Lækage og udslip

Et eller andet sted må der være en lækage eller en utæthed, for energien sivede ud af mig i søndags og jeg kører lige akkurat på dampene, minderne, rutinerne og vanen. Det kan jeg kun takke mig selv for, for jeg kommer akkurat for sent i seng, ligger og læser til ud på de små nattetimer. Bruger energi på at tænke tanker, både gode og dårlige...Men i aften... (måske?!) I morgen skal jeg dog ud sammen med eleverne, så det kan være at jeg kommer i svingninger igen, kommer op på dupperne og kommer ind i en bedre rutine, og får vendt bøtten. Derimod mangledes der ikke energi hos Sara og Jan i går aftes. De tog en hurtig slædetur ud til "ufoen"og kom glade og friske hjem to timer efter. Ja, jeg fik ellers tilbudet, men afslog. Jeg ville derimod være flink og hjælpsom og kørte med ned på Spejdersøen for at få dem sendt godt afsted, men da jeg skulle af igen, hang min ene handske fast i opstanderen, og jeg blev slæbt afsted efter slæden hængende i den ene arm. Sara kastede et blik tilbage på mig med foragt og overbærenhed i øjnene, sagde ingenting, og vendte så blikket fremad igen. Jan kastede et blik på mig også og spurgte med nærmest irritation i stemmen:" hvad fanden laver du??" Mig?? Jeg svarede ikke, sagde faktisk slet ingenting, for det gjorde ondt i mit venstre knæ, min højre hofte, min hånd, der sad fast, mit maveskind (og tro mig! Der er rigtigt MEGET), der blev blottet, da min annoraq blev hevet op, da jeg ramte jorden/isen/sneen og de dele af kroppen, der bumpede hen over den hårde is og sne..for ikke at tale om min forfængelighed og min stolthed og ære led voldsom overlast og da jeg endelig fik løsnet handsken fra opstanderen og kom løs af slæden, som iøvrigt kørte stærkt, for hundene var glade for at komme afsted, og er jo kommet i supergod form og kondition, lå jeg i min fulde længde (?..167 cm øøh) midt på slædesporet på Spejdersøen, ja faktisk lige ud for Kulturhusets cafés vinduer, (Billedet er fra i går om dagen, hvor vi fik en kop kaffe)og tænkte på:

1. Hvor mange havde set det?
2. Er jeg mon blevet genkendt?
3. Havde nogen mon filmet det med mobiltelefonen?
4. Hvis det var filmet, var filmsekvensen så mon allerede i omløb?
5. Hvordan skulle jeg kunne vise mig i byen igen nogensinde, uden at folk tænkte: " det er hende der, der bliver slæbt efter hundeslæden hen over Spejdersøen".
6. Har jeg mon brækket noget?
7. Hvordan kommer jeg op og stå med den sidste rest af ære i behold?

På en eller anden måde kom jeg op at stå, og kom så til at skrupgrine af hele situationen. Hvis det havde været en scene i AFV (American funniest homevideo) havde jeg grinet så tårerne sprøjtede ud af øjnene, og jeg så mig selv i slowmotion og grinede hele vejen hjem. Jeg har kørt hundeslæde stort set hele mit liv, og så ender jeg som en anden trebenet fumletumlet turist, der ikke aner, hvad der er op og ned på en slæde. PINLIGT! Men også sjovt..bagefter. Iøvrigt har ingen sagt noget, og jeg har endnu ikke set nogen mobiltelefon-videoklip, der var vist ingen på caféen, så det kan være at jeg slap med det?? Ellers går tiden med denne sjove sag, som skrider fremad. Jeg har indmellem følt mig dum og rådvild, for jeg har ikke kunnet gennemskue, hvordan den skulle se ud, når den var færdig, men lige pludselig var den der. Det er nogen gange svært at købe noget over nettet uden at have set det, og skal forestille sig det færdige resultat. Nu er den ene halvdel stort set færdig og jeg skal se, om jeg kan finde ud af at strikke en mere, men modsat. Mon ikke?!