Workshopping

Jeg deltager i en workshop i disse dage. Eller rettere aftener, for workshoppen starter først kl 19, så dagene er lidt lange, men gode.

 

Det er meget anderledes og lidt tankevækkende, at deltage i workshoppen.

Der er folk med som jeg kender og hvis billeder, som jeg kan skelne mellem alle andres, men der er også folk med, som jeg absolut ikke kender.

Det er interessant, at møde folk på den måde.

 

I går skulle vi med en stump garn illustrere vores liv, os selv.

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, fingerstrikkede jeg et par centimeter for at vise, at jeg har en del hobbies, som jeg sætter meget, meget højt.

Der er en del mennesker, som gør deres hobbies, deres passion til deres levebrød og faktisk har der lige i fjernsynet været en udsendelse om folks passioner.

Det er interessant, hvad der fænger det enkelte menneske og det kan også være interessant med folk, hvor intet absolut fænger.

Jeg tilhører den kategori, som er let antændelig og hurtigt bliver fanget og interesseret i noget.

For 10-15 år siden kunne jeg ikke læse en strikkeopskrift og sten, var noget man kastede efter de løse hunde.

I dag er jeg så absolut fanget af at strikke og i perioder sliber jeg sten.

Det hele skal fotograferes og derfor slæber jeg rundt på mindst et kamera hele tiden. At jeg så indimellem også øver mig i at tage lidt bedre billeder, kan vel også kaldes en hobby.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville forsøge, at gøre een af mine hobbies til min levevej, for hvad skulle jeg så lave i min fritid?

For mig er det vigtig med alsidigheden, afveklingen og inspirationen fra begge mine verdener.. fritiden og arbejdstiden. Nogen gange overlapper de hinanden og nogen gange er de virkelig to verdener, to forskellige liv, som ikke har noget med hinanden at gøre.

Det forsøgte jeg at illustrere med min fingerstrikkede stump, som Sara var så venlig at fotografere, for hun var nemlig med i går, men kunne ikke deltage i dag pga matematik-lektier og i morgen, som er sidste dag, har hun også meldt afbud, da hun skal til klassefest.

I aften skulle vi skrive nogle ord på et stykke papir og klippe papiret ud.

Okay!

Vi skulle fortælle noget om vores liv igen.

Jeg valgte at løse opgaven på denne måde:

På juletræet, som står i cafeen i Taseralik, hænger der en lyskæde.

Een af lysene forsøgte jeg at ramme/fotografere i centrum af papiret, hvor havde klippet hjerter ud.

Jeg synes selv, at jeg har en positiv tilgang til mit liv i al almindelighed.

Når jeg støder på problemer vælger jeg at se mulighederne og forsøger at lukke øjnene for begrænsningerne.

Da jeg var 21 år fødte jeg mit første barn, med et alvorligt handicap.

Dét satte rigtig mange ting i perspektiv og jeg forsøger til stadighed, at fastholde det perspektiv.. at være taknemmelig og glad for de muligheder, som jeg får, bliver givet eller som jeg selv vælger.

Naturligvis er der glimt af utilfredshed og ærgelse hver dag, men de fylder ikke meget, for det må de ikke. Mit liv skal være lyst, let og enkelt i sin grundform.

Hjerterne behøver jeg vel ikke engang at forklare?

De symbolisere al den kærlighed og omsorg, som jeg føler, jeg er omgivet af.

Jeg føler mig elsket af rigtig mange mennesker og det er jeg dybt taknemmelig for.

Og ordet nysgerrig.. jeg elsker at lære og det kommer sig af, at jeg er så nysgerrig.. hvordan gør man? Kan jeg?

 

 

Jeg genbrugte et hjerte.

Hjertet for kærligheden og perlerne i massevis for at symbolisere alle de stunder, glimt og episoder af lykke, som jeg allerede nu har oplevet.

 

Det er en smule stressende, at blive stillet en opgave, som skal løses på 10-15 minutter og med kun en stump garn eller et stykke papir, men lærerigt.