Sidst i mål

Een af de ting, der er aller-aller størst ved Arctic Circle Race er ikke så meget, hvem der kommer først ind i mål, hvem der kom ind som nr. 2 eller hvem, der har de flotteste ski. Nej, jeg synes at det er totalt rørende, hjertegribende og stort, når alle hjælperne, snescooterne og pistemaskinerne sammen med en masse tilskuere, hepper den allersidste skiløber i mål. Den sidste har været ude på sine ski i 3-4 gange så lang tid som den første og har kæmpet en lige så hård, omend ikke hårdere kamp end nr. 1,2 og 3 for at gennemføre. At de også hylder den sidste..ja, jeg skal ihvertfald ned på startpladsen hvert år og se den sidste komme i mål og for at heppe, støtte og vise min respekt for gennemførelsen. Solen sank ned i et brag som i en hyldest over en god weekend og som for at indgyde os mod til dagen i dag. Den krævede nu ikke det store mod, og blev også lettet med en kop kakao sammen med Lena på Kafé Ukiivik

Jeg lærer det bare aldrig: Jeg får så forbandet ondt i maven af det, og tror hver gang at min sidste time er nær, trygler om bod og bedring hos de højere magter, men når det hele er overstået, hopper jeg glad og dum i endnu en kop kakao, og gerne med en sjat flødeskum, for nu at være helt sikker på at mavepinen indfinder sig. Ja ja, der findes en betegnelse for sådanne nogle som mig ;-)