onsdag den 30. juli 2008

Blåklokkeblomster og asfaltmusik

Med håb om flere ørreder, drog Jan og jeg afsted i dag væbnet med fiskestænger, nyindkøbt net/ketcher, masser af godt humør, tålmodighed og en god vejrudsigt. Nogle af mine kollegaer fulgte efter i deres egen båd. Vi fangede absolut ingenting, men kom hjem i eftermiddags med højt humør, masser af smukke indtryk, sejllads på absolut spejlblankt vand og med smag for flere dage af slagsen. Det var balsam for sjælen, der blev smurt godt og grundigt ind i velvære. Jollen kom på land sent i eftermiddag for at få monteret hydraulisk styring. Det bliver ren luxus, og allerede i morgen eftermiddag, vil jeg kunne få afprøvet herlighederne. Herligt ser der også ud foran vores nabos hus og lidt foran vores, hvor blomsterne står i fuldt flor i den lave aftensol. De er smukke, men lidt svære at fotografere i den næsten umærkelige brise, der får de skrøbelige og lette blomster til at svaje og bukke høfligt til verden. Dagene går pludseligt hurtigt og butikkerne har allerede tilbud på skoletasker, skoleblyanter, viskelædere med duft og finurlige blyantspidsere. Det er lidt øv, når disse tilbudsvarer kommer frem. Det er derimod overhovedet ikke øv, at kommunen omsider indså nødvendigheden i at lægge asfalt ved bus-stoppestedet nedenfor vores hus. Der er støvet og især når det ikke har regnet længe, ligger der et støvlag så tykt, så tykt. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke lagde det ud på hele området, så buschafføren ikke skal anstrenge tungen og holde den lige i munden, når han skal dreje rundt. Og så vi kunne minimere støvet. Det er lidt Øv. Men mine bekymringer og tanker om støv og asfalt bliver fejet lidt væk, når jeg åbner døren, for at studere den nye asfalt, for nede i ældreboligerne bor en ældre pensioneret lærer, der ynder at sidde udenfor sin hoveddør i solskinnet og nyde en pibe tobak, mens han spiller dejlige melodier af enhver salgs på sin harmonika. Det måtte han meget gerne gøre meget, meget oftere, men tak for de øjeblikke, hvor han gør det, uanset heldækkende støv og asfalt.
Piiiist: Har du nogensinde prøvet at lave klokkeblomst-snaps?? Dét er godt! Pluk en stor håndfuld klokkeblomsterhoveder, hæld dem i et stort tætsluttende glas, hæld smagløs vodka (det bruger jeg, så har du ikke smagen af andre ting i din kryddersnaps) eller til nød Brøndum-snaps over, ryst glasset med følelse og forhåbninger dagligt gennem 7-21 dage, si blomsterne fra og smag kryddersnapsen til med mere vodka. Du har nu en meget delikat og parfumeret og sød snaps, der varmer på kolde dage. Det samme gælder mælkebøttens gule blade som du skal pille fra et for et- altså kun det gule fra blomsten. Den er smuk gul og har en fantastisk smag..Eller har du prøvet at lave gelé af klokkeblomst eller mælkebøtte? De er smukke og dekorative til fin mad eller mad, der skal se fint ud.

2 kommentarer:

  1. Dine smukke billeder giver ro i sjælen sådan en morgen med byggepladslarm i Søborg.
    Det ser dejligt ud, og det lyder til, at det måske ikke var så slemt at komme hjem alligevel ;)

    Kh Karen S

    SvarSlet
  2. Der er masser af asfaltarbejde overalt i byen, gravearbejde til nye gadelygter, vej-/stiarbejde og meget andet og det var svært at få sjælen hele vejen med herop. Der er jo også langt og der er mange kultur,sprog og andre forhindringer/forskelle at komme igennem. Det er fantastisk at komme ud og om aftenen er her stille, stille og og fredfyldt

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding