En ny verdensmester er kåret på årets korteste dag.

Jeg vil ikke væve rundt i at det er årets korteste dag i dag.

Det har jeg gjort alle de foregående år og skrev endda en ekstra lang smøre i 2009.

Selvom det er et par år siden, har det ikke ændre sig meget med det grønlandske sagn om Aassuutit og om deres vigtighed.

Dengang som nu, spiste man sig en pukkel på i lækkerier og havde en god anledning til at få lidt nyt tøj, mødes med andre mennesker og fejre, hvad fejres kunne. Akkurat som i dag.

 

I dag bød skolen på varm mad i form af lam

 

og flødekartofler og lækkert tilbehør.

 

Det er første gang nogensinde i de 23 år jeg har arbejdet på skolen, at det er sket op til juleferien og jeg krydser da ihærdigt fingre for, at det bliver en tradition, som vi fremover går på juleferie på.

Jeg kunne, mens jeg sad og spiste min waldorfsalat, se solen titte frem over horisonten og kigge ind til os.

 

Det er solen, som du kan se over min kollegas venstre skulder. Den titter frem i vinduet under trappen.

 

Morgen-himlen bød på farver, mens vi gik ned til kirken

for at synge en salme og på tilbagevejen gå en tur rundt om byens juletræ og vel tilbage på skolen, fik eleverne en lille godtepose og fik ønsker om en god jul og afslappende ferie med på vejen.

 

Dagen er blevet mere end almindeligt brugt.

Jeg har ageret chaffør, været på Taseralik med familien til en hurtig kop kaffe, en tur hos mine forældre, lavet en bolognese-pizza og resten af aftenen har jeg brugt på oversprings-handlinger.

Og når nu vi er ved det, og da andre tilsyneladende endnu ikke har observeret det, må jeg jo hellere gøre på opmærksom på mit nyvundne verdensmesterskab (og verden består jo som bekendt endnu) i overspringshandlinger.

Jeg er i dag blevet kåret som suveræn vinder i oversprings-handlinger, der er blevet spruget både højt og langt og aldrig har verden set så dygtig en springer i disciplinen.

 

I morgen skal jeg ind i kampen om at vinde disciplinen om at være fokuseret på lige netop de ting, som jeg har planlagt skal gøres og være færdige.

En kamp, som jeg ved, kommer til at koste blod, sved og tårer, men efter lidt pep-talk med mig selv, ved jeg, at jeg kommer på vinderskamlen.

Om det bliver guld, sølv eller bronche, der bliver hægtet om min hals, ved jeg endnu ikke, men jeg satser på gyldent metal og jeg vil sidst på dagen løfte mine arme i triumf og stolt vinder-glæde, for jeg ved, at jeg kan.

Ingen oversprings-handlinger i morgen, for jeg vandt lige netop den disciplin i dag.

 

Jan og Sara var en tur ude på hundeslæde

og både de firbenede og tobenede havde en god tur. Faktisk en ualmindelig god tur.

Jan pralede åbenlyst af, hvor godt kørende/løbende hundene er for tiden.

 

Mens Jan og Sara var ude og køre slæde,  (Laura sov), kørte jeg en tur i Hiluxen.

Jeg ville lige ud og se solen kravle op over horisonten, glæde mig over, at vi nu går mod lysere dage, inden jeg vendte Hiluxen og hentede, hvem der nu skulle hentes og køres lidt omkring.

Mens jeg forøvrigt ventede,

kunne jeg glæde mig over himlens farver.

De har været afvekslende hele dagen,- fra glødende og over i sarte pastel-marengs-farver

og jeg kunne sidde og kigge på ravnene, som holdt øje med det hele fra lygtepælene

Man kan åbenbart ikke sidde to ravne på een lygtepæl, så indimellem blev der skræppet op og jaget væk og en ny fik pladsen.

 

Det har været årets korteste dag, men jeg synes nu at den har føltes lang.

Der er ihvertfald sket en masse, som har fået den til at føles lang.

Jeg vil lige om lidt gøre en ende på den ved at gå i seng og sove lige indtil jeg vågner helt af mig selv.

Det trænger jeg til, for i morgen skal jeg i kamp i en hård disciplin, som hedder, at jeg skal gøre det, som jeg har sat mig for og ikke finde på andre ting istedet.

Hvis du er nysgerrig, kan du her følge lidt med i dagenes længde hos mig  

De bliver længere og længere fra i morgen af og lige indtil juni måned. Alene tanken om lange dage gør mig glad.