At græde snot over en påhængsmotor

Jeg er skudt ud af kurs.

Som du ved, er det mit halve liv at være ude. At være i hytten. At være ude og sejle. At være ude i naturen.

Og som jeg skrev forleden har vi motorproblemer og det viser sig desværre, at motoren ikke står til at redde.

Overhovedet ikke.

Vi har fundet en ny påhængsmotor, men den er voldsom, voldsom dyr.

Selvfølgelig skal vi have råd til at investere i en ny, for hvis vi ikke kan komme ud, har vi ikke så forfærdeligt meget at se frem til, at glæde os til og efterfølgende at glæde os over.

Lige nu står båden på land. Uden motor. En mekaniker er sat på sagen og der bliver arbejdet på den, men i eftermiddag, da vi var nede og tjekke, hvor langt mekanikeren var nået, var han ikke nået nogen steder.

Til gengæld var både vores kortplotter/gps og begge sæder væk.

Vi håber og satser virkelig hårdt på, at det er mekanikeren, som har fjernet dem og det ikke er stjålet, hvilket kunne være mere end meget sandsynligt.

Nu skal jeg ikke flæbe mere, selvom jeg  bare har lyst til at sætte mig med hovedet i hænderne og stortude. Det er årets bedste årstid. Det er nu, vi plejer at være ude og ude og ude, men er verdslige problemer og vel i virkeligheden luksusproblemer.

Denne kutter sank i havnen i vinter og i sommer, mens vi var på sommerferie, er den blevet slæbt om i Ulkebugten. Jeg så billeder af bugseringen af den på facebook.

Den er ikke til pænt brug længere. Det er vist åbenlyst for enhver.