alle champignons og svampe ud af den mad, som jeg beriger så generøst med begge dele.