Goddag!
Forleden nat, mens jeg surfede rundt i blog land, fandt jeg dette indlæg. '
Det handler om hilse-pligt.
På min skole blev vi af en kursus-afholder engang for et årti siden, opfordret til, at hilse på hinanden om morgenen. Opfordringen blev fulgt af nogen og ignoreret af endnu flere. Når det er mit arbejde, kan jeg ikke rigtigt beslutte mig for om der ligefrem skal være pligt til at hilse eller om man hilser, som man lyster? Vi er omkring 50 ansatte/undervisere, og det er alligevel nogle stykker, og nogen af dem er knap så snaksagelige om morgenen og vil hellere hilse på deres morgenkaffe inden de starter dagen. Fint nok med mig. Jeg hilser på dem jeg nu engang møder, ikke af pligt, men af lyst, og har de ikke lyst til at hilse tilbage, siger jeg til mig selv, at det ikke er mig, som går glip af noget, men dem!
Vi har haft diskussionen om at hilse en hel del gange i familien, og der er nogen i familien, der synes, at “man da hilser på dem man kender” når man møder dem i byen (altså venner, familie, bekendte osv.) og at det er meget vigtigt.
Hvis ikke der bliver hilst, er der noget galt..
Nogen gange, og især, når jeg kører bil og selv sidder bag rattet, er det langt fra sikkert, at jeg når at registrere, hvem der gik/kørte der på vejen, men er jeg gående enten på gaden eller i butikker, hilser jeg på dem, jeg kender, stadig ikke af pligt, men af lyst.
Derimod bliver jeg fuldstændig og aldeles pisset af, hvis jeg har haft nogen på besøg, de har drukket kaffe hos mig eller enddog spist hos mig, og jeg næste dag/gang er luft for dem og der ikke bliver hilst på mig.
Det kunne ikke falde mig ind at se gennem folk som om de var luft og undlade at hilse, hvis jeg har siddet i deres stue/køkken, så når jeg selv bliver behandlet som luft og ikke bliver hilst på, så kan det nok være, at jeg kan huske at LADE VÆRE MED AT HILSE!
At hilse på hinanden er en måde at vise, at man accepterer dem på, at vise at man har set dem, registreret dem, og at de altså ikke bare er luft. Ingenting.
I et lille samfund er det omend endnu vigtigere, tror jeg, at man hilser. Man kan ikke den ene dag sidde og drikke kaffe sammen, spise hinandens mad for dagen efter at skrue blikket med uendeligt på og ignorere hinanden
Dén går altså ikke, hvis man vil beholde sine venner og bekendte.
(Der er naturligvis forskel på at gå i sine egne tanker og at ignorere een/undlade at hilse)
Jeg har mødt sådanne mennesker, som kunne hilse den ene dag, men ikke den næste til trods for at der både var øjenkontakt og det hele.
Og i mit hjem spiller klaveret bare med andre toner eller også holder det altså op med at spille.
De har med tydelighed vist mig, at de ikke gider mig, og så skal de ikke plages!
Jeg går ikke glip af noget, men det gør de!
(indtil videre er jeg ikke gået glip af noget)
Hvordan har DU det med hilseriet?
Jeg hilser på mange i løbet af en dag, men hvis der er een, jeg kender, der ignorer mig - så får vedkommende 10 gange så meget kold skulder næste gang. Sådan er det med din stakkels mor.
SvarSletHej Dorthe, jeg faldt tilfældigvis over dit indlæg og er selfølgelig glad for, at du tog udgangspunkt i mit indlæg. Det var spændende at læse, hvad du skriver - og min holdning kender du jo :-)
SvarSletSom dig! For nogle år siden var der en taxavognmand ude i Auning der havde en bil ligesom den jeg kørte i. Og alle de gamle mænd derude hilste og hilste på "deres vognmand" så der måtte jeg jo pænt hilse på en masse som troede jeg var en anden - og tænk - der faldt ingen splinter af mig, til gengæld blev jeg lidt ekstra glad af at køre gennem Auning.
SvarSletDet var jo lidt pusseløjerligt.
Selvfølgelig hilser man da på.
Jamen man bliver da gladere, når folk hilser på een, Taxastrikker, og hvis hilsenen er ledsaget med et (ægte) smil, jamen så kan det jo næsten ikke blive bedre. Vedkommende jeg kender, hilste vitterligt som vinden blæser, og det var ikke kun mig, der fik den behandling, hvis det ellers kunne trøste mig, hvilket det så IKKE gjorde. Har man ligefrem siddet til bords hos hinanden, er det mindste man kan gøre er at hilse (vi andre siger enddog "Tak for sidst").
SvarSletMadame, jeg læste nysgerrigt alle de kommentarer dit indlæg havde fået, og det satte en masse tanker i gang hos mig.
Da vi flyttede ind i dette såkaldte sociale boligbyggeri, der i virkeligheden er utroligt asocialt, ville min nye underbo, der af anden etnisk herkomst overhovedet ikke hilse på mig. Hun kiggede væk hver gang jeg var i nærheden og det irriterede mig faktisk så meget til sidst, at jeg simpelthen stak hele mit storsmilende ansigt op i hovedet på hende og meget højt og tydeligt sagde "haaaaaarj"! Nu hilser hun hver gang! Og hun smiler og det føles ikke som en pligt for hverken hende eller mig. Synes et eller andet sted, at det ville være fjollet ikke at hilse på dem man bor i opgang med.
SvarSletDet var måske en lidt grænseoverskridende handling af mig, men hun tøede da op og vi taler da sammen nu :-)
Et smil og et goddag koster ikke noget, til gengæld kan man risikere at få en masse smil og en god stemning ud af det. Høflighed og pli er for nogen mennesker en by i Rusland og ikke noget, som de behøver at bekymre sig om. For andre er det blot unaturligt at hilse på, men i små samfund (som i en opgang fx.) er det altså med til at tø steming op og række en hånd ud.
SvarSlet