mandag den 18. august 2008

"Så tag mit hjerte..."

Så tag mit hjerte i dine hænder,
  • men tag det varsomt og tag det blidt,
  • det røde hjerte –
  • nu er det dit.
  • Det slår så roligt,
  • det slår så dæmpet,
  • for det har elsket,
  • og det har lidt,
  • nu er det stille – nu er det dit.
  • Og det kan såres
  • og det kan segne
  • og det kan glemme og glemme tit,
  • men glemmer aldrig,
  • at det er dit.
  • Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
  • det sov og drømte i lyst og leg,
  • nu kan det knuses –
  • men kun af dig.
Da jeg var yngre, læste jeg digte af Tove Ditlevsen. Jeg elskede hendes melodramatiske, tragiske måde at udtrykke kærligheden på, smerten og frustrationen, ømheden og rytmen i hendes digte, og har vel i grunden aldrig helt sluppet kærligheden til hendes mest kendte digte, som jo ikke uden grund, stadig læses. Mens jeg stod og skar et af rensdyr-hjerterne ud til flødesovsen og det hjemmelavede kartoffelmos, genlød ovenstående digt rundt i ring om mine tanker, hvor jeg funderede over, hvorfor indmad aldrig er blevet in-mad til trods for, at det er sundt, fedtfattigt og gode livsvigtige sager?! Jeg er vild med hjerter, lever og ikke mindst tunge. Desværre kan man aldrig købe kalvetunger heroppe til trods for, at jeg ofte og mange gange har efterspurgt det hos slagteren. Hmmm....hvornår har du sidst fået veltillavet kalvetunge med nye, små kartofler og en god peberrodssovs? Lige om lidt er vores hjerter møre og en lang aften venter med partering, deling og udskæring af weekendens fangst. Min kitchen aid kommer på overarbejde og så har vi forhåbentligt fars, stege, småkød og suppekød nok til noget af vinteren.

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker også hjerter i flødesovs, men det er nu mest svinehjerter, jeg bruger! Og letsprængt, kogt kalvetunge med sommergrøntsager og rørt smør til var fast middag, når min mor havde fødselsdag i august. Vi fik altid vores livret, når vi havde fødselsdag. Først efter, at mor var død, bekendte min yngste søster, som havde fødselsdag samme dato som mor, at hun HADEDE den kogte tunge! Men hun sagde det aldrig, spiste det pænt, selv om det også var hendes fødselsdag! Hun har altid været (er stadig) utroligt sød!
    Jeg kunne godt lige bruge noget af dit rensdyrkød, UHHM!

    SvarSlet
  2. Jeg elsker kalvetunge med peberrodssovs, men desværre kan man ikke købe tunge heroppe. Svinehjerter er heller ikke at foragte (for nu at sige det på jydsk). Aaaaj din søster har været tapper og sød, lidt for sød, måske også?
    Rensdyrkød er bare dejligt, men jeg har faktisk mødt nogen, der ikke kan lide det. Det forstår jeg ikke rigtigt, for smagen er meget mildere end fx. oksekød/kalvekød. Det bedste ved vores rensdyrkød er næsten at det er økologisk og dyret har levet vildt og godt (?) indtil vi skød det ude i naturen.

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding