Åh, hvilken herlig dag!
Jan og jeg kørte sammen med een af vores gamle venner, Jonn og hans søn ind til hytten lige over middag.
Jan havde anhænger efter snescooteren, læsset med en 1½ mands futonseng, som skulle stå i hytten.
Sådan en futon-seng vejer godt til og ydermere har vi købt to køkkenoverskabe, som vi også skal have samlet og sat op, som Jan også havde med.
Jeg kørte på Dudis gamle snescooter.
Den er hurtig, den er hidsig og så er den levende i en grad, som jeg har lidt svært ved at forholde mig til.
Jeg ved ikke om jeg har fortalt det før, men jeg har een eller anden fobi med nedkørsler.
Og det er fuldstændig ligemeget om det er på hundeslæde eller på snescooter.
Jeg kan finde på at vende om og køre hjem igen, hvis jeg pludseligt ikke kan klare en nedkørsel og det er ligemeget hvor lille den bakke så end måtte være.
Nogen af de nedkørsler vi skulle ned ad i dag, ved jeg af erfaring, kan være slemme.
Slemme for mig, men i dag ville jeg bare ikke lade mig stoppe af dem.
Jeg ville med ud til hytten.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen lå lige omkring de 17 til 18 grader.
Fast besluttet, kørte jeg derud af efter Jan.
Ned ad bakkerne.. mens jeg stønnede Fxxk, Fxxk,Fxxk, men ned kom jeg.
Hjertet bankede lidt mere end normalt og min mund var tør som Sahara.
Når man kører ned på fjorden, er man næsten inde i bunden af fjorden.
På det her billede, kan du se
fra udsigtspunktet og ind i bunden af fjorden. .. Det er et billede taget på et helt andet tidspunkt og slet ikke fra i år.
Vores hytte ligger længere ude i fjorden, så vi skulle køre på fjordisen, hvilket jeg ikke havde problemer med… altså lige indtil jeg gjorde det.
Jeg kørte efter Jan, som rosinen i pølse-enden og inden der var gået mere end et splitsekund fandt jeg ud af, at der var en rigtig god grund til, at han kørte så stærkt.
Indtil vi kom ned på isen havde vi kørt omkring 40 miles i timen.. ca 65 km/t.
Nogle steder dampede det fra isen og den var våd, så jeg fandt også lynhurtigt ud af at trykke gashåndtaget godt i bund, mens jeg skreg inde i min hjelm, som forøvrig stod åben, da mine briller duggede til igen og igen og igen og igen..(om det var koldt???) og når noget dugger i den kulde, fryser duggen til, hvilket mine briller så også gjorde.
Da jeg stod nedenfor hytten på isfoden bankede mit hjerte så voldsomt, at jeg troede, at det ville banke sig vej ud af min krop, hvis det ikke faldt til ro.
Jan påstod/påstår, at det ikke var farligt, men det føltes altså farligt, når man skænkede farten og det føltes som om, at den sank i bagenden ned i det våde..hav.
Sådan føltes det ihvertfald for mig og det er altså ikke første gang, at jeg kører på isen, men aldrig, når den har været som idag.
Jan påstod/påstår, at under det våde, er der mindst en ½ mtr. is, men sådan føltes det altså ikke.
Jan kørte fast i den dybe sne på stranden nedenfor hytten med trailer og scooter, så jeg stoppede ganske enkelt mit køretøj og syntes lige pludseligt, at det kunne være rart med en gå-tur i den dybe, jomfruelige sne op mod hytten.
(hare-spor)
Der stod 2 harer ved hytten og der er nye spor efter rensdyr.
Næste gang får jeg måske endda nogle billeder?
Jan og John gravede og gravede og scooteren kom da også fri, men op med traileren, ville den altså ikke.
Så forsøgte de med Johns scooter, der er af meget nyere dato end vores gamle hakkebrædt og som har nogle flere muskelkræfter at spille med, men det var samme historie, så det endte med, at sengen med det tunge stel og overskabene blev båret de sidste slidsomme metre op til hytten.
Snescootererne blev efterladt nede ved isfoden.
(Snescooterne nede ved isfoden)
Sengen kunne akkurat stå, hvor vi havde tænkt, at den skulle stå og med tiden tør det frosne fjord-vand, som blev kørt op i den, vel også op?
(Bag duggede linser)
Vi hyggede, fik noget kaffe, spiste en medbragt småkage, hyggede lidt mere og nød livet.
Stilheden derude er rungende.
Der er stille og tiden står stille i et skønt øjeblik.
Mit forslag om at blive hentet med båd, når fjorden engang er tøet op, var måske lidt langt ude og blev overhovedet ikke kommenteret, men jeg var ikke meget for at skulle køre samme vej tilbage over isen.
Den eneste vej, sådan umiddelbart.
Hjemturen gik stærkt.
Virkelig stærkt og det endda uden briller, som jeg tog af, fordi de blev ved med at dugge.
Okay, tog af er måske lidt i underkanten.. flåede af og stoppede i lommen, mens jeg kørte, med hvad jeg følte var døden i hælene.
Du kender mig nok nok til at vide, at jeg kan være lidt melodramatisk og overdrivende, men gashåndtaget var vitterligt trykket næsten i bund, for det var uden tvivl en rigtig dårlig idé at sætte farten ned, medmindre vi havde lyst til at lade maskinerne grave sig ned i det våde, tunge søle.
Og selvfølgelig får man forfrysninger, når man kører små 100 km i timen i 17-18 graders kulde med visiret på hjelmen slået op. (har lige regnet ud at med chillfaktor ca –50 graders kulde)
Først gjorde det ondt, så gjorde det slet ikke ondt og da jeg kom ind i varmen og under den varme bruser gjorde det ondt igen.
Huden er tyk, stiv og brændende,
men hvad.. det er ikke første gang og sikkert ikke sidste gang.
Kan du se, at mine kindben er hævede, røde og huden er fortykket?
Det har været en herlig dag.
Selvom jeg har overskredet nogle grænser og selvom min hud føles ubehagelig, har det været en dejlig, dejlig dag ude i den fri natur med solen lige i ansigtet, stilheden som lydkulisse og samvær med dejlige mennesker.
Håber, at din dag har været lige så herlig som min.
