Bluse med krave og babyvanter i moskusuld

Omsider blev den færdig.

Ærmerne holdt hårdt og motivationen røg et par gange under nul, når det hele drillede.

Jeg satte iveren og tempoet ned og gentog som i et mantra, at jeg strikkede af lyst og ikke af nød.

Det skal være en nydelse, at strikke, men jeg skal være færdig med een ting ad gangen.

Een ting, før jeg starter på noget nyt. Ellers hober det sig op i bunker og jeg mister både overblik og “den røde tråd” i hvert enkelt projekt.

Denne bluse med den markante krave, har været en glæde at strikke.. altså ligebort set fra da ærmerne viste sig at være forkerte.

jeg fandt ikke ud af om jeg havde gjort noget galt, læst opskriften forkert eller om opskriften var forkert?

Jeg valgte at trævle dem op og strikke dem forfra fra ærmegabet og lave kuplen om.

Det er jeg glad for.

Den sidste maske blev strikket onsdag aften, montering og vask inden jeg gik i seng og i går kunne jeg svøbe mig i lækkert garn, som jeg har købt hos Kenneth til foræringspris.

Opskriften fandt jeg i tillægget der fulgte med i Hendes Verden nr. 41-2010, men den kan også erhverves her sammen med originalgarnet.

Jeg strikkede min model kortere end opskriften angav (jeg er jo ikke så høj) og jeg strikkede en str. medium.

Som du kan se, sidder den faktisk lidt løst på mig, selvom jeg normalt er en str. 42/ Large (mindst) og ærmerne har jeg bukket op og syet fast på vrangen, da de ellers ville være for lange.

Jeg har brugt i alt 392 gram garn og brugt min Addi-rundpind nr 3.

Behøver jeg at sige, at jeg er ovenud tilfreds med det færdige resultat???

Har du endnu ikke været inde og se Kenneths garn, skulle du smutte en tur forbi og lade dig friste, for der er altså fristelser nok.

Jeg kunne sagtens lade mig friste igen og igen og igen; lige nu skal jeg dog begrænse mig.

Meget.

Jeg har projekter nok at gå i gang med.

Helt frem til sommeren år 2023 vil jeg tro.

Og sikkert også garn nok til den tid.

Lidt øv, når nu der er så mange fristelser.

(At jeg ser lidt træt og alternativ ud på billederne, skyldes ikke trøjen.. jeg bliver altså bare ikke god på billeder.

Jeg synes selv, at jeg ser bedre ud i virkeligheden, tøhøøøø.)

 

Min veninde, som jo er blevet aanaa (mormor, men det kalder man også en farmor, aanaa) spurgte om jeg ville strikke et par babyvanter uden tommel til hendes barnebarn?

Selvfølgelig, ville jeg det.

Jeg strikkede en hue forleden og der var masser af garn tilbage, så et par timer med strømpepind nr. 2½ og nu har dattersønnen de blødeste, lækreste og varmeste moskus-uld-vanter med en snoet snor i babyalpakke tvundet med håndmixeren (med dejkrogen)