Mørke

Dagslyset nåede ikke frem til os i dag.

Det gjorde regnen, blæsten og mørket.

Stemningsløs

Traditionen tro, var jeg på folkebiblioteket og lave deres juledekorationer.

De bruger gran og farver, som jeg ikke selv ville have valgt.

Det er udfordrende og sikkert derfor, at jeg synes at det er sjovt, til trods for at jeg ikke får andet for det end et stort tak og varme kram.

De er, ligesom resten af institutionerne her i byen, også underlagt et meget stramt budget, så kuglerne bliver gemt fra år til år og pyntegran-bundtet består af sølle eet bundt.

Det er om at kunne få det til at række mere end hvad godt er.

Du kan se dekorationerne fra sidste år og sammenligne med dem i år..

De er meget ens, men personalet er tilfredse og så er jeg jo tilfreds.

Dog er jeg bange for, at det måske er al det juletam-tam med gran, ler og glimmer, der giver mig kløe.

Det er sikkert som amen i kirken, at jeg får allergi, når jeg laver juledekorationer.

Jeg kan sagtens være i nærheden af både enebærrene og grannene, men at have det mellem fingrene giver kløe under huden.

Ikke mere end at jeg skal huske at tage min antihistamin, men alligevel nok til at jeg føler, at der vandrer en halv milliard små myrer rundt under min hud, i ganen, i øregangene og i min næse. Dét kilder og klør.

I morgen, når jeg tager over til min mor og laver hendes dekoration vil jeg være på forkant og tage en allergi-pille inden jeg rører ved enebærrene.. så kan det være, at det er lidt sjovere, at lave dem??

Ude foran biblioteket står en varde.

Den blev lavet af de ældre her i byen, da en gruppe ældre fra Canada var på venskabsbesøg.

Nogen har lavet hærværk på den og ødelagt den. Nu mangler den armene. ØV! Du kan se, hvordan den så ud før ødelæggelsen her

Som du kan se, er der ingen sne. Det lidt, som er, er ikke at regne for noget.. overhovedet!

Vi vågnede til +12 grader. Det har regnet i nat og det meste af dagen i dag.

Det bliver spændende at se, om vi kan gå rundt om juletræet i morgen, når det bliver tændt kl 15.

Lige nu regner det og det virker ikke særligt julet.

Det er svært at finde den rigtige jule-stemning frem.

Bortset fra, at vi nærmer os julemåneden og at ånden ikke vil indfinde sig, er vejret faktisk behageligt at gå ude i. Hvis det fx havde været midt i september..

 

I mit billedbehandlingsprogram fandt jeg panorama-fidusen.

Her er to billeder sat sammen.

Jeg er ikke klar over, om du kan klikke på billedet for at se det større, men du kan da prøve

Næste gang skal jeg huske mit stativ og så kunne det jo være at der kunne blive et godt billede ud af landskabet (uden sne) omkring mig. Jeg gad ihvertfald godt at prøve.

Bloggen kunne fx. godt trænge til et nyt “hoved”.

Hav en god 1. søndag i advent derude.

Måske til salg?

Næsten nederst i venstre side kan du se min sladrehank.. Feedjit.

Den sladrer om, hvor folk kommer fra og hvordan de er kommet ind på min blog.

Een fra Aarhus har søgt på: “ hundeslæde til salg” og kommet ind på min blog på dette indlæg

Vedkommende i Aarhus har nok også mere brug for hundeslæde inkl. hundene end os lige for tiden.. (måske vedkommende i Aarhus er træt af at køre fast hele tiden???)

Bluse med krave og babyvanter i moskusuld

Omsider blev den færdig.

Ærmerne holdt hårdt og motivationen røg et par gange under nul, når det hele drillede.

Jeg satte iveren og tempoet ned og gentog som i et mantra, at jeg strikkede af lyst og ikke af nød.

Det skal være en nydelse, at strikke, men jeg skal være færdig med een ting ad gangen.

Een ting, før jeg starter på noget nyt. Ellers hober det sig op i bunker og jeg mister både overblik og “den røde tråd” i hvert enkelt projekt.

Denne bluse med den markante krave, har været en glæde at strikke.. altså ligebort set fra da ærmerne viste sig at være forkerte.

jeg fandt ikke ud af om jeg havde gjort noget galt, læst opskriften forkert eller om opskriften var forkert?

Jeg valgte at trævle dem op og strikke dem forfra fra ærmegabet og lave kuplen om.

Det er jeg glad for.

Den sidste maske blev strikket onsdag aften, montering og vask inden jeg gik i seng og i går kunne jeg svøbe mig i lækkert garn, som jeg har købt hos Kenneth til foræringspris.

Opskriften fandt jeg i tillægget der fulgte med i Hendes Verden nr. 41-2010, men den kan også erhverves her sammen med originalgarnet.

Jeg strikkede min model kortere end opskriften angav (jeg er jo ikke så høj) og jeg strikkede en str. medium.

Som du kan se, sidder den faktisk lidt løst på mig, selvom jeg normalt er en str. 42/ Large (mindst) og ærmerne har jeg bukket op og syet fast på vrangen, da de ellers ville være for lange.

Jeg har brugt i alt 392 gram garn og brugt min Addi-rundpind nr 3.

Behøver jeg at sige, at jeg er ovenud tilfreds med det færdige resultat???

Har du endnu ikke været inde og se Kenneths garn, skulle du smutte en tur forbi og lade dig friste, for der er altså fristelser nok.

Jeg kunne sagtens lade mig friste igen og igen og igen; lige nu skal jeg dog begrænse mig.

Meget.

Jeg har projekter nok at gå i gang med.

Helt frem til sommeren år 2023 vil jeg tro.

Og sikkert også garn nok til den tid.

Lidt øv, når nu der er så mange fristelser.

(At jeg ser lidt træt og alternativ ud på billederne, skyldes ikke trøjen.. jeg bliver altså bare ikke god på billeder.

Jeg synes selv, at jeg ser bedre ud i virkeligheden, tøhøøøø.)

 

Min veninde, som jo er blevet aanaa (mormor, men det kalder man også en farmor, aanaa) spurgte om jeg ville strikke et par babyvanter uden tommel til hendes barnebarn?

Selvfølgelig, ville jeg det.

Jeg strikkede en hue forleden og der var masser af garn tilbage, så et par timer med strømpepind nr. 2½ og nu har dattersønnen de blødeste, lækreste og varmeste moskus-uld-vanter med en snoet snor i babyalpakke tvundet med håndmixeren (med dejkrogen)

At nå målet

Det er allerede fredag.

Tiden flyver afsted.

Jeg kan næsten ikke følge med og må da også tilstå, at jeg er bagud med nogen ting.

Jeg nægter at stresse.

Nægter at lade mig påvirke af det.

Nægter!

Jeg lovede mig selv i mandags, at ugen skulle blive god og det blev den.

Jeg anstrengte mig indimellem, men det var det værd.

De ting, som jeg er bagud med indhenter jeg lige om lidt. Uden stress.

Een ting ad gangen og der skal være plads til at stoppe op, være bevidst og lade tingene bundfælde sig.

Der er ingen, der er tjent med, at jeg snerper læberne sammen til en stram hønserxv, er negativ, stresset og kort for hovedet. Ingen og slet ikke mig!

I ugens løb, – een af aftnerne, hvor jeg kom for sent i seng og derfor var den, som skulle slukke og lukke af, kom jeg til at kigge ud af døren.

Hen over nattehimlen gled det sarteste og næsten lydløse nordlys hen over huset på os.

Lyttede jeg rigtig godt efter, er jeg overbevist om, at det var nordlyset, som jeg kunne høre knitre svagt mellem stjernene.

Måske var det indbildning?

Det er lidt lettere, at falde i søvn med noget smukt på den indre nethinde, så jeg blev lidt ekstra tid foran hoveddøren og nød at jeg lever et sted, hvor der er så meget smukt at se på, hvis man stopper bare lidt op.

Der er garanteret også noget smukt deromkring, hvor du er, hvis du kigger efter?

Vi har i modsætning til min søster i Aalborg, ingen sne.

Ydermere er der lovet regn i morgen, så det allersidste ryger nok adventsøndag.

Det bliver underligt at se byens juletræ blive tændt uden sne omkring sig.

Det kan jo meget vel være, at det er tilstande, som vi må til at vænne os til.

Måske skulle Jan overveje at sende sine slædehunde ned til Aalborg, hvor de ville gøre mere gavn end heroppe og hvor de ville være mere i deres rette element end her?? I sneen.

Apropos min søster i Aalborg.

Jeg chattede med hende i morges, mens jeg spiste min morgenmad.

Jeg savner hende og det trækker lidt nedad, at hun ikke kommer hjem til jul med sine drenge.

Sådan må det være og sådan bliver det.

Vi kan så glæde os over, at se dem til påske.

Min mellemste lillesøster og jeg tog på Kafé sammen og drak noget søsterkaffe.

Faktisk sad vi 1½ time på kaféen og sludrede, hyggede og slappede af.

Vi gad begge to godt have haft den yngste med os, men hun var i tankerne.

Øv, at man ikke kan hoppe på bussen og besøge hinanden.

Øv, at det er så dyrt at rejse til og fra Grønland. ØV når man savner sin søster og sine nevøer.

 

Ude foran Brugsen, står der sommer og vinter en ældre herre og sælger enebærgrene.

I sæsonen sælger han også sortebær, men enebær er efterhånden hans enemærke (aaaj, den var plat, undskyld!)

Normalt samler jeg selv til mine og resten af familiens juledekorationer, men i år er alt blevet forskubbet, udsat eller aflyst.

Jeg fik absolut ingenting dette efterår og så var det jo fint, at jeg kunne købe mig fra, at lave noget selv.

Jeg fik købt en meget flot krans, som jeg har lagt på mit lagkage-fad på fod og indeni kransen står nu 4 dybrøde blok-lys parat til at blive tændt advent-søndag.. een ad gangen, vel at mærke. Ikke på een gang.

Luksusgarn

Og til alle de strikkeglade med hang til luksus.. se lige her

God dag

En fantastisk dag på alle måder.

Da solen havde rundet hjørnet af Kællingehætten og de første stråler tittede frem bag fjeldet, farvedes himlen så smuk rød.

Månen krøb i skjul for solen bag Præstefjeldet

og mens det efterhånden sparsomme dagslys, badede dem, som kunne gå ud i det, sad jeg sammen med to af mine nærmeste kollegaer på et kursus: “ selvevaluering.”

Det er et længere kursus, hvor vi skal mødes med jævne mellemrum, lære at evaluere os selv, så vores undervisning bliver bedre og i sidste ende, at eleverne får mest ud af undervisningen.

Vi knoklede på livet løs men vi hyggede os med det samtidig, grinede af hinanden, men mest af os selv. Hyggehyggeligt.

Det gør en forskel at beslutte sig for at være positiv, optimistisk og se let på dagen og tilværelsen.

At bestemme sig for det og være bevidst om det.

Jeg har brug for det i mørketiden, som faktisk ikke er så mørk, som det kunne have været.

Tænk på dem, som bor nordligere end Sisimiut, hvor jeg bor.

De kan tale om mørketid!

For mig er det dog rigeligt med mørke i denne tid.

Jeg bliver vranten, negativ og pessimistisk, så der skal arbejdes bevidst med livssynet.

Jeg må ikke lade ævl, kævl og problemer af den ene eller anden art overtage.

De skal bearbejdes hurtigt og effektivt, så der igen kan blive plads til letheden og det indre lys. Også i dag lykkedes det og tak til alle dem og alt det som gjorde det lettere.

Jeg sidder helt alene hjemme lige nu. Det sker meget, meget sjældent, at jeg har huset helt for mig selv. Jan er til møde og pigerne er til træning.

Det er lidt luksus at være alene hjemme.

(iaften vil jeg altså strikke et par pinde på min bluse. Jeg laver alt muligt andet end forsøge mig med de ærmer)

Nemme marinerede gulerødder

Har du en pose halv-kedelig gulerødder??

Okay, de må også gerne være friske

Det havde jeg i går eftermiddags. Altså kedelige.

Dem kan man altid marinere og pakke ind i dressing, så de syner af mere og bedre.

 

Jeg startede med at ryste en dressing sammen af:

 

-ca. 1½-2 dl ekstra virgin olivenolie af den bedste slags

-et ordentlig bløb hvidvins-eddike

-en pænt stor teske-fuld stærk dijon-sennep

- 1 gerne 2 fuldfede fed hvidløg

-salt, peber og masser af basilikum af den tørrede slags.(Du kan garanteret også bruge frisk)

Smag til.

Måske vil du have ekstra sennep i?

Mere eddike i?

Måske mangler det salt eller mere peber eller måske har du ligesom jeg altid lyst til et ekstra fed hvidløg?

Jeg er basilikoman, så lidt ekstra basilikum og et drys mere.

Ryste, ryste og ryste… for derefter at lade det stå lidt

Derefter tager du dine gulerødder.

Skræl dem og skær enderne af.

Nu skal du skrælle videre.. helt ind til “stammen” og hele vejen rundt på guleroden, så du har lange, tynde strimler, som du koger,- nej, faktisk damper i lidt vand tilsat en smule salt.

De skal kun lige akkurat koges og der skal være bid i dem, så hold øje og gå ikke fra dem. De er tynde og bliver hurtigt smattede.

Hæld vandet fra gulerødderne ved at hælde dem op i en stor si og afkøl dem, inden du blander dressing og rødderne sammen.

Drys med ekstra basilikum.

Jeg elsker de marinerede gulerødder til kød-retter af den finere slags, såsom stege og bøffer.

At sætte sig et rimeligt mål

Mandag morgen kl ca 07.30 plejer ikke at være mit yndlingspunkt, men i morges, da jeg trådte ud af døren blev jeg mødt af dette skønne syn: Ingen blæst, ingen regn, ingen nedbør, men stjerneklart og næsten ingen minus-grader.

Helt og aldeles håndholdt i 4 sekunder, næsten ingen rysten på hænderne, men masser på billedet, men du skal ikke snydes for min mandag morgen.

Humøret var derfor højt og let, da jeg ankom til skolen, men det holdt ikke særligt længe.

Nogle af mine elever syntes bestemt ikke, at det var en god morgen og lynhurtigt bredte den kedelige stemning sig i klasselokalet.

At mine elever har særlige behov, som jeg skal varetage er jeg udmærket klar over og jeg er også klar over, at jeg skal yde lidt ekstra engang imellem og det vil jeg også mene, at jeg gør..ihvertfald engang imellem. Prøver på det, stræber efter det..

Desværre har jeg oplevet de sidste par gange, når jeg har klaget over visse ting og visse forhold, at få at vide, at jeg får ekstra i lønningsposen for det ekstra, som jeg yder, men jeg synes selv, at forholdene gerne må være rimelige for både mig og eleverne. Især eleverne.

At jeg får en ekstra skilling hver måned for mit arbejde i den afdeling, som jeg nu er i, betyder ikke, at jeg kan eller skal holde til det urimelige, det er der ingen, der skal og jeg synes godt nok, at jeg har tjent denne måneds løn til fulde i sidste uge og især denne morgen.

Supervision og “de-briefing” er en by i Rusland og kun takket være gode kollegaer, kan jeg hver dag tage hjem uden at medbringe hele lasten af arbejds-relaterede oplevelser.

Almindelig kollegial samtale med indbygget rummelighed og empati, hvor der er plads til at kritisere, kværulere og læsse af. Et kollegialt klap på skulderen, et smil og mentalt kram, gør meget i et arbejde, hvor man skal yde og give, selv i perioder, hvor der ellers ikke er meget at give af.

Heldigvis har jeg efterhånden lært mig selv at kravle op ad humørstigen igen og inden frokost kunne jeg igen gå til time med plads indeni mig selv til elever med særlige behov.

I den afdeling af skolen, hvor jeg underviser (blok 5) har dette vindues-maleri været i snart et årti. Solen skinnede udenfor og jeg syntes, det så sjovt, spændende og en smule pænt ud.

Det er faktisk pænere på billedet end i virkeligheden.

Jan kom i morges kl 08. Han måtte selv finde hjem i en taxa og gå direkte på arbejde. Ingen velkomstkram, men så kunne vi glæde os til at se hinanden, når vi fik fri.

Udover at se Jan kunne jeg glæde mig over solen, som hænger derude lige over horisonten og sender varme, bløde solstråler ind over land og by.

Jeg glæder mig også til, når skole 1 /Minngortuunnguup Atuarfia engang bliver renoveret.

Jeg har aldrig rigtig fundet ud af om gymnastik-salen også bliver renoveret eller ej??

At jeg håber inderligt, at den bliver gennemrenoveret, kan du læse om her, så det behøver jeg ikke trætte dig med nu.

Min dag startede godt og ender godt.

Jeg vil udvide det med: min uge startede godt og skal ende godt.

Det handler vel i bund og grund om at se positivt og optimistisk på det?!

Mind mig lige om det, hvis det kikser en af dagene i denne uge (uge 48 2010)

Øv-vejr

Laura træner nybegynderne i Taekwon-do om søndagen.

I det vejr, som vi holder os i dag, skulle hun ihvertfald ikke begive sig afsted alene og slet ikke på gå-ben.

Når jeg alligevel var afsted, kunne jeg passende smutte ind forbi skolen og hente nogle papirer, handle lidt ind til i morgen og så fik jeg da konstateret og bekræftet, at vejret er lige til at blive trist af.

Der blæser ligeså meget som jeg frygtede, vejene er 100% glatte og der er vådt, trist og en anelse deprimerende overalt.

Når jeg har hentet Laura hjem igen, om en times tid, vil jeg tænde nogle stearinlys, sætte Mr. depri-voice på

 

marinere nogle gulerødder, næsten efter denne opskrift og glæde mig over, at jeg ikke skal andet end passe på pigerne og mig selv i dag.

shaken, not stirred!

Jeg er rigtig, rigtig træt af, at vejret er blevet så ustabilt heroppe.

Normalt,- eller i min barndom, ville der være masser af sne.

Sne i rigelige mængder og kulde, der var til at tage og føle på.

Eller husker jeg mon forkert?

Jeg stod op til dette: Regn og rusk.

Mange steder er sneen væk og den bare jord og asfalt titter våd og bar frem igen.

Faktisk har det blæst så meget i nat, at jeg vågnede mange, mange gange, når vinden tog fat i husets gavle og tag og gav det en ordentig rusketur.

Jeg hader, når det blæser…så meget.

I følge DMI har vindstødene “kun” været oppe på 23 mtr./sek.

Jeg tror, at der er noget galt med deres vindmåler! Eller så har de taget gennemsnittets-stødene for hele vestkysten.

I nattens mulm og mørke, når fantasien rigtig kan løbe i frigear, kan jeg –og gør det, rigtig forestille mig, hvordan søm og skruer arbejder sig ud af træværket og vinden får frit lejde til at løfte taget af huset, knuse gavle og jævne mit hjem inden jeg kan nå, at redde mine børn ud af inferno og kaos.

Jeg forestiller mig, hvordan vores toyota hilux bliver smidt rundt i blæsten og rammer uskyldige mennesker, men i nat slap jeg for at tænke på jollen.

Den står sikkert nede foran huset og kan kun vælte.. i værste tilfælde, – som altså er mit foretrukne om natten, når fornuften har taget fri og slapper af.

Jeg hader, når det blæser!

Jeg var lidt fræk i går.

Jeg ringede over til mine forældre og spurgte om pigerne og jeg skulle spise hos dem.

Jeg lavede naturligvis maden og kom over med den og inden min mor kunne nå at sige nej, havde jeg sagt TAK.

Det er sjovere at spise, når man er flere.

Så rystet eller ej: vi skal over til min far og mor og spise i aften og jeg har lavet lakseroulade, som ikke helt ville som jeg ville.

Alle ingredienserne i rouladen er til stede, så mon ikke den smager som den skal, selvom den ser lidt alternativ ud???

1-2-3 Dette er en prøve

 

Jeg vil så gerne lære at lave slideshows.

Jeg vidste i grunden godt, at Laura kunne.

Nu har jeg forsøgt mig under hendes kritiske overvågning.

Hun er ikke helt tilfreds med, hvad jeg fik ud af det, men nu ved jeg lidt mere om det end jeg vidste for bare en time siden.

Det emmer af muligheder, syn’s du ikke?

 

 

Det er kikset lidt under overførslen, så “rulleteksterne” ikke er kommet med..

Alene hjemme

Det kræver, at man er hårdhudet og flegmatisk, at man er rummelig og accepterende, hvis man vil være taxachaffør her i byen. Ihvertfald, hvis jeg skal dømme udfra de få ting, som Simon har fortalt.

Han hader at være taxachaffør. Det er aller-aller-oftest fulde mennesker, der kører taxa.

Oftest så fulde, at de ikke kan finde ud af at betale for turen eller som bliver ubehagelige og som skal af med deres aggressioner.
Simon hadede at køre og især, når det var den sene vagt, han skulle have. Han blev udlært automekaniker sidste år, men har ikke kunnet få arbejde overhovedet og han har været rundt og spørge overalt for at få, hvad som helst.

Finanskrisen kan også mærkes heroppe.

Han var derfor ovenud lykkelig, da han blev ringet op, at de godt kunne bruge ham igen i Kangerlussuaq/SøndreStrøm Fjord, som security vagt i 8 måneder. Igen.

Han pakkede sit værelse så nogenlunde sammen og rejste i går, smilende, vinkende og med højt humør.

Et par timer efter tog Jan afsted til Nuuk, hvor han skal deltage i et møde.

Han kommer heldigvis allerede mandag morgen, så ham skal vi ikke vente så længe på at se igen.

Pigerne og jeg krøb sammen i sofaen, pakket godt ind i tæpper og så den 6. sans i går aftes. 

Jeg vil kigge lidt på min bluse i dag.

Trævle ærmerne lidt op, fatte mod og lyst og se optimistisk på flere ugers arbejde, som bare ikke må gå tabt.

Jeg har jo et par “hjemmesko”, som jeg gerne vil igang med; Jeg må ikke starte på nye projekter uden at have færdiggjort de gamle først, så på med arbejdshandsken og humørhatten

Trængende

Hvis jeg skynder mig lidt, kan jeg nå en hurtig morfar under min dyne inden aftensmaden.

Jeg trænger!

HJÆLP

Jeg er SÅ frustret, bitter, ærgerlig, træt af det, sur, gal… på mig selv!

Jeg har strikket, strikket og strikket og hvis ikke lige det var fordi jeg har gjort noget fuldstændigt galt omkring ærmerne, så var jeg altså færdig nu.

Jeg er ganske tæt på at give op, men garnet er lækkert og jeg har brugt vildt meget tid på den indtil nu og så ender det måske i ingenting. Jeg orker bare ikke pille to stk ærmer op, tælle, regne og … ARGGGGHRRRR!

Hvad gør jeg??? Kan du se, hvad jeg kan gøre uden at skulle igennem en hel bluse igen?

HJÆLP!

K.J

Kan du ikke få nervespidserne til at nå sammen?

Prøv med denne.

Jeg er vild med Karl Jenkins musik..

Det har jeg vist sagt et par gange før?!

Onsdag i Sisimiut

Vil du opleve noget af min dag?

Så kom med:

Da jeg fik fri fra arbejdet, kørte jeg ud i sydkvarteret af byen for at se solen. Det her er godt nok et billede i modlys,

- i medlys ser det altså sådan her ud:

Sol og lys…Det trængte jeg til.

Dét til trods, at jeg sidder en times tid om dagen med min terapi-lampe.

Den ægte vare er nu bedre, selvom den hænger lidt lavt på himlen,- lige over horisonten.

Det er blevet koldt og som du kan se, er der kommet en del sne.

Det lyser op i mørket.

Dét er godt.

Der er lidt koldt, men stadig ikke mere end, at jeg hverken har lange underbukser eller overtræksbukser på.

Det kan blive lidt koldt om fingrene, når man står ude med sit kamera, men jeg er jo kørende..

Mens jeg holdt og så på solen fik jeg lyst til tørret rensdyrkød.

“Hmmm.. hvor kunne det være lækkert”, tænkte jeg, men inden jeg smuttede indenom “brædtet” tog jeg på posthuset.

Jeg nåede jo, at blive helt forvent i starten af måneden med alle de præmier jeg fik tilsendt.

Heldigvis var boksen tom.. ingen regninger i dag.

Så har man da det, at glæde sig over om ikke andet.

Bagefter tog jeg så forbi “brædtet”, hvor “varesortimentet” spændte vidt. (Du kan se de resterende billeder ved at trykke på “ diasshow” knappen)

“Varesortiment” på "brædtet” Vis diasshow Hent alt

Lige fra frosne hele skællaks,

røgede ørreder

til søkonger og lomvier.

Jeg fik mit tørrede rensdyr.

 

“Brædtet” ligger dør om dør med Brugsen, som er blevet udvidet og renoveret.

Vi har fået en rullende rampe i Brugsen.

Om det er fordi vi ikke skal stå tilbage for Brugsen i Nuuk, som i adskillige år har været de lykkelige ejere af en rullende rampe, skal jeg lade være usagt.

Hvad der dog ikke bør være usagt er, at rigtig mange ældre mennesker her i byen aldrig har set hverken et rullende fortov, trappe eller rampe og derfor føler sig usikre, når de skal ovenpå i vores Brugs.

Lige for tiden har vi et stort udvalg af frugt og grønt. Det er skam ikke altid, at der er sådan.

 

Vi kan stadig købe grønlandske kartofler.

Jeg spurgte ud i Facebook om kartofler og alle de andre grønlandske grøntsager er økologiske, men nej,- det er de altså ikke.

Til gengæld skal de ikke hele verden rundt for at nå frem til os og miljø-mæssigt set, er det jo en stor fordel.

Prøv at tænke på en banan, en kokosnød eller en kiwi.. den lange vej fra den blev plukket til den ligger her i Brugsen i Sisimiut.. og vi kan købe en kokosnød for en flad ti-er, det er inkl. plukning, pakning, forsendelse, transport, brændstof og hvad butikken oveni skal tjene på den. Det er en lidt vild tanke, hvis man kommer til at tænke den lidt dybere.

At vi så samtidig støtter vores landsmænd, de sydgrønlandske kartoffel-avlere, gør jo hele historien en tand bedre.

 

Jeg synes altså, gammeldags og konservativ som jeg kan være, at butikkerne skulle vente med at julepynte og julehandle til julemåneden. Sådann helt ærligt!

Jeg ville forbyde al jule-gejl, fjant og fjas til julemåneden indtraf.

Der skulle vanke store og tunge bøder til de som tyvstartede og gjorde sig skyldige i min dybe jule-lede, som indtræffer allerede inden jeg overhovedet må åbne den første låge i julekalenderen. Alene fordi jeg har fået dækket mit behov for julefjas for tidligt på året. Butikkerne når jo knap at lægge badetøjet væk inden juleglimmeret kommer på hylderne.

Bøder og afstraffelse med en våd nissehue, samt inddragelse af alle de butiks-ansattes adventsgaver.. hvis det stod til mig.

Altså.. bare så du ved det!

 

Har du mistet forbindelsen derhjemme.. altså internetforbindelsen, kan du tage din bærbare computer med over i Brugsen, købe noget “tale-tid” og komme på internettet.

Hvis du ikke gider sidde der foran kasseapparaterne, kan du gå ned på Sømandshjemmet eller over på Taseralik (kulturhuset) hvor du også kan købe dig til lidt internettid, hvis du bliver for trængende.

Du kan også købe dig en kop kaffe og et pølsehorn, kage eller en slush-ice, som du kan sidde og indtage foran vinduet, mens du skraber et lod eller tjekker din nyindkøbte lottokupon, hvor du kan følge med i trafikken på Aqqusinersuaq/hovedvejen.

Før udvidelsen og renovationen kunne man tage en vogn uden at skulle putte penge /mønter i håndtaget først. Den tid er forbi. Nu skal du huske at have en passende mønt, hvis du skal handle stort ind.

Som i enhver anden butik med respekt for sig selv, står der også de der djævlske anordninger, hvor unger kan putte en 2-krone i en “automat”, hvor et kæmpestort, rundt stykke tyggegummi kører rundt for derefter at ende på gulvet foran automaten til ungens store fortrydelse.

Men det var helt sikkert sjovt, at følge tyggegummiets vej ned ad spiralen og de to-kroner værd?

 

Laura er mor for en dag.

Hun ville dog ikke lade ungen stå i vejen for hendes sangtime, så jeg kørte hende og babydukken på musikskolen, hvor jeg gav flaske, mens tulle-mor tog overtøj af.

Jeg ser ærligt talt ret dum ud, som jeg sidder der med våd, hængende underlæbe og giver flaske til en dukke, der både prutter, bøvser, græder og som skal have skiftet ble. Normalt kan jeg godt holde munden lukket og se lidt mere begavet ud. Oftest og normalt, bare så du ved det, men det er altså ikke hver dag, at jeg skal agere aanaa/mormor for en dukke en onsdag i november.

Laura ser heldigvis bedre ud og redder dermed familien ære på det område

 

Jan og jeg har været i biografen og se en grønlandsk dokumentarfilm om en hvalfanger.

Filmplakaten minder lidt om et billede, som jeg tog for et par år siden, uden dog nogen sammenligning

(Det ville fotografen til filmplakaten  nok blive lidt ked af)

Vinklen og tanken er da den samme. Sådan cirka.

Det er da lidt sjovt, syn’s jeg.

 

Nu er dagen gået.

Jeg har ikke nået en brøkdel af hvad jeg gerne ville: rydde op ovenpå, strikke på min bluse, finde og søge til nogle fonde til et projekt jeg har sammen med nogen andre, skrive et par mails, se på Lauras efterskole-ansøgningspapirer og en hel masse andre småting, som skal ordnes.. jeg har nået en masse andet; bl.a har vi også været en kort tur ovre hos mine forældre til lidt aftenkaffe, kørt en tur og et smut indenom Centrum-kiosken efter et blad.

En onsdag i november i en ganske almindelig, kvindelig borger bosiddende i Sisimiut i Grønlands liv.

I morgen ligner højst sandsynligt dagen i dag og det gør såmænd ikke så meget i det store hele.

Jeg er taknemlig for at leve i et demokratisk land, hvor jeg må sige, tænke og mene, som det passer mig, hvor der er religionsfrihed og hvor jeg kan bestemme så meget over mit eget liv, som jeg nu engang gør.

Jeg er glad for at være sund og rask, have et arbejde og at mine børn og min mand har det godt.

Min nærmeste familie lider ingen nød og skulle de få brug for tandlæge-/lægehjælp, kan de få det indenfor ganske kort tid.

Vi har et socialt system, som sikrer os, at vi ikke sulter ihjel og at vi kan få tag over hovedet.

Det er ikke alle i verden forundt, at have det lige så godt som jeg har det. TAK!