Ud i det blå

Selvom både og måske endda mest, Jan og jeg har været hårdt ramt af forkølelse, ville vi bare ud i dag. UD!

Efter at have siddet indendøre i alt for mange dage, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel, besluttede vi os for, at køre en lille tur på snescooteren ud til Qerrortusup Majoriaa, på dansk kaldet Udsigtpunktet (og det er ikke en oversættelse)

Udsigten var som sædvanlig smuk, selvom fjorden endnu ikke er frosset til og dermed ikke kan køres på, hverken af hundeslæde eller snescooter.

Det forhindrede os dog ikke i at nyde udsigten alligevel. Solen er ved at få magt over vintermørket og det kan både ses og mærkes, dejligt!

Vores snescooter er ikke af nyere dato,

og der skal såmænd ikke andet end et par sidespejle til for at imponere mig og få mig til at synes, at det ser voldsomt smart og nyt ud.

Andre havde valgt slæden, og det så hyggeligt ud.

Når man selv glider over en bakketop for at komme ned, er det sidste man ønsker at møde, en slæde, der er på vej op.

Hundene skal passere hinanden og en sjælden gang kan hundene finde på at køre enten ind i hinanden med en masse filter i skaglerne til følge (skagler er de snore, der forbinder hunde og slæde til hinanden) eller hundene trækker helt vildt ud over eller ned i et vindhul. Det er altså øv, og kan faktisk udvikle sig til noget med ødelagte slæder og sure, ophidsede slædekuske og i værste fald brækkede lemmer.

Her gik det dog fredeligt for sig. 

Nogen steder føg det lidt sne vi har.

Dét er vi ikke glade for.

Hvis det stod til os, måtte det gerne sne lidt hver nat, så der var et fint nyt lag sne (bare ikke foran hoveddøren eller trappen) som ikke nåede at blive hårdt som granit.

Hvis du kikker efter kan du måske fornemme, at der er bare pletter, hvor sten og fjeld titter frem.

Og sneen er frossent til et hård, glat og ikke helt ufarligt underlag.

Vi vil gerne lige kunne få et par ture mere på hundeslæden og mærke, at vi trods global opvarmning bor tæt på nordpolen.