Livsforfattere og sene fødselsdage

Vores bryllupsdag glemmer vi ofte.. dog ikke i onsdags.

Da huskede vi den allerede fra morgenstunden og planlagde, at vi ville på kineseren og spise sammen.

De havde lukket, så… men vi huskede den.

Jan kom hjem med en stor, fin buket til mig, som står på sofabordet og lyser op.

(Jeg tænker: hvorfor er det altid manden, som kommer hjem med en buket/chokolade ell. andet til konen og ikke omvendt? )

Hele 14 år har vi været ægtefolk på godt og ondt.

Heldigvis mest på godt.

Ondt, har vi heldigvis været mest forskånet for og jeg krydser fingre.

Vi ramler ind i ondt indimellem, men vi har været gode til at tage hinanden i hånden og hjælpe hinanden op over forhindringerne, syn’s jeg.

Jeg håber, at Jan synes det samme?!

Det er med dyb beundring, jeg læser om ægtepar, som har været gift i over en menneskealder og som stadig er lige dybt forelskede og fulde af kærlighed til hinanden, for selvom det ikke er svært at elske Jan, kan jeg nogengange tage mig selv i at sidde i mit sofahjørne og tage ham for givet.

Han er der jo, går ingen steder, er en selvfølge i mit liv.. tror jeg, men som sagt fulgte der ikke en vejledning med, da vi blev født, ligesom der heller ikke fulgte en drejebog med, som vi kan slå op på sidste side i og se, hvad historien ender med.

Gudsketak og lov for det. 

Historien skal vi selv skabe sammen og jeg synes at Jan og jeg indtil videre har skrevet en ret god historie sammen om familielivet med børn, arbejde, fritidsinteresser, festdage og konfliktløsninger, men sammen skulle vi da gerne blive bedre og bedre, som erfaringerne bliver flere og flere.

Jeg ved, at jeg ikke er let.

Hverken at leve sammen med eller noget som helst andet.

Overhovedet ikke.

Faktisk vil jeg tro, at jeg kunne gå under betegnelsen middelsvær til meget-svær, at leve sammen med.

Jan klarer det med sit jyske temperament og sit flegmatiske væsen, sin enorme rummelighed og sin forfinede sans for at se tingene fra mere end een side.

Og ikke mindst sin kærlighed, som han jo viser ved at blive ved og ved og ved at komme hjem til lige netop mig og ikke finde vejen ud til en anden lettere og nemmere udgave.

Mon vi ikke alle sammen ind imellem tager vores mand/kone lidt for givet?

Jeg øver mig hver dag i, at værdsætte det menneske, som har valgt at dele livet på godt og ondt sammen med mig.

Jeg håber, at han mærker det?

 

Her tre dage efter vores 14 års bryllupsdag, fylder vores allesammens Sara 13.

Sara betyder på hebraisk prinsesse.

Hun er virkelig vores prinsesse.

En skøn een af slagsen oveni købet.

Hun er et dejligt, specielt mennesker, der vinder ved nærmere bekendtskab.

Jo mere jeg lærer hende at kende, jo mere holder jeg af hende både som datter, men i allerhøjeste grad også som mennesket Sara.

Da hun lå derinde under mit maveskind, vidste jeg godt, at vi ventede en lillesøster til Laura og endnu een til Simon.

Jeg havde en eller anden forestilling om, at hun var en Laura 2, en klon, men da hun kom ud i verden var hun fuldstændigt og aldeles sig selv. Overraskende anderledes, faktisk.

Det er hun stadigvæk.

Jeg havde termin til d. 1. juli og jeg forvildede mig næsten ind i tanker om, at hun aldrig ville komme ud.

Jeg havde inviteret min svigermor med til fødslen.

Min svigermor har kun sønner. Hele tre af slagsen og de har kun fætre.

Ingen døtre, der ville bede hende om, at komme og holde hånd, duppe pande og trække vejret synkront sammen med sig, når veer, sved og barselstårer blev for uforståelige og uudholdelige.

Jeg vidste, at Sara skulle være det /mit sidste barn, så svigermor skulle have chancen for at opleve et / sit barnebarn blive født, men Sara valgte, at blive født lige netop den dag, som svigermor/farmor lettede med helikopteren.

D. 24 juli for 13 år siden.

To hele døgn med uregelmæssige veer under en ulidelig varme, myg og en far, som netop havde fået en alvorlig lyskebrok, der umuliggjorde hans aktive deltagelse i fødslen.

Faktisk befandt farmor (og farfar) sig over Island, da Sara blev født.

En lille egenrådig pige, der vælger selv.

I den grad.

Hun overrasker stadig.. både med sin viljestyrke, sin gakkede humor, sine hurtige replikker og sin store latter.

Og ikke mindst sin ubetingede kærlighed til de mennesker, der er omkring hende.

Jeg er stolt over at være hendes mor, er jeg.

Jeg er stolt over, at skæbnen gav mig tid sammen med dette pragtfulde menneske, som jeg kan kalde min datter og jeg håber, at hun engang, når hun bliver voksen, ser tilbage på sin barndom og ved, at Jan og jeg gjorde vores allerbedste for at give hende (og hendes storebror og storesøster) en god barndom med støtte og kærlighed.

Nu er hun teenager.

Et vadested mellem barndom og voksen-dom.

En ny tid.

Hormoner, bumser og nye tanker, som hun forhåbentligt har fået så meget ballast i barndommen, at hun klarer med samme bravour, som hun gik igennem sin barndom.

Tillykke til min dejlige datter med de 13 år.

P.S Vi er alene i byen.

Mine forældre er i Danmark, min søster  Lena og Johannes er i Sydgrønland og Simon er i Kangerlussuaq på ferie.

Vores venner er på ferie rundt om i verden.

Ingen til at fejre et sommerbarn sammen med.

Heldigvis er vores trofaste, gamle venner i byen, så en lagkage bliver lagt sammen og et par boller trillet runde.

En middag med kniv og gaffel og biograftur efter Sara-pigens ønske.. Øv at have fødselsdag midt i sommerferien.

(Note til mig selv:

1. Det står ikke skrevet nogen steder, at det er manden, som skal give gaver til bryllupsdagen. Det kan også være konen!)