Balance-kunst

Bare lige så du ved det:
Jeg har fundet Jans kamera, så nu er det hjemme i god behold igen.
Jeg kender nogen, som kender nogen, som ikke er helt rene i kanterne, ikke er Guds allerbedsteste søndagskole-børn og som har skam nok i livet til at gå i andres ting, stjæle, lyve og det, som er værre.

Jeg spurgte dem som jeg kendte om de ikke kunne finde ud af om dem, de kendte måske vidste om dem, som de kendte mon var kommet i besiddelse af og så den lange vej rundt, du ved og mandag aften, stod en af dem, som jeg kendtes bekendte med kameraet i hånden.
Remmen er taget af og kortet formateret, men det er billigt sluppet og så var jeg jo glad for at kunne give en dusør, for det er et dyrt kamera, som ikke engang er et år gammelt.
Nu er det hjemme i god behold. Jubiiiii!

Jan er i Nuuk, hvor han er nede for at være censor i faget matematik..eller var det mon.. ? Jo, det var.
Han er ihvertfald i Nuuk og selvfølgelig har jeg ringet til ham for at fortælle ham, at hans kamera er kommet hjem.

Mens han er væk ligger jeg i armtag med tilværelsen.
Jeg har aldrig nogensinde bildt mig selv ind, at jeg fik noget som helst foræret.

Intet.


Da jeg fik mit første barn, vidste jeg, at det indebar ansvar og pligter at få børn.
Siden den snevejrs-morgen i Nuuk i midten af april i 1987 har jeg fået yderligere to børn at kaste min kærlighed over.

Kærlighed, ansvar og pligt.

Både kærligheden, ansvaret og pligterne tager jeg meget, meget seriøst og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at opfylde på bedst mulig vis.

Måden jeg håndterer forældre-rollen på, er der gennem alle tre børns opvækst stillet spørgsmåls-tegn ved.

Både af mig selv, men så sandeligt også af børnene.
Der skal stilles spørgsmål i ny og næ.
Tiderne ændrer sig, vi ændrer os og rolle-indehaverne ændrer sig.


Som, når jeg ikke har slækket tilstrækkeligt på rammerne og de er begyndt at klemme om frihedstrangen eller min deltagelse i forskellige gøremål ikke længere er en glæde for andre end mig selv.


Det er en evig balance-gang.

Jeg kommer til at tænke på line-danseren, som balancerer under det høje loft i livets store cirkus.
Jeg kommer til at tænke på ekstrem-sportsudøveren, der har spændt en line fast mellem to bjergtoppe.

Linedanseren balancerende med sin paraply.
Sportsudøveren balancerende med sit liv.

Jeg er mor og jeg balancerer med mine børn.

Det dyrebareste i verden.
Jeg balancerer det bedste jeg kan og passer i den grad på ikke at falde ned.

Indimellem, nogengange føler jeg at jeg er ved, at få overbalance, slingrer og er ved at falde ned.

Som enhver anden mor, vil jeg jo over på den anden side i god behold, så jeg træder varsomt, balancerer afsted med barnet i armene og håber, at lige om lidt... lige om lidt.. vil mine unger vende sig om og sige, at jeg gav dem en god, kærlig og tryg tur over barndommen, -at jeg lærte dem, at balancere, at jeg viste dem, hvordan man kommer over, igennem og helskindet.

Når jeg ligger i hårde omfavnelser med tilværelsen, ved jeg, at der er enorme kræfter derude omkring mig.

Mødre og fædre, som går på andre liner end den som jeg har valgt og selvfølgelig bliver jeg spurgt om, hvorfor jeg ikke bare, med mine børn i favnen vælger de andre muligheder.
Nogen forældre vælger at lade deres børn går over den stramt udspændte line alene.
Uden paraply, uden sikkerheds-line, uden noget.

Nogen forældre vælger at lukke øjnene, når de lader deres børn tage turen alene over, for de tør ikke kigge med. Nogen forældre er ikke engang kommet over linen selv og nogen forældre ved slet ikke, at der findes en line, som skal gåes sammen med børnene.

Nogen forældre gør noget andet end mig.

Jeg kan ikke gå turen for andre end mig selv og mine børn.

Jeg kan vise min line og argumentere for, hvorfor jeg har valgt lige netop den type line og lige akkurat den tur.

Jeg kan fortælle om min line, min tur og mine anstrengelser, men meget andet kan jeg ikke gøre.

Men lige nu.. i disse dage bliver jeg nødt til at holde tungen lige i munden og fokus stift rettet ind mod den anden side, for ikke at falde ned, ikke at miste balancen..et skridt ad gangen, for der er liner, som umiddelbart ser lettere ud, er mere fristende og nogen liner, som er mere farverige end den, som jeg har valgt, at balancere på.

Jeg retter forsigtigt op på paraplyen, peger på den modsatte bred, tager mit barn i hånden og fortæller, at der er ikke så langt endnu og kommer vi over, har vi sammen gjort en fantastisk tur.


Der satses på en god dag.
Der er håb om sol og blå himmel, men skulle der blive overskyet og koldt, måske komme lidt nedbør, klæder jeg mig varmt på og ved med mig selv, at lige om lidt skinner solens varme stråler på mig igen.

Pas godt på dig selv derude.