Livsbekræftigelse / Vinterparadis

Kan du huske, at jeg har en ven?

Han er jo ikke kun min ven, men nok snarere (også) min fars.

Han havde lokket min far til at køre sammen med sig ind til en anden hytte, som ligger næsten halvvejs ind til Kangerlussuaq.

Min far ville gerne have at enten Jan eller jeg tog med ham og vennen, men som det går herhjemme er det ikke et spørgsmål om at ville, men et spørgsmål om, om der er plads.

Både Jan og jeg vil altid gerne ud, så det endte med, at vi satte os sammen på vores scooter og min far fik vildbassen.

Vennens hytte har Jan set i 1992.

Der er sket et og andet på de 18 år.

Turen startede i fin stil og med det første holdt ved fjorden, hvor tidevandet og isskruningerne voldte os lidt problemer

 

kørte vi ind gennem landet i strålende høj solskin og måske syner det ikke af så meget på kortet, men jeg garanterer at det var en smuk tur på 70-75 km hver vej i det afvekslende terræn.

 

Inde i hytten var to unge drenge, barnebarnet til vennen og dennes ven, som var kørt den lange tur derind på hundeslæde.

De lavede kaffe til os

inden de drog afsted på rype-og harejagt på hundeslæden.

De havde allerede fanget lidt af både det ene og det andet.

 

Vidste du forresten, at de lopper, der lever på harer, lever i et par dage efter at haren er død?

At de faktisk kan leve et par dage på mennesker inden de dør af sult og kulde?

Hmm.. de var stadig levende, dem som sad på de harer, som hang i vindfanget inde i hytten.. krible, krable…

 

Vennen kørte os rundt i området, fortalte levende om både dengang og nu.

Om de store projekter, såsom dæmninger og planeringer, som Istak har haft gang i for at få vandkraftværket til at fungere, gamle jagthistorier, røverhistorier og tanker, der var blevet gjort i området gennem tiderne og inden vi så os om, var tiden gået.

En tanke strejfede mig:

En dygtig fotojournalist/ fotograf+journalist burde følge den mand gennem et år, tage flotte billeder og lade ham fortælle om sit liv og sine mange, mange oplevelser og sikken en flot og spændende, tyk bog, der ville kunne komme ud af det.

Han kender alle de smukke, flotte steder som sin egen lommeuld, kan smut-stederne, jagt-stederne og har en hukommelse og en fortællestil, som de fleste forfattere må misunde!

Jeg ville være den første til at købe dén bog!

Alene hans “vinter-hytte” havde en historie at fortælle udover at den var hyggelig og komfortabel

Eftersom det tog os lidt over 2 timer at køre derud, skulle vi til at have vende næsen hjemad, selvom vi nødigt ville og hellere end gerne var blevet i laaaaaaang tid.

Måske er det alderen, måske er det bare hårdere at sidde bagpå i så lang tid, men mine ben var lidt ømme, når jeg skulle rejse mig, når vi gjorde holdt for at brænde lidt tobak af og sidste holdt gjorde vi igen ved fjorden, hvor tidevandet igen drillede..

Denne gang med meget lavvande, men med gashåndtaget i bund og tungen lige i munden kom alle mand over.

(Jeg gik over både på ud-turen og på hjemturen. Lidt kylling har man vel lov til at være?!)

Jeg kan kun sige:

“TUSIND TAK FOR EN STOR OG DEJLIG OPLEVELSE”

og selv om vores snescooter nu er sat på værksted og kroppen i dag er øm og træt, var det hele turen værd!