Nu vil jeg prøve noget, som jeg langtfra er sikker på fungerer, men forsøger jeg ikke, finder jeg ikke ud af det:
Og først i morgen vil jeg sende dig en længere hilsen med en tak for året, som hænger i den alleryderste snip af falderebet..
pas godt på dig selv derude, pas godt på næste og kom helskindet ind i det nye år
Jan og jeg var i byen i går.
Vi var inviteret ud og spise og det sker hverken hver eller hveranden dag, at vi skal ud til andre end familien.
Vi fik rigtig god mad og selskabet var hyggeligt, så hyggeligt, at vi endte med at være på besøg i over et halvt døgn.
Det blev enddog meget, meget sent inden vi, fulde af indtryk, god mad og vin lagde hovederne på puden.
Det er noget som kunne mærkes i dag.
Tempoet har været mere end langsomt og så var det jo fint, at vi ikke skulle nå noget.
Hundene skulle fodres
og vejret skulle tjekkes.
Det er blevet koldt.
Så koldt at vi måtte have strøm til bilen inden vi ville forsøge at starte den, men den sprang i gang og kørte os rundt i byen inden den kørte os op til min far, som havde lavet en god, stærk suppe, som varmede fingerspidserne, som var blevet bundfrosne.
Der er blevet sovet pletvist til fjernsynet, liggende i sofaen med uldplaider over, blevet læst lidt i Mayas dagbog og der er samlet energi til dagen i morgen; årets sidste dag.
Lige om lidt tøffer jeg stille ind og lægger mig under dynen og forsøger at indhente den søvn, som måtte vige pladsen for al det hyggelige, det sjove og venskabelige, som jeg fik i stedet.
Kan du huske, at jeg strikkede en forbryder-sweater til Sara?
Jeg havde garn i overskud og strikkede derfor en lille “forteelse” til mig selv.. sådan en slags halsedisse/skuldervarmer og i går aftes, da jeg alligevel sad med hænderne i skødet, strikkede jeg et par håndledsvarmere/pulsvarmere i samme garn.. så matcher både hals og hænder, hvis nogen skulle finde på at kigge efter, men kun i farverne, for mønsteret på håndledsvarmerne hedder “ franske liljer” og der er intet forbryderisk over dem
I dag kunne jeg køre ud og aflevere det sjal, som jeg strikkede for Lena, som hun skulle give sin svigermor i julegave.
Det er strikket af 1-trådet moskusgarn på p. 3½ og måler ca en 1 mtr. (lidt over, vil jeg skyde det til) på den lange led/over nakken.
Det vejer sølle 54 gram og er let som en fjer. (der skulle bruges lidt over et nøgle garn og jeg havde heldigvis en rest, som jeg kunne spæde op med)
Opskriften er fra Rasmilla: “ sjal med kongelig kant)
Modtageren blev glad og så er alle jo glade.
Jeg fik i går aftes strikket et par håndledsvarmere af en kit, som jeg har haft liggende i et langt stykke tid. Jeg har strikket dem før, men i uoriginalt garn.
De skal gives til een, som har fortjent dem.
Lige nu sidder jeg med endnu et par franske liljer/håndledsvarmere i et helt andet garn og nogle helt andre farver og de er såmænd bare til mig.
Jeg samler vist mod til at kaste mig ud i noget større, men mere om det senere.
Og set i bagspejlet, bogstaveligt talt, får du et billede fra i går, hvor vejret var fantastisk. I dag er det overskyet og sneen daler med mellemrum.
Det kan det såmænd bare blive ved med, for jeg sidder lunt og godt i mit sofahjørne foran fjernsynet med strikketøjet, en varm kop grøn te og med med mine piger indenfor rækkevidde.
Som du nok aner af frekvensen af mine blog-indlæg, som har været overordentligt hyppige disse dage, har jeg tid og overskud disse dage.
Det er skønt med lidt ferie og jeg får lavet så mange af de ting, som jeg har sukket efter at lave i lang tid.
Jeg er færdig med det sjal, som jeg skulle strikke for Lena og billede følger i morgen, når det er tørt.
Jeg har også færdiggjort den sten, som jeg sleb lige før jul. En stor flot Nuummit
Den rå sten, fik jeg som gave sidste år under stenmessen og jeg har ikke nænnet at save for meget i den, så derfor er den pænt stor, men poleret meget, meget blank.
Jeg har lavet en hæmpe (eller hvad det nu hedder) i messing, som jeg har børstet og bagefter poleret blankt og stenen hænger nu i en tyk, sort lædersnøre.
Smykker skal efter min smag ikke være alt for pyssenysset og må gerne være lidt rå, lidt tunge og en anelse rustikke.
Vi har også haft tid til at lege lidt med kameraet i snevejret
og så huskede jeg at fotografere naboens stjerne i vinduet.
Hele december måned har jeg tænkt på at ville fotografere stjernens skygger bag persiennen, men har ikke fået det gjort før nu.
Jeg synes det ser sjovt og flot ud.
Og et billede af den stille stemning på havnen i snevejret blev også foreviget
Jeg elsker at gå rundt nede på havnen, uanset hvilken by jeg forøvrigt er i.
Havne har altid en speciel stemning.
Og så har jeg lidt krise nu, for hvad skal jeg gå i gang med at strikke.. hmmmm.
Der er så mange spændende opskrifter at kaste sig over.
Nå, men jeg har jo tid til at tænke over det, så det vil jeg starte med at gøre..
Jan tog ud på en længere slædetur og jeg har strikket så strikkepinden glødede.
Jeg er i gang med et sjal, som Lena skal give sin svigermor.. skulle have givet sin svigermor i julegave. Hun har set sjalet og hun skal have det inden hun rejser på lørdag.
Jeg når det, for jeg er meget snart i mål.
Så skal det kun skylles op og blokkes.
OMkring middagstid ville jeg lige give mine hænder en lille pause og tog ud en tur i bilen og kiggede lidt på solen.
Det føles helt magisk, når den lige er oppe og runde horisonten med sine smukke røde, orange og gule farver.
På vej hjem igen, mødte jeg min mor på vejen, som skulle ud og prøve sin nye hue fra mig og sin skuldervarmer.
Hun så meget tilfreds ud.
Det klæder hende så flot med friske farver.
På mit kort fandt jeg også et billede, som jeg tog af den blomster-buket, som min yngste søster via interflora havde sendt til vores mor
og jeg fandt dette sjove billede af os, der danser rundt om juletræet.
Det er taget med meget lang lukkertid og meget højt blændetal.
Skyggerne i siderne er os, der går rundt om træet.. jeg synes, det er sjovt
Sjalet er færdigt inden aften, hvis jeg går ned og strikker videre nu, så ved du hvor du har mig
Nu kan og må jeg vist gerne vise de hjemmelavede gaver, som jeg gav min mor i år.
Min mor læser med på min blog og havde jeg vist dem i sidste uge og denne uge efterhånden som de blev færdige, havde hun nok regnet ud, at hun skulle have gave af mig.
Som du måske kan huske, har vi den tradition, at de voksne i familien trækker lod om, hvem de skal give en gave. Om man vil give sin ægtefælle/partner en gave udover den man har trukket, er ikke med i lodtrækningen.
Jeg synes, at det er en god tradition, at man kun giver een gave (to, hvis man også giver sin ægtefælle) og igen i år skulle jeg give min mor en julegave.
Dét passer mig rigtig fint. Jeg synes, at hun er nem at finde gaver til og igen i år, lavede jeg en lille æske med lidt forskelligt i.
I foråret vandt hun et gavekort til en dyr jakke i een af byens butikker og hun valgte en flot lilla/cyklamen farvet lang jakke/frakke og jeg syntes, at hun skulle have en hue, som passede i farven dertil.
Hun fik jo en mørkebrun hue sidste år i moskus-uld, så jeg strikkede een i økologisk uld i samme model til hende.
Farven passer vist meget godt til jakken og modellen klæder hende så fint, så det eneste, som mangler er at hun er tilfreds.
Udfra lydene, da hun pakkede æsken op, lød hun tilfreds.
(Jeg sad selv model, mens Sara fotograferede, eftersom Sara ikke ville sidde model)
Min mor er ret aktiv i forhold til andre på hendes alder og hun går tit ture.
Når der er koldt trækker man automatisk skuldrene op om ørerne og det kan give myoser.
Hvis man holder sine skuldre bare lidt varme, har jeg en teori om, at man kan undgå nogle af myoserne, så derfor strikkede jeg en skuldervarmer i rust-farvet baby-alpaca, som passer til hendes anden jakke, som hun fik sin kusine til at sy i efteråret.
Du skal lige se frakken først. Billederne er fra i efteråret (d. 07. november) og skindet er farvet sælskind og selve jakken er i uld.
Jeg har selv en sådan skuldervarmer og er meget glad for den og jeg håber, at min mor også får brugt sin og bliver glad for den?
Den sidste hjemmelavet gave, som jeg gav min mor, er faktisk den gave, som jeg glædede mig allermest til at give hende, for jeg har haft mange tanker og kvaler omkring den.
For et par år siden mistede hun sin ene Tugtupit-ørering og hun har rigtig mange gange givet udtryk for, at hun godt kunne tænke sig en erstatnings-ørering for den tabte.
Sådan een kan man ikke bare lige trampe op af jorden og de havde selv en Tugtupit sten liggende på hylden, som de fik for mange år siden.
Tugtupit er meget kostbart, da det efterhånden er en sjælden sten, så jeg var noget nervøs, da jeg af min far fik lov til at save lidt af deres af for at lave en ørering til hende.
Ikke bare lidt nervøs, men faktisk rystende nervøs.
Stiften, som hendes egen sad på, var i stål (jeg fik den smuglet ud af huset, vist uden at hun opdagede det) og jeg kunne ikke opdrive en stift i samme størrelse, så jeg fandt een i sølv, som jeg sleb ned, så de var nogenlunde ens og med tungen lige i munden fik jeg slebet og rundet en sten, som har nøjagtig samme størrelse og højde som min mors.
Der er lidt af “moder-stenen” / det hvide på den, som jeg har slebet, men det røde er meget, meget lig i farven.
Stenene måler 8,2mm i diameter, så de fylder ikke meget og er slebet på maskine i hånden, så du nok regne ud, at der mangler lidt negl på begge mine pegefingre og tommelfingre-negle.
Hun blev heldigvis glad for øreringen og jeg håber, at hun kan leve med at de ikke er fuldstændigt identiske. Det er svært at ramme 100% plet, når det er så unikt et naturmateriale.
Jeg kan godt lide at give gaver og især til folk, som sætter pris på de gaver, som jeg giver og det gør min mor.
Jeg ville ikke have noget imod at trække hendes navn til næste jul heller.
Jeg fik også nogle gaver, som jeg blev meget, meget glad for; nemlig en bh, som passer i størrelsen (jubii) og en hæklebog, som jeg har ønsket mig.
Af min opmærksomme og betænksome svigerfar har jeg fået en meget interessant bog om drømme.
Den skal læses, studeres og garanteret gen-læses.
Måske jeg bliver lidt klogere på mine mange og mange mærkelige drømme?
Tak farfar!
Af Jan fik jeg en cardigan, men den vil jeg hellere vise dig een af dagene, end at skrive om, for den er ret så lækker.
Jeg vil også een af dagene vise dig nogle billeder af den overordentligt lækre julemad, som min mor havde tilberedt og et sjovt billede af juletræet, som vi dansede om, men lige nu bør jeg (NU!) skal jeg finde min seng og få noget søvn i de øjne som er så trætte. (Jeg har strikket på livet løs siden jeg kom hjem. Jeg forsøger at indhente noget tabt og det er en gave som skal gives og allerhelst i går)
Og hov.. jeg blev forresten ringet op af Centrum-kiosken i dag, at jeg havde vundet et lille fad. En ekstra julegave, som jeg blev meget glad for..jubii.
Et fad fra Royal Copenhagen i megamussel.. og oveni lå der en flot, flot æske chokolade af den lækreste kvalitet.
Hvis det er sandt, at heldet følger den dumme, så er jeg overordentligt dum.. heldig er jeg ihvertfald meget, meget ofte. Jeg har intet imod at være dum.. gerne lidt mere, lidt oftere og gerne, når der følger så meget held med.
Tak for hyggeligt samvær.
Tak for dejlig mad.
Tak for de mange dejlige gaver.
Tak for i dag og tak fordi jeg er til.
Tak
Dagen er indtil videre gået som vores lillejuleafteners dag plejer at gå:
Vi spiste god morgenmad, pakkede gaver ud og lavede ris ala mande, været på kirkegården for at tænde lys og været i kirke.
Nu er vi på vej over til mine forældre med risen under armen og de gaver som skal gives i løbet af aftenen.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul
Godt nok siger man, at det er det mellem nytår og jul, som feder og er tidsrummet, hvor man skal passe på, holde igen og holde tilbage, men jeg føler, at jeg allerede har taget et halv ton på.
Der bliver nødet i en grad, så en ægte sønderjyde, ville blive bleg og der bliver spist og spist igennem og jeg føler mig allerede som en pølse i for lille pølseskind.
Det bliver ikke i morgen og det bliver vist heller ikke i overmorgen, men de andre dage, skal jeg ud og gå for at få rystet lidt af alle de søde kalorier på plads.
Man siger også at julen er hjerternes fest, men det er så sandelig også traditionernes fest.
Hvert jul, sålænge jeg husker tilbage, har jeg pyntet mine forældres juletræ d. 23. om aftenen
og når træet er pyntet bliver jeg og resten af min familie trakteret med alt, hvad hjertet kan begære af søde, knasende og fine sager.
(Det er vist første gang at træet har været så lille. Det måler omkring 1½ mtr. og det er blevet pyntet lidt ekstra for at kompensere for den manglende højde. Jeg synes selv, at det er blevet så fint)
Jeg klager ikke, – ikke endnu, men bare vent!
Om ganske få dage, vil du høre mig klage over min tunge mave.
Har du det forresten også sådan, at når du juleaftenen har forspist dig næsten fordærvet og går i seng for at sove, ligger du der med hjertebanken, svedeture og en let kvalme af al den mad?
Det har jeg oplevet et par gange og det var ret så ubehageligt, så jeg stopper lige inden brækfornemmelserne af for meget mad, sætter ind.
Jeg har ikke så meget som tænkt på at bage en eneste småkage denne jul.
Vi får så rigeligt rundt omkring, tiden har været knap og vi er alligevel ikke hjemme i julen.
Vi har haft en hurtig familie-afstemning hjemme hos os og juletræet blev droppet. Til gengæld er der pyntet fint op overalt og der har været plads til, at pigerne har kunnet sidde og slappe af i hver deres sofa, sove længe og nyde deres ferie med kun ganske få afbrydelser, hvor jeg bad om deres hjælp.
Jeg er ikke bare bagud, men håbløst forsinket med en julegave, som jeg skulle have lavet for Lena.
Den må komme forsinket, for der er ikke mere tid at gøre godt med.
Guderne skal vide, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at nå i mål, men andre ting tog også tid og døgnet har som bekendt kun 24 timer at gøre godt med.
Jeg vil sætte mig ned i sofaen og forsøge at komme et stykke videre, så det kan afleveres inden d.29. december.
Der sidder en masse mennesker rundt omkring, som ikke kan holde jul med deres nærmeste. Måske fordi de skal arbejde, måske fordi de bor for langt væk, måske af helt andre årsager?!
Simon er een af dem, som ikke holder jul med sin familie.
Han er i Kangerlussuaq, hvor der er noget fælles julespisning på hotellet.
Jeg ville af hele mit hjerte ønske, at han kunne komme herud til os og han kunne være sammen med os alle, når vi i morgen sætter os rundt om bordet for at spise min mors julemad.
Sådan bliver det ikke, men jeg håber, ønsker og tror, at han alligevel får en god jul sammen med alle de andre i Kangerlussuaq, som også fejrer julehøjtiden uden deres familie.
Der er sendt julegaver ind til ham, men stemningen, julemaden og nærværet med familien må han undvære.
Jeg håber ikke han bliver ensom og mon ikke der bliver ringet frem og tilbage et par gange i løbet af dagen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut i morgen?
Jeg ønsker dig og alle omkring dig en glædelig, fredelig og hjertelig jul.
Værn om freden, kærligheden og nærheden om ikke andet så i disse dage, som kunne være en god anledning til at huske på kristendommens budskab om næstekærlighed.
Glædelig jul
Nogen af vores allerkæreste venner måtte for et par år siden rejse fra byen.
De gjorde det bestemt ikke af lyst, men de er faldet godt til i Danmark.
Lige inden de rejste, spurgte de, om jeg to gange om året ville lægge en blomst på deres lille datters grav og måske lyder det mærkeligt i dine ører, men jeg blev faktisk meget beæret over at skulle være den, som fremover kigger efter graven.
Jeg tænker, at det må være svært at rejse fra en grav, selvom det i nogens øjne/opfattelse bare er en grav.
Det er jordiske rester, som måske ikke betyder alverden for nogen, men til jul og en bestemt dag i juni, går jeg over på kirkegården.
Jeg har sørger for at jeg har tid nok til at stå en stund og tænke på vores venner og have tid nok til at sende dem en kærlig tanke.
Heroppe er der ingen graver eller kirkegårds-tjener.
Når nogen dør, graver familien selv graven, lægger selv kisten i hullet, dækker den selv til og senere holder den.
To gange om året, er jeg ovre og lægge en blomst og jeg står altid en lille stund og tænker på vores allerkæreste venner, som desværre måtte rejse. Desværre for dem og desværre for os.
De inviterede tit og meget ofte til fin og god mad og deres selskab var altid mere end almindeligt hyggeligt og jeg følte altid, at jeg gik fra dem rigere i hjerte og sind.
Vi har aldrig været så flittige til at invitere tilbage.
Det har vi aldrig været og er det stadig ikke.
Det ærgrer mig meget i dag at vi ikke fik inviteret lige netop dem tilbage lige så flittigt.
Vi fik så meget og gav så lidt.. eller sådan føler jeg det ihvertfald.
Når jeg to gange om året går over med blomsten på kirkegården, tænker jeg på alle de dejlige timer vi har tilbragt i hinandens selskab og selvom jeg aldrig nåede at se deres lille barn, som døde, føler jeg lidt at de stadig er her og glædes over at jeg lærte dem at kende. Og kan gøre dem den lille tjeneste at gå over på kirkegården med en lille opmærksomhed og sørge for at graven ser fin ud.
I dag var jeg ovre og lægge en julekrans.
Sneen lå som en stor og tyk, varm dyne over den lille grav og jeg fik den gravet fri, så gravstenen igen tittede op. Julekransen blev lagt og jeg stod en stund og tænkte på vores venner, som nu bor i Danmark og som har det godt, sendte dem en kærlig tanke og ønskede dem en glædelig jul og at næste år må blive endnu bedre, bringe dem kærlighed og masser af fremgang.
Jeg fik noget garn engang af een af mine allerfasteste kommentatorer og jeg strikkede en Paula-poncho, men fik den aldrig brugt.
Dét ærgrede mig så meget, for garnet er det blødeste, fineste og lækreste, så jeg trævlede forsigtigt op og strikkede en bluse i stedet.
Den har jeg til gengæld allerede gået så meget med, at mine omgivelser må tro at jeg ikke har andet.
Blusen har nemlig været færdig i mindst 3 uger, men lige det at skulle få den fotograferet har det knebet lidt med.
Jeg lover dig, at den er lækker, så endnu engang tusind tak for garnet.
Jeg vil ikke væve rundt i at det er årets korteste dag i dag.
Det har jeg gjort alle de foregående år og skrev endda en ekstra lang smøre i 2009.
Selvom det er et par år siden, har det ikke ændre sig meget med det grønlandske sagn om Aassuutit og om deres vigtighed.
Dengang som nu, spiste man sig en pukkel på i lækkerier og havde en god anledning til at få lidt nyt tøj, mødes med andre mennesker og fejre, hvad fejres kunne. Akkurat som i dag.
I dag bød skolen på varm mad i form af lam
og flødekartofler og lækkert tilbehør.
Det er første gang nogensinde i de 23 år jeg har arbejdet på skolen, at det er sket op til juleferien og jeg krydser da ihærdigt fingre for, at det bliver en tradition, som vi fremover går på juleferie på.
Jeg kunne, mens jeg sad og spiste min waldorfsalat, se solen titte frem over horisonten og kigge ind til os.
Det er solen, som du kan se over min kollegas venstre skulder. Den titter frem i vinduet under trappen.
Morgen-himlen bød på farver, mens vi gik ned til kirken
for at synge en salme og på tilbagevejen gå en tur rundt om byens juletræ og vel tilbage på skolen, fik eleverne en lille godtepose og fik ønsker om en god jul og afslappende ferie med på vejen.
Dagen er blevet mere end almindeligt brugt.
Jeg har ageret chaffør, været på Taseralik med familien til en hurtig kop kaffe, en tur hos mine forældre, lavet en bolognese-pizza og resten af aftenen har jeg brugt på oversprings-handlinger.
Og når nu vi er ved det, og da andre tilsyneladende endnu ikke har observeret det, må jeg jo hellere gøre på opmærksom på mit nyvundne verdensmesterskab (og verden består jo som bekendt endnu) i overspringshandlinger.
Jeg er i dag blevet kåret som suveræn vinder i oversprings-handlinger, der er blevet spruget både højt og langt og aldrig har verden set så dygtig en springer i disciplinen.
I morgen skal jeg ind i kampen om at vinde disciplinen om at være fokuseret på lige netop de ting, som jeg har planlagt skal gøres og være færdige.
En kamp, som jeg ved, kommer til at koste blod, sved og tårer, men efter lidt pep-talk med mig selv, ved jeg, at jeg kommer på vinderskamlen.
Om det bliver guld, sølv eller bronche, der bliver hægtet om min hals, ved jeg endnu ikke, men jeg satser på gyldent metal og jeg vil sidst på dagen løfte mine arme i triumf og stolt vinder-glæde, for jeg ved, at jeg kan.
Ingen oversprings-handlinger i morgen, for jeg vandt lige netop den disciplin i dag.
Jan og Sara var en tur ude på hundeslæde
og både de firbenede og tobenede havde en god tur. Faktisk en ualmindelig god tur.
Jan pralede åbenlyst af, hvor godt kørende/løbende hundene er for tiden.
Mens Jan og Sara var ude og køre slæde, (Laura sov), kørte jeg en tur i Hiluxen.
Jeg ville lige ud og se solen kravle op over horisonten, glæde mig over, at vi nu går mod lysere dage, inden jeg vendte Hiluxen og hentede, hvem der nu skulle hentes og køres lidt omkring.
Mens jeg forøvrigt ventede,
kunne jeg glæde mig over himlens farver.
De har været afvekslende hele dagen,- fra glødende og over i sarte pastel-marengs-farver
og jeg kunne sidde og kigge på ravnene, som holdt øje med det hele fra lygtepælene
Man kan åbenbart ikke sidde to ravne på een lygtepæl, så indimellem blev der skræppet op og jaget væk og en ny fik pladsen.
Det har været årets korteste dag, men jeg synes nu at den har føltes lang.
Der er ihvertfald sket en masse, som har fået den til at føles lang.
Jeg vil lige om lidt gøre en ende på den ved at gå i seng og sove lige indtil jeg vågner helt af mig selv.
Det trænger jeg til, for i morgen skal jeg i kamp i en hård disciplin, som hedder, at jeg skal gøre det, som jeg har sat mig for og ikke finde på andre ting istedet.
Hvis du er nysgerrig, kan du her følge lidt med i dagenes længde hos mig 
De bliver længere og længere fra i morgen af og lige indtil juni måned. Alene tanken om lange dage gør mig glad.
