Tak for valsen

"Lige som i gamle dage, hvor der var bal...hvor kvinderne forberedte sig, købte stof til deres nye kjoler, pudsede deres sko, satte deres hår højt og kom rødt på læberne, sad på en bænk med anklerne samlet og ventede, ventede og ventede på at blive budt op", tænkte jeg, og min kjole, blev gammeldags, mine sko udtrådte, min læbestift smuldrede og jeg var den eneste, der sad tilbage på bænken, men endelig blev jeg budt ud, budt med og budt op. Min tålmodighed havde bestået sin prøve mange, mange gange, og jeg havde med både fine og ufine kneb forsøgt, at blive set og hørt. Poleret dansegulvet, pudset de andres sko, startet musikken, inviteret nye dansepartnere med, beredt og forberedt for alle andre. Musikken var forlængst holdt op med at spille, da jeg endelig, endelig kom ud på dansegulvet, men hvad gjorde det, for det var en stille vals og med armene om min udkårne, og vi lå alene sammen i teltet, hyggede, snakkede, grinede og blev enige om, at vi sagtens kunne finde ud af at få tiden til at gå sammen, når vi om mange, mange år blev gamle, og kun havde hinandens selskab. En dejlig søndag-eftermiddags-gåtur om lørdagen i fjeldet, hvor en falk, blev drillet af et par ravne, en hare gloede på os med sin kiksede camoflage (kridhvid mod det brune/grå/sorte fjeld, hvor den lyste op, som et andet advarselslys), ingen rensdyr, men heller ingen iver efter at finde nogen, og så ned i teltet og blunde en time eller to hånd i hånd. Pigerne havde hygget sig hos Lena og Johannes, og det var ikke de store afsavn de havde lidt, for vi var knapt kommet hjem inden de smuttede over til mine forældre. Og det var bestemt heller ikke med tårer i øjnene, de kyssede os farvel i hoveddøren i dag, da vi tog ud for at fiske. Vejret var stille, overskyet og vandet roligt, men det var mit hjerte bestemt ikke, da jeg hev en stor havkat op. De er grimme og de er farlige i min verden, så jeg fik lynhurtigt trukket benene op under mig, og Jan gjorde sit for at berolige mig og mere drastisk berolige katten. Den fik et par knive i panden, som ikke gjorde mange indtryk på den, og først da den lå helt stille og ikke længere snappede ud efter alt og alle, fik jeg gummistøvlerne ned igen. Den er skåret ud, lever og mavesæk spist og resten frosset ned til steaks. Den vejede 14 kg og målte 112 cm og det gyste i mig, da jeg skar hovedet fra kroppen...gys, men den smager godt. (I dens mavesæk lå to søstjerner på størrelse med min hånd..hele, og masser af søpindsvin..gys)

February Lady Sweater in August

Så blev jeg endelig færdig med den grønne February Lady Sweater i grøn silketweed. Den vejer ca. 240 gram incl. de tre små perlemorsknapper, som jeg købte hos Mathilde i Viborg i sommer. Den er vasket og der var så meget overskudsfarve, at jeg var ved at blive helt nervøs for om det grønne ville forsvinde sammen med vandet og De'ny sæben. Den er strikket på addi turbo rundpind nr. 3½. Den er lækker at have på, luftig og let..dog lidt tungere end den grå i lammeuld, der kun vejer 170 gram. Jeg bruger str. ca large og D-75/80 i BH..(Så kan I næsten regne str. ud) Dét bliver ganske enkelt sidste gang jeg strikker det mønster, for NU er jeg træt af det. Der skal noget nyt til nu. Lige om lidt sejler Jan og jeg ud og ligger sammen i et lille telt, nyder solen, vandet og hinanden. Pigerne kommer i akut weekendpleje hos Lena, og ellers står mine forældre parat med åbne arme. Vi glæder os og de glæder sig. Hav en god weekend.

Centrifugalhat og armbånd

I virkeligheden var det farmor, der først bad om et over nettet, men pludselig væltede "bestillingerne" ind. Jeg havde ikke læst Dudis sidste ønske, så det var lidt sjovt, at jeg havde, uden at vide det, opfyldt hendes ønske..om hun så synes om, at der er kommet kun tre rensdyrtak-perler ind og intet andet, må tiden vise, når hun får det om håndledet. De to af perlerne sponsorede vores mor og det sidste, var et som jeg havde liggende i gemmerne. Hvis jeg gad, kunne jeg lave nogle flere, men det må enten blive med tiden eller aldrig. "Markedet" bliver jo meget snart mættet :-) Sara plagede om et inden jeg næsten havde fået mit eget på, så hendes har jeg også fået lavet til aften, så hun kunne få det på i skolen i morgen. Dét var vigtigt. Hendes blev med glasperler med blomster i og det er blevet sødt og meget feminint. Dagen i dag, blev til dels brugt til at fædiggøre, vaske og ligge February Lady Sweateren i grøn silketweed til tørre i og til at overtale Laura til at agere model for den hue, som jeg strikkede for snart 14 dage siden. Den var oprindeligt til Jan, men den blev for fin og lidt for feminin, så Laura har lagt billet ind på den. (Der er een, som har spurgt til mål, vægt (170 gram) og strikkeprøve (Øøøh, jeg laver aldrig strikkerprøver) på min FLS i lammeuld og jeg har ikke glemt det. Det kommer. Og een anden har spurgt om vejledning til de knyttede læderarmbånd...Jeg fandt en side på nettet, hvor det var meget fint illustreret, og jeg skal nok finde den igen. Jeg har vistnok lært at knytte, da jeg gik til spejder...eller var det i skolen? Hav tålmodighed med mig, så kommer det lige pludseligt) Mens pigerne var til Taekwon-do træning, tog vi over og besøgte mine forældre. De gør sig nogle tanker for tiden, for tiden nærmer sig, hvor min mor skal tænke på sin pensionist-tilværelse. Der er, hvis hun vil, under et år tilbage på arbejdsmarkedet, og selv om vi grinede lidt af den ansøgning, som hun har skrevet til ældrebolig, satte det nogle tanker igang hos mig. Deres liv kommer til at ændre sig på mange måder, og det bliver en ny periode i deres liv. Det er lidt underligt, for i min verden er de stadig unge, rørige og har næsten ikke forandret sig. Måske burde vi/jeg også begynde at tænke os lidt om, med opsparinger, forsikringer og medlemsskab i ligkisteforeningen, for inden vi ser os om, er tiden gået, og ....nå, måske skulle jeg lige klappe sø-hesten og lade de ældre blive gamle først? I morgen er det forhåbentligt sejl-vejr, for jeg har ikke noget strikketøj...

Fast arbejde

Det lyder som fast arbejde, jeg har fået??? Men det bliver altså ikke lige i aften, for nu toner Kim Bilsø Lassen frem med TV-avisen og jeg har slået mig ned i sofaen efter at have siddet som forældre til et forældremøde på en hård skolestol. Det er voldsomt smigrende og totalt fedt at I gider 1. at kommentere 2. finder det jeg laver rimeligt/godt/brugbart. TAK!

Inspiration

Jeg købte det nye "ALT for damerne", hvor de viste nogle Shamballa-armbånd, som i og for sig var rigtigt flotte, der var lidt for flot. Dét var prisen på mellem 7.500,- og 1.200.000,- danske kroner. Det rækker min grønlanske lærer-løn ikke til hverken i år eller næste århundrede, så jeg fandt nogle rosakvarts-perler og noget tynd lædersnøre frem, som jeghavde liggende af nogle power-beads, og lavede da bare et selv. HA! Piece of cake..og nu hvor jeg alligevel var igang, kunne jeg lave et i grøn serpentin, der så matchede min kommende cardigan, som skrider aaaalt for langsomt frem. De fik blåstemplet, da Sara tiggende bad mig om at lave et til hende også. Det må blive i morgen.

Slut

Ligesom det også er slut med sommeren, er det også slut med midnatsolen og de lyse nætter. Der er mørkt udenfor.

Bag lås og slå

Måske lige 10 timer forsent tog jeg en håndfuld skårne lakridsrødder for at løsne spændinger og de muskelkramper i mine kæbemuskler, som jeg fik, da jeg kikkede ud af vinduet i morges: Der havde været nattefrost og tagene var helt hvide. Om jeg synes det er sjovt at se sommeren forsvinde, uden at kunne gøre noget? NEJ! Bestemt nej! Jeg fik alt for lidt sommer, og nogen af mine frosne lemmer er endnu ikke tøet helt op..kan jeg mærke. Det er den eneste permafrost her i byen, der efterhånden ikke er tøet op. Det eneste sted, der ikke har mærket til den globale opvarmning. Jeg gider ikke kulde og vinter lige nu. Det eneste, der er at sige om frosten er, at myggene og de små fluer oftest forsvinder. Nå, men så kan jeg glæde mig over resterne og det ville jeg så sammen med Jan, der lige skulle ud og tjekke om deres/elevernes telte stod ordentligt ude i fjeldet. For at komme derud skal man køre forbi en bom, som er blevet lovet ikke vil blive låst, men hvad erfarer vi, da vi kommer tilbage: Den er låst og efter noget ringen rundt, kunne vi blive lukket ud. I ventetiden kunne jeg så gå og kikke lidt på vores vandværk, som jeg altid har syntes havde en flot blå farve, omend den trænger til at blive frisket lidt op nogen steder,som een af de eneste bygninger her i byen har glas-mursten. Nu er dagen næsten brugt og jeg vil smide mig over i sofaen, gribe mit strikketøj og ignore, hvor meget det i grunden er begyndt at kede mig. Jeg trænger til at lave noget andet nu, og med lidt held, lidt flid og lidt stædighed er jeg forhåbentligt færdig med min cardigan inden weekenden?! (lyder som en jævnt kedelig dag, men den har faktisk været god og OK, men jeg kunne bare godt bruge lidt mere varme, sommer og ferie)

Midtvejskrise

(Undskyld farfar, men dette indlæg handler altså om strik!) Jeg fik startet på et domino-halstørklæde ..tja, det vil sige: jeg fik startet på een firkant og måtte så give op, for jeg forstod ganske enkelt ikke opskriften. Det er halstørklædet i Vivian Høxbros Dominostrik på side 32 og 33 som jeg gik kold i. Skal jeg mon starte med at strikke 7 firkanter og så strikke dem sammen eller skal jeg strikke firkanterne sammen med den første firkant startende i venstre side og gøre et eller andet, som bringer mig frem til sidste og syvende firkant i højre side. Jeg fatter det bare ikke! Hmm.. i mangel på succes, hentede jeg så en hæklenål og noget garn for at hækle en "Anne", som jeg har spottet her, og som jeg forestillede mig kunne være flot at hængende om min hals og perfekt til at skjule dobbelthagerne med, men det gik endnu mere i ged end domino-halstørklædet (jeg så det i knaldrødt i Blokhus i Bingen og forelskede mig bare hovedkuls) , så i nedtrykt sindstilstand og med fare for en strikkekrise, hentede jeg noget gammelt grønt silketweedgarn, som jeg har haft liggende længe og som jeg ikke har vidst hvad jeg skal bruge til. Den bliver noget tungere i udtrykket end den første jeg lavede, men ærligt talt er jeg lidt træt af at strikke på den nu, og glæder mig over at jeg kun mangler 1½ ærme og sammenstrikningen. Der er dømt lidt krise med fare for strikkeblokering, så jeg skal tænke lidt fremad og finde ud af domino-halstørklædet og meget gerne Anne (som jeg også har skaffet opskriften på) også..

Skabs-orden

Jan siger:"selvglæden vil absolut ingen ende tage"..når jeg weekenden igennem har åbnet mit tøjskab, og konstateret at det ikke har rodet sig selv til igen, som det normalt plejer at gøre. Jans tøjskab derimod ser ikke ud som mit, og vi fik grint en del, da vi stillede os selv og hinanden op til fotografering af vores skabe. Jeg ville have troet at det billede, der blev taget af mit skab ville blive totalt overbelyst af den glorie, I sikkert kan ane over mit hoved ;-) Mon ikke glorien falmer, for til sidst at falde ned igen om ganske få uger, når jeg for hvilken morgen i træk, har flået den ene bluse, sweater og t-shirt ud efter den anden, kun for at konstatere, at der ikke er noget brugbart og anstændigt at tage på.

Ventetid

Jeg læste engang et eller andet sted, at vi kvinder allerede som små piger ventede på at blive voksne, ventede på en mand, ventede på at mandens karriere skulle tage fat, ventede på børnene, ventede på at børnene skulle vokse sig store og selvstændige, ventede på menstruationen, ventede på at blive smukke og slanke, ventede på at rynkecremen virkede, ventede på at livet skulle blive godt, ventede på alderdommen, ventede på døden, ventede, ventede og ventede. Jeg går lidt rundt og har det på samme måde i disse dage. Jeg venter dog hverken på at rynkecremen skal virke eller døden og venter kun på, at det bliver godt vejr, på sejlvejr, udevejr, og mens jeg venter, har jeg brugt ventetiden på at gøre rent, lave mad til familien, strikket et par pinde og hygget mig. Vi var ude ad grusvejen i går omkring middagstid, hvor der var en kortvarig pause i nedbøren og vindpustene, og jeg kan bedrøvet konstatere, at efteråret der for alvor har sat ind, som trøst for sin komme indhyller landskabet med varme, brændte farver. Kunne efteråret ikke vente lidt med sin kommen?Ventetid kan bruges konstruktivt og gøres til kvalitetstid og ikke som det nu, smager af ukonstruktiv, ubrugbar ventetid, der spildes og ikke gør nytte. Forventningens glæde... Jeg venter og det lægger jeg ikke skjul på. Jeg venter på, at havet skal falde til ro og byde os velkomne igen, venter på at regnen skal ophøre og vinden holde inde og holde pause. Mens jeg venter, vil jeg trisse ovenpå, op på hemsen og gøre lidt gavn og nytte, rydde op, pusle lidt, måske trække en støvsuger hen over det beskidte gulvtæppe, der i virkeligheden bare trænger til at blive kørt ud på lossepladsen, kikke ud af vinduet og kontrollere om ventetiden snart er ovre. Forventningens glæde. Jeg vil omprogrammere min hjerne til at synes at ventetid er kvalitetstid og glæde-sig-tid. At leve fuldt ud i nuet. Bevidst! Mere bevidst. Hvem kan glæde sig over nuet, hvis tankerne kun er rettet frem mod det der ventes på? Jeg har nemlig også brugt meget tid på at vente og har ikke altid syntes at ventetid var en glædes-tid. Jeg har ventet på at blive budt med, budt ud, budt op, ventet på at det blev min tur til det ene og det andet, har ventet på, at andre skulle tage affære eller i det hele taget syntes det, som jeg ventede på, var det eneste rigtige uden at værdsætte det jeg brugte ventetiden på som noget, der var ligeså værdigfuldt. Var det forresten ventetiden værd? Blev forventningerne indfriet og bragte de den glæde du forventede? Forstår du, hvad jeg mener? Eller er det noget forbandet vrøvl? Hvad venter du iøvrigt på? Og mens du venter, må du gerne kikke lidt i mit billedalbum.

Overnatning

Hun sover hos sin bedste veninde i aften, så der er meget stille herhjemme..

Bolig-minder

Ikke mange måneder efter, at jeg blev færdig på seminariet i 1989, faktisk i oktober 1989, flyttede Simon og jeg til Sisimiut fra Nuuk. Det var en hård tid, hvor mange nye indtryk skulle fordøjes og vi skulle finde en ny rytme i vores liv. Heroppe kan man få tildelt en personalebolig, hvor man, som du næsten kan regne ud, kan få tildelt en tildelt en bolig, der er knyttet til dit arbejde. Det er ikke alle jobs, hvor der kan tildeles en personalebolig, og det er lidt lige som at spille lotto..enten vinder du eller også vinder du ikke en god bolig med gode naboer, der ikke larmer og fester weekenden igennem, som ikke smider deres affald udenfor døren ell. andre mærkelige og irriterende ting. Jeg ved ikke rigtigt om vi vandt, for omgivelserne er bestemt ikke noget at råbe hurra for, men udsigten udover havnen og havet, var og er det vel stadigvæk ganske forrygende. Simon og jeg kunne sidde i timevis og kikke ud af vores vinduer, ud på både, kuttere og trawlere, der til og fra havnen. Lyden af de gamle Hundested-motorer, der, hvis du lukkede øjnene, kunne minde om hjerteslaget i moders liv. Vi kunne på nært hold følge havets skiftende udseende, og når vi åbnede vinduerne kunne vi tydeligt lugte havet, havnen og desværre også nogengange fabrikken, når vinden stod i dén retning. Præcis nedenunder vores lejlighed, lå vaskeriet, (lige der hvor cyklen står, ) og de mange forskellige dufte/lugte af skyllemiddel kunne på nogen dage næsten umærkeligt snige sig op i vores stue. Og heldigvis var det også den eneste gene, det var at bo over et vaskeri, for larm var der ingen af. Nu har de, hvem de så end er, taget sig sammen og er begyndt at male blokkene og det var da ikke en dag for tidligt. Dette var hvad vi hver dag så, når vi gik/kørte ad vejen til og fra vores hjem, der var hyggeligt indendøre med en lille stue, et stort køkken, et laaaangt smalt soveværelse til mig og et lige så langt værelse til Simon, et lille hyggeligt badeværelse, og en smal entre. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er glad for at bo i eget hus, hvor jeg kan gå rundt om mit eget, har min egen indgang og selv må bestemme hvornår, hvordan og hvorfor jeg fx skal male, rive vægge ned eller lade være og ikke mindst er jeg ikke stavnsbundet af mit arbejde pga boligen.

Undren

Hvad er det lige, de vil have os til?? Tager de gas på os eller mener de det helt alvorligt? Eller synes de, at vi selv skal tage stilling til, hvor hurtigt vi kan/må køre? Eller har de ikke kunnet bestemme sig?

Ude ved vandværket er der også en eller flere vittige sjæle, der har moret sig med at stille alle stenene på højkant. Eller har de kedet sig? Eller er det en hemmelig kode, som jeg bare ikke kan forstå? Eller er der en, der har "vendt hver en sten"? (fandt de noget?)

Graffiti er aldrig særligt vittigt, og slet ikke når de ikke engang kan stave,

men jeg kunne nu ikke lade være med at smile alligevel..og jeg smilede også fordi jeg ikke længere bor i boligblok selvom de har en OK udsigt, ihvertfald den ene vej. Og så smilede jeg, da jeg kikkede ned på jorden fra øverste etage, for 2 mennesker har savet jord/tørv ud så dem, der ankommer og afrejser med fly får en lille hilsen fra luften. Der er såmænd nok at smile ad, hvis man gider?!

Ordleg

Man kan lege med ord på mange måder, og jeg legede lidt med mine egne her....

Spidskål

Uuumm..i Brugsen i dag lå der Sydgrønlandske sprøde, lysegrønne spidskål og straks blev den planlagte menu ændret til rensdyrfrikadeller med stuvet spidskål, kogte kartofler og gulerødder. Ikke så ringe, endda! Vi går og skuler, håber, ønsker og forbander den vejrudsigt der er for weekenden, for den er altså ringe og fordrer ikke til at vi tager på rensdyrjagt. Det bliver rensdyrjagt eller rengøring. De sidste par dage har DMI holdt på at der kommer masser af regn og en lidt for frisk sommerbrise fra syd og det kan vi ikke bruge til noget. Nej, det jeg har brug for er total afslapning i et telt ude i fjeldet uden stressende elementer af nogen som helst art, hvor livet er let og primitivt, og hvor vejret og tidevandet bestemmer aktivitets-niveauet. Hvor jeg kan ligge tæt med mine piger, lugte af menneske, med strittende fedtet hår og sørgerande under neglene uden at kunne gøre noget ved det, DMI! Hør på mig! Jeg har brug for at lade mine batterier op til vinteren. Forstå det dog!

Grønlandsk / grønlands-post

Grønlandsk post/grønlandspost...Var der een, der spurgte om, hvad var. Det er en stedsegrøn busk med stærkt aromatisk duftende blomster, og bladene er ligeledes også meget stærkt duftende. De kan anvendes i meget madlavning, til te og ikke mindst til en herlig kryddersnaps. Den skulle efter sigende have en antiseptisk virkning og derfor velegnet at brygge te af, når man er forkølet...siger de. Smagen kan lynhurtig blive besk og bitter, så der skal ikke bruges for meget og det må ikke trække for længe. Det er en dejlig krydderurt til især rensdyr, og snapsen er også god. Jeg kan ikke selv lide at drikke te udelukkende lavet på Grønlandsk post, men synes det smager rigtigt godt blandet i en sort te. Der er lidt at læse om den her og her og billede af den her og jeg har nævnt den tidligere her..

Tågehorn

Efter den dejlige aftensmad besluttede vi os for at sejle lidt ud og kikke efter sæler. Der var ingen, men næste gang...næste gang, så... men til gengæld kunne vi fascineret følge tågen, der bølgende lagde sig ind over byen og bredte sig over havet og for derefter at pakke os fuldstændigt ind i sin kolde, klamme favn. Jeg har lagt nogle enkelte billeder ind i mit album, som du er velkommen til at se.

Gude-bøf

Om det var besværet værd? OM? Dét lover jeg! Det var gude-mad: møre, møre lidt røde rensdyrbøffer krydret med meget fint hakket med persillehakkeren..grønlandske håndplukkede 100% økologiskgrønlandspost, salt og peber, ovnbagte kartoffelbåde, haricot vert kogt al dente og fedende sovs. MUMS..siger jeg bare! Tørrede grønlandspost blandet med tørrede blåbærblade (grønlandske 100% økologisk og håndplukkede, og tørrede i stuetemperatur)sammen med den almindelige earl grey te kan iøvrigt fint konkurrere med kusmi te smagsmæssigt, og hvis du har en sød svigermor, der har masser af lavendel, er det også fint, at tilsætte en anelse af de fine blå blomster i, hvis du nænner det?

Primitiv rigdom

Jeg føler mig rig på en primitiv måde..eller er det primitivt? Det er en rigdom, at vide at det vi putter i munden og spiser, ikke har været buret inde og fodret med vækstfremmende foder, ikke er pumpet med pencillin, ikke er transporteret land og rige rundt for at blive slagtet, ikke har skuldersår, ikke har halebid, ikke har fået halekupering, men har rendt rundt som de lyster og er blevet skudt ude i det fri og har levet et naturligt liv lige indtil sidste åndedrag. Det er en rigdom, at jeg selv har stået og skåret kødet ud og de smuler jeg ikke har kunne vriste af knoglerne, kan hundene mæske sig med de kommende dage. Jeg har fars nok til mange pizzaer, lagsagne, farssuppe, farsbrød, frikadeller og hakkedrenge, og i fryseren ligger køller af 3 rensdyr med en mærkeseddel på, hvor der står "Lauras konfirmation". Yes! For hun skal jo konfirmeres til næste år, så festmaden er sikret. Johannes har samlet kvaner til os, som skal syltes til kødet, og der skal samles sortebær til tilbehør. Der ligger et par enkelte ørreder til forretten, og laksen er bestilt hos en fisker. Der burde være basis for et måltid mad for indbudte gæster, og det fylder med glæde at vi kan garantere for dyrevelstanden for de dyr vi byder gæsterne, økologien og glæden ved at have skaffet det lokalt og selv. Dét er da rigdom! Jeg håber, at vi får lidt mere, så vi har noget til vinteren og ikke skal bidrage til CO2 udslippet ved at købe kød fra New Zealand, Tyskland eller lande laaaaaangt væk fra os som igen betyder at det er transporteret med udslip tilfølge, og bidrage til egen og familiens glæde over, at vi selv har skaffet føden. Det er måske primitivt, men det er en fed følelse som øger min livsglæde. P.S Jeg har endnu engang fået en kommentar (jeg har fået indtil flere mails også) om hvorfor jeg

ikke længere brokker mig på brokkebloggen. Tja..Jeg kunne såmænd sagtens finde noget at brokke mig over, og gør det da også dagligt. Der ryger både store og små brokkerier overbord, men mange af mine brokkerier drejer sig oftest om private, intime og personlige ting, som jeg ikke mener egner sig til offentligheden. Jeg har nogen gange overvejet at skrive om mit brok generelt og princippielt, men på den anden side, mener jeg heller ikke, at jeg bør/skal dyrke og jagte de negative sider af livet. Jeg er generelt taknemmelig for mit liv og mine muligheder, og forsøger at få det bedste ud af alt og ingenting for mig selv og min familie, og jeg mener at når man konstant brokker sig, bider det sig selv i halen og kan meget, meget nemt blive en dårlig vane og livstill, som er trættende både for den brokkende, men også for tilhørende. Jeg forsøger til stadighed med mere eller mindre held at være assertiv i min kommunikation både med mig selv og mine omgivelser, men det er ikke altid at jeg eller mine omgivelser lytter med girafører og jeg ved at det tager tid og energi, at være åben og uden fordomme. Der er nok som brokker sig og som er negative, men mange glemmer at når de brokker sig og er negative, får de oftest tilbage af samme skuffe, og dét gider jeg ikke. Dét har jeg ikke overskud til nu. Jeg vil fyldes med glæde og optimisme både af mig selv og mine omgivelser, og jeg vil forsøge at være taknemmelig over det jeg rent faktisk får, end ærgre mig over mine manglende muligheder og chancer. Derfor, og jeg håber at det var svar nok til de af jer, der har spurgt mig om mit liv bare er rosenlyserødt og fyldt med naivistisk overpositiv glæde?! Nej, mit liv er fyldt med alt hvad et liv nu engang er fyldt med og lige nu føler jeg mig rig.