Japanske nekrologer

For et stykke tid siden, måske endda et helt år tilbage i tiden, så jeg en udsendelse om nogle japanere, som var på et slags kursus i døden.

Og måske endda rettere livet.

Hvis jeg ikke husker helt forkert var det selvmords-kandidater eller folk, som havde forsøgt, at begå selvmord?

 

Jeg husker faktisk ikke, hvorfor de skulle på det her kursus.

 

Det er heller ikke det, som hæftede sig i min bevidsthed.

 

De skulle arrangere deres egen begravelse, lægge sig i en lukket kiste i et vist antal minutter (måske 10-15 lange minutter af slagsen) og mens de så lå der i mørket, skulle de forestille sig deres venner og families følelser og tanker, når de stod på den anden side af kistelåget.

Det, som hæftede sig rigtig, rigtig dybt i min bevidsthed var, at de også skulle skrive en nekrolog over dem selv.

 

Det gav jo anledning for kursus-deltagerne, at reflektere dybt over deres liv og nedskrive nogle mål, som de kunne holde fokus på.

Livs-mål.

Det synes jeg var meget tankevækkende.

Mange skriver en liste ned inden de skal ud og handle, inden de skal på arbejde, en huskeliste til manden/konen, men måske aldrig en liste til sig selv over noget så vigtigt som ens eget liv?!

 

Man behøver jo ikke at blive alvorligt og dødeligt syg, for at stoppe op og tænke lidt dybere over tilværelsen.

Man behøver jo bogstaveligt talt ikke død og pine for at sætte sig ned for at rette tankerne lidt til:

Hvad skal være min livshistorie?

Hvad er hovedtemaet i mit liv?

Hvad vil jeg gerne kunne huske, når jeg ligger på den sidste dag og inden jeg for alvor slipper håndtaget?

Hvordan bliver jeg mest tilfreds med min tilværelse og hvad kan jeg selv gøre, for at virkeliggøre mine tanker og håb for mit liv?

Nogen jeg kender, er meget syge og da jeg fik  mit første barn, nærmest boede jeg på Rigshopitalet i 3 måneder. Jeg oplevede den hårfine grænse mellem liv og død. 

Een af mine bekendte er indlagt på sygehuset og kæmper en  kamp mod sin sygdom.

 

Dét sætter tanker igang hos mig og jeg håber, at jeg, når jeg forhåbentligt, engang om mange, mange år, står på tærsklen, kan vende mig om og se tilbage med tilfredshed og glæde, kan sige, at jeg gjorde mit bedste for at få det gode med i livet og satte nogle spor, som andre også kan få lidt glæde af.

Jeg er ikke den, som kommer til at ændre verdens-historien, men min egen historie må gerne være god og det er jeg jo den nærmeste til at sørge for.

Faktisk kan jeg ikke engang stille andre til regnskab for mit ve og vel eller bede dem om at skrive min historie.

 

Det er min opgave, at sørge for, at jeg har det godt og kun min.

At andre vil mig det godt, gør mig taknemlig og glad og jeg er parat til at modtage alt det gode udefra, men den indre tilfredshed og ro, som gør mig i stand til at modtage og ikke mindst til at give videre, skal jeg selv sørge for.

Inden dagen går helt over i nat og en ny dag, vil jeg sige TAK for i dag og tak fordi jeg fik øje på den røde snor, som pludseligt og uvist af hvilken grund, mindede mig på udsendelsen om japanerne, som øvede sig i at være døde, så de bedre kunne værdsætte livet.

Hr. Olsen

Min gråsisken, Hr. Olsen (viser det sig, at den hedder) trives godt hjemme hos mig.

Lidt for godt faktisk.

Den spiser, drikker og virker usædvanlig glad, men kan ikke flyve andet end et par meter.

Den har problemer med at lette og vil helst hoppe hen ad gulvet.

Det er lidt problematisk, når den ikke er meget større end en forvokset voksen-udgave af en natsværmer.

Man skal virkelig se, hvor man sætter sine fødder.

Problemet er jo, at hvis den ikke lærer at flyve, kan jeg ikke sætte den ud, medmindre jeg ønsker den død.

Dét  ønsker jeg jo overhovedet ikke.

 

Og det er jo også et problem at holde den indendøre, for den lærer jo ikke at finde føde selv.

Den er stort set allerede tam, så jeg står i et dilemma.

Jeg ville helst have sat den fri igen fx. i dag, men jeg kan altså ikke få mig til at sætte den ud, når jeg ved, at den ikke kan klare sig.

Fjerene virker stadig fedtede på maven og den virker lidt tynd og splejset i forhold til de gråsiskner, der sidder udenfor vinduet og spiser ved foderautomaten..

Men fjerene på hovedet ser vist fine og som de skal.

Jeg har anskaffet et brugt, stort og meget rummeligt fuglebur, som står i mit køkken, som den kan bo i indtil … indtil… indtil, øøh?

..Indtil den flyver så godt, at den kan flyve hjemmefra. Nemlig!

Indtil det sker, skal jeg ikke holde det hemmeligt, at jeg nyder, at have den som gæst i mit hjem. Kors, hvor er den dog sød

Det mest almindelig efternavn her i Sisimiut er forøvrigt Olsen og Lennert, så det er ikke så mærkeligt, at den hedder Olsen.

Dilemma

Øøh, jeg er lidt optaget af den lille gråsisken, som kom mig i hænde i går.

Dens fjer/dun på maven er helt fedtede.

Den kan ikke flyve, så den står hjemme i mit køkkenvindue i et hjemmelavet bur.

Den spiser, drikker og er glad, men hvad gør jeg så lige nu?

Den er jo blevet næsten tam og så kan jeg vel heller ikke lukke den ud igen??

Eller?

Af pricip mener jeg ikke, at man skal tage vilde dyr ind og gøre dem tamme, men på den anden side ville fuglen have været død, hvis ikke jeg havde taget den ind..

Biller??

Dem kan jeg vise dig i morgen

Fugleliv

Jeg er ganske enkelt så glad for “mine” fugle.

Låget til foder-automaten er blæst væk og så måtte jeg jo finde på noget andet, så frøene ikke blev våde.

Denne her undrer sig nok over forandringen?

 

Jeg er næsten overbevist om, at det er den her fugl, som tillod mig, at klø den på maven forleden dag.

Den virker mere tam end de andre.

Og så er der en hel del grå-siskener.

Ungerne er noget pjuskede at se på

Vest i vendestrik

Jeg blev færdig med min vest i vendestrik sent torsdag aften.
Vest nr 2 vel-at-mærke.
Nr. 1-eren er knap så farvestrålende

Faktisk så sent, at jeg ikke gad, at vaske den før i går (fredag) sent om eftermiddagen.
I formiddags var den så tør, at jeg kunne sy de special-indkøbte knapper i

og tage vesten i brug.
Den er underligt nok større end den første, selvom det er fuldstændigt samme maskeantal, der er blevet brugt, samme pind og samme strikkefasthed.

Der blev også brugt mere af effektgarnet end til den første.

Faktisk så meget mere, at jeg blev nødt til at bestille noget mere garn.
Og aldrig har jeg oplevet så hurtig og effektiv en levering, som Garnværkstedet leverede:
Jeg bestilte om onsdagen omkring middags-tid og garnet var her 24 timer efter og jeg kunne strikke vesten færdig.
Jeg manglede under 20 mtr. så det var lidt ærgerligt, men godt at det kom så hurtigt.




Som sædvanlig lavede jeg kanten lidt anderledes, så den passer til mit temperament: trediesidste og næstsidste maske på vrangsiden tages løst af med garnet foran uden at blive strikket- bliver efter min opfattelse, en pænere afslutning både forneden af vesten og på ærmekanterne.

Jeg er rigtig godt tilfreds med vest 2 og er overbevist om, at jeg kommer til at bruge 2-eren mere end 1-etteren..
Jeg har besluttet, at jeg  vil have fest og masser af farver i min påklædning generelt.
Farveterapi og efter devisen: “fake it till you make it” -glad-i-låget-glæde.
Det er jo snart vinter igen og efteråret mærkes i luften, som suser lidt hurtigere forbi disse dage til stor frustration for Jan, som gerne ville have stille sejlvejr uden regn til sit hytte-byggeri..
Nå, men det var så vesten vi kom fra. Der kommer ikke flere veste foreløbig fra min side.
Jeg har vist dem, som jeg skal bruge indtil videre

Edderkoppe-vipper

Sara og hendes veninde arbejder på skift i kulturhusets café.

I går var Sara på arbejde og i dag var det venindens tur.

Det var jo en god anledning til at tage på café og drikke en cola light og kikke lidt på hinanden.

Jeg ved ikke om det er pga gener eller alderen, at jeg bare ikke kan få mine øjenvipper så lange, som de to piger kan.

Jeg gør nøjagtig, som Sara siger, at hun gør for at få sine øjevipper lange og buede, men mine ser bestemt ikke sådan ud.

Overhovedet ikke!

Deres øjenvipper minder lidt om store, langbenede edderkoppers ben, rundt om deres øjne.. altså på den pæne måde.

P.S De har begge fregner hen over næsen og det er altså ikke mascara-drys, som jeg oftets også holder mig. hmmfrr!

Aflednings-strik

Det tis-regner udenfor og blæsten har godt fat, rusker og rykker i alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Den rykker og rusker godt i min mands sindige tålmodighed og jeg er bange for, at tålmodigheden måske endda er rykket op med rod?

Han ligger nede i sofaen og kan sprænge, hvad øjeblik det skal være, af frustration over ikke at kunne komme ind i fjorden og bygge hytte.

Nøøøj, hvor er det dog også frustrerende.

Jeg gad da også godt, at den hytte kom op og stå og kunne nydes.

 

Jeg ved ikke, hvor udløserknappen sidder på Jans indre bombe, så jeg lader være med at trykke for hårdt nogen som helst steder.

Tager lidt varsomt fat og forsøger, at finde nogle gode sider ved det dårlige vejr..

Forsøger.. sagde jeg!

NÅ!

 

Jeg føler mig lidt heldigere stillet, hvad angår tålmodig-og langmodighed..

Ja, ja, ja, grin du bare, men som årene går, viser det sig tydeligere og tydeligere, at jeg er den mest tålmodige af Jan og mig.

Han siger bare ingenting, i modsætning til mig, straks fortæller om mine frustrationer og utålmod og så er de ude af verden.

Jeg kan nemmere sige PYT og SKIDT og mene det og især som tiden går og alderen bliver højere.

 

Hos Jan ligger det og bobler, syder og ætser indeni og det i længere tid end hos mig.

Meget længere tid.

Men jeg har jo også mit håndarbejde, som kan aflede, henlede og bortlede enhver form for rastløshed.

 

Torsdag aften kunne jeg hive den sidste maske af vest i vendestrik nr. 2 af.

Det var for sent for mig, at vaske den, så det gjorde jeg først i går eftermiddags og her til formiddag er den tør, knapperne isyet og klar til brug.

 

I går i 10-frikvarteret kunne jeg slå 81 masker op til et halstørklæde/ en stola i en flot mønster, som min lillesøster havde fundet frem.

Normalt strikker hun sweatre med snoninger, hvilket absolut ikke er mit favoritstrik.

Nu ville hun også prøve at strikke hul-mønstre, som er mit yndlings-strik at strikke.

Og som jeg dog faktisk har savnet at strikke hul-mønstre.

Det er flere måneder siden, der har været hulmønster-opskrifter fremme hos mig.

Selvom der nok går et par rapporter eller flere til, inden mønsteret er memoreret, nyder jeg at sidde med mit strik i Snældan færøsk uld iblandet falklandsuld (ren ny uld) og det lækre diagram-mønster.

Hvad skal du mon have din dag til at gå med????

Magisk hjertestop

I går aftes var det himlen, der var magisk.

I dag, da jeg kom hjem fra arbejde, stillede jeg mig op i den åbne dør til altanen og betragtede de små fugle, der spiste de frø, som jeg lagde ud til dem i går.

Jeg fandt mit kamera frem og nogle af fuglene lettede.

Når jeg står i altan-døren, er der ca 150-180cm hen til fuglene og normalt og også i dag, skal jeg bare løfte armen, flytte benet eller bevæge mig på anden vis, inden de letter og flyver væk.

Ikke i dag.

Nogle rykkede lidt udenfor rækkevidde,

men blev siddende.

 

 

Denne blev siddende

og jeg lagde mit kamera fra mig og tog et skridt hen imod den.

Et skridt mere og tilsidst rakte jeg armen ud og kløede den på maven.

Den blev siddende og spiste roligt videre, mens den kikkede på mig.

Mit hjerte gik fuldstændigt i stå i et langt øjeblik og blev udfyldt med magi.

Magi

Om dagen:

 

 

 

Og om aftenen:

(klik for større billede)

 

Min arvevase er meget flot med den form for indhold (selvom billedet blev både uskarpt og sløret:

Hva’så, hva’så, hva’så?

Om der sker noget?

Der sker så meget, så meget, så meget.

Jan har travlt med hytte-projektet.

Jeg har travlt med at holde hjemmet kørende.

Indimellem arbejdet

og projekterne er der heldigvis tid til at strikke.

Allerede i torsdags, blev jeg færdig med halsedissen af det supersuper lækre garn, som jeg fik af Susanne.

Jeg er ikke helt tilfreds med mit eget resultat og overvejer stadig at trævle op og bruge garnet lidt bedre.. Det er ganske enkelt for godt til at blive brugt til noget, som ikke er 100% godt!

Ribben blev for kort og jeg skulle have brugt en større pind.

Mønsteret er rigtigt sødt, men jeg fik afsluttet helt hen i vejret.

Det kan man måske ikke umiddelbart se på billedet?

Jeg skal lige tænke færdig, inden jeg beslutter mig for, hvad jeg gør.

 

Jeg er også gået i gang med endnu en vest i vendestrik med sort bundfarve og regnbuefarvede striber.

Jeg er faktisk kommet noget meget længere siden jeg fotograferede.

Og så nåede jeg til frisør i dag.

Det er over et ½ år siden sidst jeg var til frisør.

Længden var blevet for tung, for lang og for flosset.

Der røg ca 15 cm af længden og etagerne blev genopfrisket, så der kom lidt mere bevægelse. Lidt meget mere, faktisk.

Nu da tyngden forsvandt, kom sprællet tilbage.

Heldigvis kan håret stadig bindes, så jeg kan selv vælge om jeg vil kramme krøllerne frem med skum og lak eller om det skal føntørres glat og blankt.

Eller om jeg skal binde det op med en elastik.

Jeg troede indtil.. på et eller andet tidspunkt, at lykke bare ville være, at have det så langt, så langt, at jeg kunne sidde på det, men det blev for kedeligt, for tungt og for ensartet.

Ikke nogen stor forandring, men alligevel lidt nyt.

Nu vil jeg smide mig over i sofaen foran det tændte fjernsyn med mit strikketøj og lade roen sænke sig over krop og sjæl.

NU!

Solnedgang i en blomster-vase og fugle på tøjsnoren

På denne årstid, nøjes solen ikke bare med at forsvinde bag fjeldet.

Den farver himlen i de smukkeste dybe og glødende farver, som kan tænkes.

I vores lange, smalle vinduer har vi sat nogle glas-hylder op for at bryde alt det sorte om vinteren.

Der bliver sat små fyrfadsstager med levende lys på hylderne, men på denne årstid nøjes vi med fx. denne lille-bitte vase, som jeg har arvet fra min farmor og farfars hjem.

 

Prøv at se farverne i vasen, som gengiver de farver, solen farvede himlen i, lige inden den forsvandt om bag fjeldet.

Om dagen har jeg disse små fjerbolde, at fryde mine øjne med.

Jeg bliver altså bare aldrig træt af at kigge på dem.

De kommer troligt og spiser hos mig

Hvis jeg er heldig, husker de og kommer igen til næste forår, hvor jeg igen kan lade mig underholde af dem..