Bitterf….

Vores nye påhængsmotor bliver monteret på jollen.

Jeg havde vist håbet på et mirakel da jeg krydsede fingre for, at den blev færdig i går.

Det blev den ikke.

Overhovedet ikke.

Den blev heller ikke færdig i dag.

Jeg har været i mine følelsers vold hele dagen.

Den sure og bitre galde har skvulpet frem og tilbage. Vistnok mest frem.

 

For ganske for dage siden skrev jeg at jeg skulle lære at sige og tænke pyt.

Det kan jeg så mærke at det ikke læres på et par få dag.

Jeg har endnu ikke lært at sige pyt.

Ikke engang at tænke det.

Jeg arbejder skam på det, men at blive en sur, gammel, bitterfisse kom altså heller ikke på en nat, så at få det vristet af sig, tager nok heller ikke kun en nat, men jeg tænker, at når jeg nu er så pinligt bevidst om at det er lige nøjagtig det jeg har udviklet mig til (mere eller mindre), så er jeg da et lillebitte skridt på vejen.. eller noget.

Vandet er blankt så langt øjet rækker.

Solen skinner fra en høj, ikke helt blå himmel.

Der er nogenlunde temperaturer og jeg har fri.

At vade rundt i huset minder om hverdag og arbejde.

Det minder overhovedet ikke om afslapning og opladning til endnu en uge, så jeg spyr ild og grøn galde. Der er heldigvis ikke så mange omkring mig, så jeg kan vade rundt i det selv og smitter ikke andre med mit dårlige humør.

Jeg burde være glad, for Jan har lagt nyt gulv på vores lillebitte gæstetoilet og er ved at montere det nyindkøbte badmøbel op på væggen.

Der skal åbenbart tænkes i alternative løsninger for at få det til at fungere helt rigtigt.

Han går rundt med sine høretelefoner med noisereduktion og det er nok en rigtig god ide.

Jeg trisser over i sofaen igen til mit strikketøj og med endnu en kop varm te og håber, krydser fingre og beder for at næste weekend ser lidt anderledes ud end denne.

Kælekatten lever et ukompliceret liv: sove spise og sove igen.