Farvel til 2011 / velkommen til 2012

Lige om lidt vinker vi farvel til år 2011.

Jeg hader at sige farvel.. men tænker, at når jeg har så svært ved at sige farvel, må det skyldes, at det som jeg skal tage afsked med, er godt og dejligt.

 

Det har dette år været.

Igen, fristes jeg til at sige og det er jo glædeligt.

 

De sidste 365 dage har budt på mangt og meget.

Vi har oplevet, levet, vokset og er blevet rigere.

Ikke rige på penge og jordisk gods, men på oplevelser og minder.

 

Sara var i sommer i England på sprogrejse, mens Jan, Laura og jeg var i Østrig i en hel uge.

Det var en dejlig tur med masser af gode oplevelser og Sara kom også hjem fra England med bagagen fuld af gode minder.

 

Vi var i Danmark, hvor vi havde nogle dejlige uger med familie og venner. Dejlige stunder, som er gode at tænke tilbage på.

Faktisk har jeg aldrig holdt en bedre ferie, hvor det var så svært at komme væk fra.

 

Da vi rejste efterlod vi Laura i Danmark.

Det må være den sværeste “farvel og på gensyn”-afsked jeg har taget, men bare en måned efter at hun var startet på efterskolen, kunne jeg høre på hende, at det var et godt og trygt sted hun var havnet.

Så gør det ikke så meget, at farvel-let var så svært.. for mig.

 

Efteråret gik med hytte-byggeri og da vi lukkede af for vinteren for ganske kort tid siden, var det også lidt svært, at sige “farvel og på gensyn”.

Den hytte giver allerede så meget til drømmerierne og jeg ved, at mange af vores drømme lige om lidt bliver realiseret og virkeliggjort.

 

 

Lige om lidt vinker jeg farvel til 2011.

Farvel og tak for alt.

Du gav mig så meget år 2011 og jeg er så taknemlig.

Vi er sunde og raske.

Mine tre børn har det godt, trives og udvikles i den rigtige retning.

Hverdagene er der flest af og jeg synes, at vi fylder hverdagen med de rigtige ting.

Ting, som giver mening, giver fylde og som giver glæde.

 

Jovist har livet i år 2011 også indimellem vist tænder og bidt fra sig, men småbiddene har ikke fået lov til at bide sig fast og blive hængende.

Indimellem har jeg bidt igen.

Bare et lille nap, et haps, et niv, for at vise, at jeg ikke vil give plads til bidemærker eller sår.

 

 

Jeg vil tage alle de små og store ting fra 2011 med ind i det nye år.

År 2012.

Jeg vil fylde dig med de akkurat samme ting, som jeg fyldte på året, som vi lige om lidt vinker farvel til.

Jeg vil ikke lave store forkromede projekter og nytårsfortsæt for 2012.

Nej!

Jeg vil fylde hverdagene med glæde og taknemmelighed, tage det sure med det søde og håbe på, at livet i 2012 er ligeså skånsomt og kærligt, som det viste sig at være i det forgangne.

 

 

Jeg vil, inden vi starter på et nyt, uspoleret kalenderår, sige tak til dig derude.

Tak fordi du fulgte med og gav dit besyv med.

Det glæder mig altid, når du skriver en kommentar, en mail eller en hilsen.

Dem har jeg fået rigtig mange af igen i år og det glæder mig.

Pas godt på dig selv og dine og kom godt ind i det nye år.

Kærlig hilsen Dortheivalo

Købe-strik og luksus-knapper

Een har engang sagt: “ jeg omgiver mig med kloge mennesker, for så tror folk, at jeg også er klog”.. eller noget i den retning.

Jeg omgiver mig med dygtige mennesker, har jeg lyst til at sige, for så…

Min lillesøster Lena havde strikket denne flotte krave i moskus-uld, men den var blevet for lille til hende, men den passede mig.

Jeg har betalt for garn-prisen, men hun ville ikke have noget for sit store arbejde. Heldige mig.

Der var endnu ikke syet knapper i, så jeg var på vej ud for at købe nogen, da min far kom forbi og hørte om min plan om købe-knapper.

Han tilbød straks at han ville lave nogle til mig.

De er lavet i moskushorn, så det kan ikke passe bedre sammen.

Kraven er umanerlig varm, let og lækker, så den er allerede taget i brug og mens den nu hænger på mine skuldre og varmer, tænker jeg på de dygtige mennesker, som ovenikøbet er kloge, som er omkring mig.

Tak til min dygtige far og til min dygtige søster og se så lige resultatet af min søsters og min fars arbejde

Vindstille

Nu er dagen ikke bare gået på hæld, men er gået helt bort.

En ny dag er startet, men først skal natten overståes.

Til aften var der for en gangs skyld ingen vind. Næsten ingen vind, så vi kørte en tur; Sara, Jan og jeg, mens Laura havde besøg af en veninde.

Jeg havde håbet på nordlys, men himlen er dækket af et tynd lag skyer.

Øv.

Så kan vi da også bare tage et billede af sygehusets juletræ og glæde os over, at vi er sunde og raske.

Jeg håber ikke, at der ligger nogen på sygehuset.

Jeg håber, at alle sidder hjemme i deres trygge, gode hjem og nyder hinandens selskab den næstsidste (faktisk den sidste, for klokken har rundet midnat) dag i 2011.

Og jeg kunne da også bare forsøge, at fotografere byens juletræ en gang til… forsøge, men så kom vinden tilbage og rystede mit stativ,  (okay, jeg hjalp lidt til, da jeg indså, at det alligevel var ødelagt og måske fordi jeg blev en anelse hidsig)

men måske jeg kan nå, at få et ordentligt billede af byens fine træ inden det bliver pillet ned?

Jeg ville så gerne have fotograferet lidt, men jeg føler, at alle de billeder, som kan tages i og omkring byen er blevet taget.

Jeg kunne jo selvfølgelig også bare starte forfra og forsøge, at gøre det lidt bedre og bedre og bedre, for der er masser af plads til forbedringer.

Skulle det mon være mit nytårsfortsæt?

Krav på en krave og luksustilbehør til mine strømpepinde

Jeg troede, at jeg havde strikket det sidste stykke strik for i år, men i går aftes kom jeg til at kede mig.

Intet at strikke på og det eneste at give sig til var køkkenskabe, der trænger til at blive vasket.

 

Køkkenskabs-rengøring i juleferien? NUL.

 

Så fandt jeg et nøgle sort Drops Karisma frem og strikkede en løs krave efter gehør.. jeg har nemlig set nede i strikbutikken de lækreste kraver og tænkte, at det kunne jeg vel selv lave.

Da jeg kom til pyntningen måtte jeg dog give tabt.

Dem nede i forretningen er med indfiltet pynt og det kunne jeg altså ikke få til at lykkedes, så jeg har syet min pynt på, som iøvrigt er cocoon garn, som jeg har klippet lidt til.

Måske det også handler om, at det er ren ny uld, som ikke lader sig filte så let?

 

Nu har jeg noget varmt pynt, som varmer skulderne og jeg laver helt sikkert nogle flere kraver med noget andet pynt senere.. en dag, hvor alternativet er køkkenskabs-rengøring eller gulvvask.

Jeg fx. se kraven med frynser, med perler, med franske knuder og …

Og for en gangs skyld var jeg en anelse forudseende og skrev ned undervejs med maskeantal og udtagninger, så det hele kan gøres om, når tid, lyst og behov er til det.

 

Og så synes jeg lige du skal se, hvad min far har lavet til mig:

En strømpepindeholder i moskushorn og træ fra en gammel gevær-kolbe.

Den er bare så flot, så flot og billedet yder slet ikke holderen retfærdighed.

Jeg er altså bare så heldig, som nogen kan være!

Lyst

Har du fulgt med i nissebanden i decembermåned?

 

Ikke for at skuffe dig, men der er en hel del snyd i den julekalender, bare at du ved det.

Det er skam rigtigt nok, at julemanden bor i Grønland og han har en masse trofaste nisser, som hjælper ham.

Det skal der ikke sås tvivl om.

Dét er ikke snyd, men der er altså meget, meget koldt på denne årstid heroppe, så de har ikke kunnet løbe afsted uden varmt overtøj, som de gør i julekalenderen og ikke mindst, er der overhovedet ikke dagslys på den måde, som kalenderen viste.

 

Næ, der er faktisk mere mørkt i Uummannaq, hvor filmen er optaget, end fx. her i Sisimiut og her er skam mørkt nok.

 

Ikke for at klage eller brokke mig, men næsten hele juleferien, som (hulk hulk hulk) snart allerede er forbi, har det blæst, stormet og sneet.

 

Nogen gange på samme tid endda og så har det været mere mørkt end det ville have været, hvis himlen havde været fri, blå og høj.

I morges da vi vågnede, kunne vi se blå himmel, men vi kunne også ud af vinduet se, at det blæste.

Sneen blev flyttet rundt på, men indefra og bag ruden, hvor her var varmt og lunt, så det godt ud.

Der er altså et eller andet over snefygning.

Omkring middagstid stilnede blæsten og fygningen og frem tittede solen og Jan og jeg styrtede ud for at hilse den velkommen og for at nyde det alt for sjældne syn.

 

Det var godt, at Jan fik gang i hundeslæden i går, hvor der var en anelse mindre koldt.

Og mens der stadig var en anelse dagslys. I dag ville have været for koldt.

 

Hundene var glade og det var Jan såmænd også.

Laura var med for at hjælpe Jan afsted.

Især den første tur, kan det godt være lidt problematisk, hundene er vilde, vil slås og markere sig i hierakiet.

 

Som du kan se, skal man være pakket mere end godt ind, hvis man vil køre hundeslæde på denne tid af året, så Nissebanden i Grønlands påklædninge tyder mest af alt på at filmen er optaget i det sene forår, hvor der stadig er sne og is, men varmere i vejret og lyst det meste af døgnet.

Jeg siger det bare, så du ikke bliver skuffet, hvis du engang vil herop og finder det mørkt og koldt.

 

Da Jan og jeg kørte afsted i dag for at se det sjældne syn af solen, stoppede vi et sekund, hvor jeg tog dette billede.

Dem, som bor i det hus, hvor solen skinnede ind ad, må have følt, at de blev badet i lys.

Kan du se vinduet, hvor solen spejlede sig?

Og ude i sydkvarteret,

var der også adskillige vinduer, som strålerne kiggede ind af.

 

I dag kl 14.49 var solen allerede væk i gen.

Den hang lige over horisonten i et langt, rødt og magisk øjeblik, inden den forsvandt.

Lige inden lyset forvandler sig til mørke, farves verden i det mest fantastiske blå lys.

Indendørs snerydning

Det har blæst og blæst og blæst og blæst.

Vinden har været i øst og vores dør lukker ikke helt tæt.. kunne vi konstatere i morges, da vi stod op.

Det er ikke hver dag, at vi skovler sne.. indendøre.

ØV!

Vest og sure miner

Jeg ønsker mig en gine til min fødselsdag.

En gine i min størrelse og uden ansigt.

 

Det ender næsten altid med, at jeg bliver både sur og frustreret, når jeg skal fotograferes.

Jeg indstiller kameraet, skyder et par prøvebilleder for at være sikker på, at det bliver skarpt

og alligevel går det altid galt..

og så bliver jeg sur.

Og der er endda ellers autofokus på mit kamera, som er slået til.

 

 

Jeg ved, at Jan tager fine og gode billeder med sit kamera, men det er mig en gåde, at det alligevel går galt, når han får stukket mit kamera i hånden.

 

Nu ved du så, hvorfor jeg næsten altid ser så sur og bister ud på billeder.. de billeder, som Jan tager.

 

Når Sara tager billeder af mig, står hun altid og laver gas, fis og ballade, siger mærkelige, underlige og uforudsigelige ting, som får mig til at grine, så måske skulle jeg have ventet til hun kom hjem?

 

På den anden side, er det jo ikke et billede af mig, men et billede af den færdige vest, som jeg blev færdig med i går, som jeg vil vise.

 

Planen var, at jeg ville bruge en stor, hvid knap, lavet af narhval-tand, som jeg har liggende, men da det kom såvidt, at der skulle knap i, kom jeg i tvivl og syntes, at den blev for hvid og kønsløs.

 

Heldigvis sad min far i sin kælder i dag og lavede strømpepinde-holdere og jeg gik derfor over til ham og lavede to knapper,

som jeg har sat en broche-fidus bagpå, så jeg kan skifte “knap”, når og hvis humøret er til noget andet end rensdyr-gevir.

Farven på vesten er meget svær at gengive på billederne, men den er mere mørk og rust-rød end orange.

Det bliver vist det sidste jeg får skrevet på min “strik 2011” (listen er at se i venstre side af bloggen)

På nedenstående billede passer farven sådan nogenlunde, selvom jeg ser meget hvid ud i ansigtet (har også lige været ovre og se Twilight med Laura i biffen)

som du kan sikkert kan se, har jeg syet en tynd, tynd gennemsigtig elastik i ærmet.

Det flanede og så mildest talt dumt ud, men elastikken har nu lagt ærmet en anelse ind til armen.

Der har nu ellers været nok at smile af i dag.

Jeg har købt en paryk, som vi naturligvis startede med at sætte på Jans hoved.

Den stakkel og godt, at han ikke har hår.

Han er nu pænere uden.

Jeg prøvede den også.

Nu ved jeg ihvertfald hvilken frisure og hvilken hårfarve jeg IKKE skal have.

Og nu ved du, hvorfor jeg ønsker mig en gine til min fødselsdag engang.

En af gaverne

Jeg har fået et objektiv af Jan i julegave. 50mm 1,4F, som der øves på.

 

 

Der behøves ikke meget lys for at fange billedet.

Desværre vil de indfangede ikke så gerne offentliggøres, så du må bare tro på, når jeg siger, at billederne er knivskarpe.

 

Hvalpen, som er født lige før jul, siger dog ikke så meget. Grynter lidt veltilfreds og laver små smaskelyde.

 

Jans tæver er enten golde eller så har hans hanner ikke lige fattet det med forplantning og mangfoldiggørelse, så Jan har lånt en tæve, som var med hvalpe, af sin bror.

 

Der kom 4 hvalpe i alt, hvoraf de tre var tæver.

Tæverne blev slået ihjel øjeblikkeligt, mens hannen fik lov at blive.

Den er stor og velnæret og hans mor passer på ham.

Jan passer godt på både mor og hvalp.

Det er efterhånden mange år siden, der sidst har været hvalpe i Jans hundespand og hvalpen har allerede været ude af kassen for at blive beundret.

Prøv lige at se en baby-pote:

 

Og en lille snude:

Den er godt nok kær, den hvalp.

 

 

Til jul tændes der levende lys på kirkegården.

Det er så smukt og rørende.

Vi tænder også lys på “vores” grave.

Lige nu blæser der en meget, meget hård vind fra øst, drejende mod syd, så det er næsten umuligt, at fotografere.

Desværre, men du skal da lige se lidt af kirkegården, så du kan forestille dig, hvor smukt det er:

 

Himlen har været overskyet, så der slippes ikke meget lys igennem ovenfra.

Jeg kunne ellers godt trænge til lange, lyse dage her i min ferie, hvor der kunne samles energi til arbejdet, interesserne og alt derimellem.

Faktisk fantaserer jeg om en sejltur op til hytten.

Fantasien går på en tændt, varm ovn, stille hav, masser af stearinlys og alle mine kære omkring mig, men det har lidt lange udsigter, for jollen er på land og fjord-isen er endnu ikke frosset til, så man kan køre på den..men lige om lidt..om en måned eller to..

 

Måske jeg skulle fantasere om noget mere realistisk, som fx en kop kaffe, som er lige indenfor rækkevidde, hvis jeg rejser mig?!

Og jeg kunne strikke lidt videre på min vest under den tændte lampe, som giver rigeligt med lys, sidde i mit sofahjørne og se lidt fjernsyn og indordne mig årstiden uden at lade fantasierne løbe af med mig.

Jeg kunne så meget og jeg tror, jeg vil kaste mig ud i det.

Det røde julemysterie

Så gør det ikke noget, at jeg viser vesten, som jeg strikkede på i slutningen af november og starten af december.

I min familie trækker vi lod blandt de voksne, hvem vi skal give en julegave til og i år skulle jeg give min mor en julegave.

 

Min mor og jeg har nogenlunde samme tøjsmag uden vi dog går i det samme tøj og jeg tænkte straks, at jeg ville lave en gavekurv til hende.. det fik jeg nemlig af Dudi sidste år og det vakte lykke. (Mine julegaver i år er et helt kapitel værd, så dem får du ikke at se endnu, men jeg vil så gerne vise dem, så lige om lidt..)

I løbet af efteråret, havde min mor henkastet sagt, at hun ønskede sig en vandfast mascare, så det  var jeg ude og finde til hendes kommende julekurv og hun klagede på et tidspunkt over sine tørre hænder og med al den opvask, madlavning og rengøring hun foretager for at byde os på god mad og hygge, så syntes jeg helt bestemt,at hun også skulle have en fed, god håndcreme ned i kurven.

Der blev også lagt et tørklæde i cashmere/silke ned i kurven og en lidt mere privat ting også, men det, som jeg var allermest spændt på var, om hun kunne lide denne vest, som jeg strikkede til hende:

Garnet er originalgarnet fra Geilsk og jeg strikkede str. M/L. Hvor mange gram, der gik til vesten kan jeg ikke huske, men det var hyggeligt strik og jeg kunne godt finde på at lave een mere på et andet tidspunkt, for kraven gør, at skuldrene er varme og “skødet” gør, at man får dækket de uheldige “folder” lidt væk.

Designet er sjovt og anderledes med den store cirkel, der ender som en vest, så jeg håber, at den bliver et hit.

 

I går var det børnenes jul med juletræsdans og gaveuddeling.

I dag er det de voksnes jul. Siger man heroppe og i morgen er det de unges jul.

 

Lige om lidt skrå vi allesammen over gaden igen for at spise frokost hos min mor.

Det er ikke en almindelig frokost, men et bugnende frokostbord, som er blevet forberedt over lang tid.

Jeg ønsker dig og dine glædelig jul.

Dagen før

Julen er fyldt med traditioner. Ihvertfald for vores vedkommende.

D. 23 december går jeg over til mine forældre, hvor jeg pynter deres juletræ.

Det er en tradition, at juletræet ser ud som det gør.

Det er pyntet med røde kugler, guld-ornamenter fra Unicef og papirstjerner og et enkelt rensdyr, som er tussegammelt.

Juletræet ser altid sådan ud.

Nogen vil måske mangle både englehår, guldlamellerne, kræmmerhusene, papirhjerterne og flag-guirlanden?

Hjemme hos min mor ser juletræet dog altid sådan her ud og jeg synes det er pænt.

Det skal jeg jo næsten synes, eftersom det er mig, som pynter det på samme måde år efter år efter år efter år.

Det er også en tradition, at hun har en julebuket stående på skænken.

En flot een, købt i Centrumkiosken og oftest købt og hentet af min far.

Det er tradition, at når juletræet er færdigpyntet, kan vi sætte os i sofaen, hvor der bliver trakteret med Lenas fine hjemmelavede julekonfekt, æbleskiver, gløgg/te/kaffe og de hjemmebagte klejner og brune kager, mens vi beundrer det fine træ.

Der hænger naturligvis stjerner i vinduerne og mange forbinder den orange julestjerne med jul i Grønland.

Den har dog aldrig hængt hverken hos os eller hos mine forældre.

Hos mine forældre hænger denne ude i vinterhaven og en stor rød een i altandøren:

Hjemme hos mig, skifter det lidt. I år hænger der en stor guld-stjerne i stuevinduet, men sidste år, var den i rød metal-papir.

Sara har fået en ny stjerne i år.

Det ses ikke så tydeligt på billedet, men den er mere grøn, end den er noget andet:

Laura har haft sin i rigtig mange år. Hun har selv valgt den, da hun var lille. Som årene går, bliver jeg mere og mere glad for den.

Inde i det værelse, hvor Simon sov, da han var her, hænger der en stor hvid een af slagsen.

Den er enkel og elegant.

Det er vist den, som skal hænge i stuen næsten år.

Hvis jeg husker det..

I år har jeg kun hængt guldfarvet pynt op i stuen.

Sidste år nåede jeg at blive så uendeligt træt af den julerøde farve, så i år blev det guldpynten, som kom op.

Jeg har en pænt stor kasse med julepynt i guld, hvid og røde farver. Det skifter lidt fra år til år, hvilken farve jeg kan holde ud at kigge på i en hel måned.

Min krans af grene, som hænger over sofabordet har skiftende pynt året rundt, men lyskæden hænger der altid og giver lidt lys.

Jeg er meget, meget lidt glad for lamper, der hænger ned fra loftet, så der er kun kransen og lamperne over spisebordet.

Traditionen tro, laver jeg ris a’la manden til i morgen.

Dudi har sendt mig to hele stænger af Princips de bedste. De er suppleret med nogle rimeligt gode fra Brugsen. I mangel på bedre-vaniliestænger.

Grøden duftede fantastisk. Den er afkølet og en kæmpebunke mandler er smuttet ud af deres skind.

De skal hakkes og blandes i grøden i morgen sammen med en smule flødeskum.

Ikke for meget og heller ikke for lidt.

Der er også tradition for, at vi tager på kirkegården og tænder lys for vores bedsteforældre og jeg har en grav, hvor jeg sætter lys to gange om året.

Graven er ikke min, men mine venners.

De bor her ikke mere, så derfor har jeg fået det ærefulde hverv, at kigge lidt til den.

Det ansvar tager jeg meget alvorligt, men på den hyggelige, gode måde og med stor glæde.

Kirkegang og dans om juletræet er også fast tradition sammen med and og masser af tilbehør og det er lige så sikkert om amen i den kirke, som vi næsten lige har forladt, at jeg spiser for meget.

 

Har du også en meget traditionel jul?