søndag den 5. oktober 2008

Gennemlysning

Jeg tog mig lige selv gevaldigt i nakken i formiddags; ud med alle tæpperne, møblerne, sengetøjet og ind med ajax, gulvskrubbe og støvekosten. Jeg knoklede for at nå at blive færdig inden Jan kom hjem fra jagt og jeg nåede det næsten. Mens jeg lå på mine ajax-opblødte knæ med mine ru, røde opvaske-hænder nede i gulvspanden for at vaske, bemærkede jeg endnu engang at vores elementer i badeværelset og i køkkenet er noget forbandet gammelt lort, for nu at sige det lige ud. Huset er gammelt og vi er elendige til at vedligeholde det (male indvendigt mm) og jeg lå så der på mine knæ og blev rigtig negativ over vores hus... Øv, det kunne jeg ikke have, så jeg rejste mig op i min fulde højde og kikkede mig omkring og kom i tanke om alle de dejlige ting jeg er glad for ved vores hus: der er åbent op til kip og der er højt! Man kan se lige lukt igennem det, da vi har glas døre hele vejen igennem, så når vores gæster står og banker på vores hoveddør, kan de faktisk se ind igennem vores gang og hele vejen ud igennem vores stue, hvorfra der er udsigt til havet. Hvis vi står ude på altanen, kan vi se direkte ud på Kællingehætten. Huset ligger højt på fjeldet, så solen/lyset når hele vejen rundt og det er lyst året rundt i huset og det er ikke at foragte, når det er fx.er vinter. P.S Hæ hæ..jeg synes at billederne er sjove/fede..P.P.S De slidte elementer er i det mindste rene nu. Mens jeg gik og gjorde rent, kom de frivillige indsamlere fra Kræftens bekæmpelse og jeg havde heldigvis husket at få vekslet til nogle kontanter. Jeg lagde mine sedler ned i deres bøtte og håbede på at de vil blive fornuftigt brugt til forskning og støtte til kræftramte. Mine tanker fór naturligvis sydpå til både farmor og Lasse. Her til aften, da mørket faldt på kunne vi se hundredevis af levende lys (stearin eller fakler) højt, højt oppe på Præstefjeldet. Een eller anden har knoklet op ad det glatte fjeld, og har sat de mange, mange lys højt deroppe til minde om de kræftramte. Det rør mig dybt nede i hjerte-trådene, og jeg skal sluge adskillige klumper, synke en ekstra gang eller fem, og blinke mange, mange gange for at øjnene ikke skal løbe over. Dét er smukt og giver os anledning til at mindes og tænke. (jeg kunne desværre ikke få billedet bedre)

3 kommentarer:

  1. Det er SÅ meget til eftertanke. Håber lyset rækker LAAAAAAAAANGT, så dem vi holder allermest af og tænker på mærker det lyse.
    Smukt. Knus faster K.

    SvarSlet
  2. tak for gode tanker , de varmer så rigtig meget, for det er svære tider.

    SvarSlet
  3. Ja, det er svære tider, men modet og håbet er der, så det skal nok gå det helt

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding