På kirkegården

Jeg startede på arbejdet i mandags.

Alt er næsten som det plejer. 

Det er jo både godt og skidt. 

Mest godt.

Jeg har gennem tiderne haft mange forskellige kollegaer og nogen i længere tid end andre.

To af de kollegaer, som jeg har haft i længst tid og som gik på pension for bare ganske kort tid siden, døde i sommer og blev begravet midt i sommerferie-tiden.

De var på hver deres måde nogle meget karismatiske personligheder.

Vi var rigtig mange på skolen, som desværre ikke kunne deltage og heldigvis  blev det arrangeret således at vi i samlet flok kunne tage på kirkegården i formiddags og tænde et lys på begge grave.

Jeg tænkte en masse tanker.

Triste tanker, men også taknemmelige tanker over at jeg nåede at lære de to mennesker at kende.

Langsomt, men sikkert bliver vi alle skubbet frem i køen.

Sådan er det!

Det kam være en svær tanke og måske er det derfor den tanke så hurtigt bliver skubbet væk igen, når den dukker op.

Den ene af mine tidligere kollegaer, som døde i sommer, ved jeg, var afklaret og havde accepteret at den fremskredne cancer kun førte en vej.

Han nåede at skrive en kærlig hilsen til os alle i byen i lokalavisen.

Den anden døde forholdsvis hurtigt efter kort tids sygdom. 

I formiddags var vi på kirkegården og vi fik sagt pænt tak og pænt farvel. 

I morgen siger vi hej og goddag til vores elever.