Fødselsdagsgaver
I tirsdags kom Jan hjem med en buket blomster til mig.
En buket pga Valentinsdag.
Det skulle han bestemt ikke høre et ondt ord for.
De har stået lige så fint på køkkenbordet og pyntet i en hel uge nu.
Udenfor er der masser af lys og en hel del af lyset vælter ind ad vinduerne og lyser buketten op.
Så er der ingen vej udenom end at den må fotograferes på kryds og på tværs.
Sådan et lækkert lys kan man ikke bare sidde overhørigt og kameraet skal motioneres indimellem, hvis ikke dimser og dutter skal gro fast
I buketten var denne hyacint sat fast med en træpind.
Det kunne jeg næsten ikke klare.. tanken om, at den ikke ville begynde at springe ud, blomstre og sende dufte hen imod min næse, var næsten ikke til at bære, så jeg pillede den forsigtigt ud og satte den i en lillebitte mokkakop, hvor den befinder sig så vel, at den er begyndt at åbne for de mange små, lavendelfarvede blomster, mens den glad kvitterer med dufte, som tak for min redning.
De bittebitte små vandperler er så små, at de er noget meget mindre end et knappenålshoved.
Mit makro-objektiv blev skruet godt fast i kameraet og tungen blev stillet vaterpass-lige i munden og så blev der trykket lige så forsigtigt på udløseren.
Hvis du vidste, hvor små de dråber er, ville du også synes, at de er lidt søde og fine, tror jeg.
Det synes jeg ihvertfald de er.
I fredags fyldte jeg så hele 46 runde, glade år.
Jeg er glad for at fylde endnu et år.
Tænk, hvis jeg ikke fyldte flere år.
Nøj, hvor ville jeg være ked af ikke at fylde flere år.
Jeg holder af mit liv, holder af min hverdag, holder af højtiderne, holder af det hele og vil meget, meget nødigt undvære nogen som helst dele af det… okay, der er måske lige et par ting, som jeg er mindre glad for, men tingene hænger sammen, giver kontrast, giver mening og får så ikke lov at fylde mere end, hvad jeg giver det lov til.
I fredags, da jeg fyldte år fik jeg igen gaver.
I virkeligheden burde jeg give gaverne.
I glæde over at fylde endnu et år.
Jeg lavede nogle kager, bagte nogle boller, kogte noget suppe og stegte en lammekølle, som kunne spises med lidt salat, marinerede bønner og nogle flødefede kartofler, men det var mig, som fik gaver og jeg skal love for, at de er fine.
Taget i betragting af, at det kun var Jan, Sara, mine forældre, min søster og min veninde, som kom, så blev jeg nærmest lidt overbegavet.. se selv:
Luksus-te fra farfar, som ved, at jeg drikker litervis af te hver dag
En rose og et gavekort til spisning på hotellet fra min far og mor..
Og endnu et gavekort til strikkeforretningen fra min søde Sara.
En luksus-creme fra min søster.. åh, som det er dejligt med hverdags-luksus.
Og stearinlys fra min veninde, som ved, at jeg elsker levende lys.
I morgen skal jeg på arbejde.
Min klasse skal flytte lokale og jeg ved, at det bliver hårdt.
Eleverne lader ikke sådanne forandringer glide ubemærket forbi, så der bliver lidt ekstra at forholde sig til de kommende dage.
I min indre, lukkede verden, den usagte, stille een af slagsen, havde jeg forestillet mig min vinterferie lidt anderledes.
Jeg havde håbet på, at befinde mig her, hvor jeg helt sikkert havde kunnet hente ro, stilhed og energi, men ikke alting går som man håber eller planlægger.
Til gengæld kan jeg glæde mig desto mere til min lille drøm går i opfyldelse og jeg kan sidde i stilheden og nyde roen, hvor intet andet kan forstyrre mine tankerækker end den næste kop varme kaffe eller om jeg skal tage mig en lur mere.
Nyd din tirsdag
Det er en skøn creme, men jeg er ikke helt sikker på anti-rynke-effekten. Synes, jeg har brugt den meeeeget længe uden at blive yngre at se på ;-)
SvarSletLene: den er lækker og det bliver vi også, når vi smører os ind i den.. basta :-)
SvarSletHjertelig tillykke med fødselsdagen. Ja, alternativet til at blive et år ældre er skræmmende
SvarSletSå fik jeg endelig læst op her ...
SvarSletFørst og fremmest tillykke med fødselsdagen :-)
Dernæst et lille medfølende klap på skulderen til Jan - uf det er slemt at have ondt i forbeindelse med sine tænder.
Din fars kuglepenne er utrolig flotte - jeg er meget imponeret over det minutiøse håndværk, der ligger bag.
Og til sidst: Du har gjort det igen. Og igen: gjort mig misundelig over dine mange muligheder for at se nordlys. Til gengæld må du gerne beholde kuldegraderne for dig selv ;-)
Aluu Dorthe
SvarSletTil lykke med de "46 runde, glade år" fra en som sidder og nikker bekræftende til dine positive livsbekræftende refleksioner over det at blive et år ældre.
Jeg vil vise vores datter dem. Hun er din årgang.
Og så fik jeg lært et nyt og sigende udtryk om retten flødekartofler,
"Flødefede kartofler" :-) det er netop lige det de er. Tak for at lære en pensionistlærer det.
Hilsen Ragnhild
Laila-H.:Tak Laila.. jeg vælger gladeligt at fylde det ene år efter det andet og forsøger at nyde tiden mellem fødselsdagene fuldt ud
SvarSletTak Ellen. Jans tand er i bedring og han er lidt mere fortrøstningsfuld end han var for en uge siden.
Min fars nyeste kuglepenne er bare så flotte og de er på een eller anden måde så stoflige at røre ved. Nordlyset er hver gang et utroligt syn. Jeg glædes over det hver gang og kuldegraderne.. dem kunne de godt spare lidt på, for min skyld også
Ragnhild: tihi, jeg smilede også da jeg pludseligt havde skrevet flødefede og tænkte at det var et godt udtryk, som mit tastatur lige havde givet mig