Nytårstanker fra en undersåt

Det er sikkert som amen i kirken.

Det er næsten noget af det eneste, som er sikkert i denne verden:

Hendes kongelige majestæt, dronning Margrethe d. 2. af Danmark vil kaste et blik tilbage på året, som gik.

Hun vil komme med en lille, løftet kongelig pegefinger, komme med en høflig formaning om, at vi skal være mere tolerente, rummelige, næstekærlige og åbne i vores hjerter og sind.

Jeg har ikke engang fået skrevet julekort endnu.

Har faktisk tænkt på det en enkelt gang, men nåede ikke længere end til tanken.

Det afholder mig dog ike fra at se tilbage på året som gik.

 

Vi havde stort set boende gæster fra starten af året helt frem til sommeren.

Elever fra Albertslund, Artic Circle Race-deltagere, venner og familie.

Vi var selv gæster et par gange..

I foråret blev vi inviteret med.. eller måske inviterede vi os selv med langt ind i landet, hvor een af mine venner har en hytte.

Jeg sad bagpå den snescooter, som Jan kørte og min far kørte på “sin” egen.

Det var en god og spændende tur, hvor vores ven fortalte historier fra en svunden tid og affødte et håb i mig om, at hans og mange af hans ligestilledes historier blev skrivet ned. '¨

At nogen greb muligheden og nedfældede de mange historier.

Turen, som kun tog en dag, fylder dog i min bevidsthed og vil være een af de ture, som jeg ikke glemmer.. alene det at min far var med..på snescooter.

Vi var gæster i en spændende hytte langt inde i landet og gæstfriheden var stor.

 

Jeg vil dog mene, at de vigtigste gæster var farmor og farfar, der kom herop til Saras konfirmation.

En hyggelig konfirmations-weekend, hvor vi fik sat afslutning på konfirmationerne i dette hjem for denne gang.

Næste gang nogen skal konfirmeres, bliver det børnebørn og det varer nok et årti endnu inden de overhovedet dukker op.. og et årti mere inden de skal, hvis de da skal.. konfirmeres.

 

Farmor og farfar var her kun ganske kort.

Farmor havde tankerne hjemme hos sin egen mor, der skulle flytte fra sit hjem og på plejehjem.

Det kræver lidt ekstra, at afvikle et hjem, hvis man kan sige det på den måde og få etableret et nyt hjem.

Jeg ved, at der blev lagt meget energi, omhyggelighed og især omtanke ved oldemors flytning fra farmors side. Farfar hjalp naturligvis også til både med støtte og maskulin råstyrke.

Det gik en hel del af deres sommer med.

 

Vores sommer blev tilbragt her i Sisimiut.

Jeg havde virkelig glædet mig til at sejle rundt i fjordene og lære mine nære omgivelser endnu bedre at kende, men jeg fik snarere lært at være tålmodig og vente.

Jeg lærte, at ikke al planlægning fører til gode resultater og da slet ikke, hvis jeg skal sætte min lid til det vejr, der lider under den globale opvarmning og derfor ikke kan finde rundt i sig selv og smider tågeslør ud i ren frustration.

Der er nu intet som er så skidt…aarrrgh..

Lidt ud kom vi dog.

Vi lånte et sommerhus af een af vores venner inde i een af fjordene og den uge, som vi tilbragte i fjorden, vil jeg sent glemme.

En uge lige efter min smag!

 

Sensommeren blev trist.

Vi kunne høre i telefonen høre, at farmor var syg og træt.

I slutningen af september måtte vi sige farvel til farmor.

Det var hårdt, men heldigvis nåede Jan ned og sige farvel til hende.

Vi savner hende, vores mange ugentlige samtaler i telefonen og den tryghed, som vores viden om, at hun var her og lige til at nå, gav.

Alting har sin tid, siger man og jeg er glad for den tid, som vi fik sammen med farmor.

Jeg er taknemlig for de mange gode timer, som mine børn fik med deres farmor, selvom jeg af hjertet ville ønske at de kunne få flere.

 

Til daglig bor vi næsten dør om dør med mine forældre.

Vi er priviligerede.

Vi skal blot gå et par skridt og så står vi i deres hjem.

De par skridt har vi gået mange gange i dette år.

Og hver gang er vi budt på kaffe, kage og masser af mad.

Vi er priviligerede, at have en familie, som elsker os til trods for og på grund af.

Når kærligheden er til stede i en familie overskygger den alt andet. Når den ikke er der, vil jeg tro, at den også skygger en del.

Det har jeg heldigvis ikke prøvet og jeg ved, at uanset hvad, er jeg og hele min familie velkomne og elsket.

 

 

Ingen kender dagen i morgen, men tiden vi får i dag, lige nu og lige her, bør vi fylde med positive og lette tanker.

 

Man bliver, hvad man tænker.. skrev jeg for et par år siden.

Hele dette år har jeg bestræbt mig på at fylde mine tanker med positivitet.

Ikke at jeg fornægter de triste, tunge, kedelige og negative tanker, der indimellem farer igennem hovedet, men de skal ikke have lov at styre min glæde over livet, ikke have lov at få overtaget.

For selvom du ikke siger dine tanker højt, påvirkes du af dem.

Hvis ikke du styrer dine egne tanker, hvem skulle så?

 

I det nye år, vil jeg forsøge at blive endnu bedre til at lade det positive og glædelige fylde mest.

Jeg ved ikke, hvad dagen i morgen bringer og fik jeg muligheden, ville jeg heller ikke vide det.

Jeg ved dog, at lige om lidt sidder HKH dronning Margrethe d. 2. af Danmark foran sit skrivebord og læser sin nytårstale op.

Det er nemlig sikkert og vist. Som amen i kirken.

Jeg vil ikke løfte min borgerlige finger og slet ikke efter dig Ingen formaninger, men håb om at verden bliver mere rummelig, kærlig og at vi kan åbne vore hjerter en smule mere og byde velkommen derind.

 

Jeg håber, for dig derude, at ikke bare i morgen, men hele det nye år vil bringe dig glæde, lykke og positive oplevelser.

Tak for alle kommentarerne, mails-ene og de fine ord, som du sendte mig i løbet af året.

De betyder mere end du tror.

Tak for året som gik.

Luksus gaver

Har jeg fortalt, hvor glad jeg er for mine julegaver??

I min familie giver vi ikke alle gaver.

Vi giver kun 1 gave.

 

Jan og jeg giver hinanden gaver herhjemme, men om aftenen, hvor vi er mange, har vi på forhånd trukket lod om hvem vi skal give.

Hemmelig lodtrækning.

Det er.. eller skal ihvertfald forestille at være en hemmelighed, hvem vi skal give.

 

I år tror jeg, at det var forholdsvis hemmeligt.

 

Jeg vidste ikke hvem, der skulle give mig.

Dudi, min lillesøster i Aalborg havde trukket mig og hun er bare så god til at finde gaver til folk.

Sidste år havde hun også trukket mig -og vild jubel fra mig.

Også i år.

 

Jeg er vild med den olie hun havde sendt mig.

Den dufter godt og efterlader den vintertørre hud, blød og glat.

8-hour pomaden kender jeg og den er altid, altid god.

Jeg nænner ikke at smide æsken væk.

Ikke endnu.

Jeg har aldrig set den i sort indpakning og hylsteret er også sort.

Det er hverdags-luksus..luksus og jeg nyder det!

Fra Jan fik jeg et objektiv.. makro 85mm.

Jeg er stadig noget benovet over at få så stor og fin gave.

Det er luksus, ikke at skulle fedte rundt med det lille coolpixcamera, der skal holdes på en bestemt måde for ikke at tabe batteriet. 

Jeg glæder mig til sommer, hvor det igen myldrer med blomster og insekter.

De skal fotograferes hver og een.

Mindst.

Alle de små ting, som er værd, at se nærmere på.

Men objektivet skulle også være godt til portrætter.

Jeg håber, at mine piger stiller frivilligt op.

 

 

Farfar har sendt os et gavekort til restaurant Nasaasaaq til Jan og mig.

Tak farfar.

Når januar bliver sur og trist, måske eller en anden dag, hvor vi mener, at der er en rigtig god lejlighed, vil Jan og jeg gå i bad, rede hår, tage hinanden i hånden,- kun os to og tage ud og spise fint.

Det er luksus og alene tanken om, at der ligger en kuvert til fin spisning, skaber glæde og forventning.

Gid!

Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan mærke at dagene allerede er blevet lidt længere.

Hvis jeg tænker mig lidt om, er det nok snarere at jeg er hjemme og kan gå ud, mens der endnu er lidt lyst.

Det er livgivende, at kunne komme lidt ud, mens der er naturligt dagslys.

Gid min juleferie strakte sig over hele januar.. og jeg først skulle møde på arbejde igen i starten af februar.. Gid!

Objektiv julegave

Jeg har fået min julegave i dag.

Et objektiv.

 

 

Jeg har et par dage tilbage i juleferien til at lege/øve..

Årets første tur

I dag var dagen, hvor Jan og Sara ville ud på denne sæsons første slædetur.

De har snakket om det i et par dage, men hver dag har været booket op med  jul og invitationer. 

Ingen klager over det, men de har begge glædet sig til at komme ud på slæden.

Hundene var dog nok dem, som var mest glade, da Jan og Sara kom med seler og fandt slæden frem.

 

Godt nok startede de med et ordentligt slagsmål.

Det både hør sig og bør sig, når de har stået udenfor hinandens rækkevidde i næsten 3/4 år.

De har knurret, vist tænder og forsøgt at overbevise hinanden om egne styrker og kompetencer, uden at kunne vise nogen af delene i praksis hele den lange sommer.

Selvom Jan gjorde, hvad han kunne for at lægge sig i mellem de stridende parter, var de om sig.

Især de unge hanner vil ofte gerne vise, at de måske har potentiale til at stige lidt opad i hierakiet.

At de overhovedet tør, at vise kræfter overfor de gamle og garvede.

 

Een fik vist knækket en tand og flere blødte forskellige steder fra, men det afholdt dem ikke fra, logrende med halen, at springe frem i selen og tonse derud, da Jan gav dem signal.

Sådan nogle grønlandske slædehunde er barske på flere måder..

 

Altså på nær to af de nye hvalpe.

De vidste i starten ikke hvad det hele gik ud på og løb meget modstridende bag slæden de første 200 mtr. inden et lys gik op for dem.

 

Så var de til gengæld heller ikke til at få til at stoppe igen.

 

Udover en bog om Sume og en om Peter Freuchen, to cd-er og ledningsfrie høretelefoner, fik Jan også en helt ny hundepisk.

Jeg håber, at han får glæde af den.. at han kommer ud og køre rigtig meget på hundeslæde i denne sæson.

Jeg ved, at jeg får meget, meget glæde af det makro objektiv, som kan afhentes på posthuset i morgen.

Posten har været forsinket, men i morgen…

 

P.S Måske man skulle købe sig et par grønlandske slædehunde, samt en solid slæde til Bornholm udover nogle flere snescootere?

Jeg har lige set i TV-avisen, at det må være ren mekka for hundeslædekørere..masser (underdrivelse) af sne. Jan ville sikkert ikke have noget imod, at være konsulent og kursusafholder i den sammenhæng

9 dåb og et bryllup

Var i kirke kl 13.

I en og samme kirkegang var der 1 bryllup og 9 (jeg gentager NI) barnedåb.

Spørg lige om der var barnegråd!

I eftermiddags havde vi lykkelig glemt alt om vores efter-juls-fortsættere og planer om sultestrejker og luskede over til min mor… igen igen igen.

De må snart være træt af os?

Vi fik endnu engang fyldt maverne og denne gang med alle de skønne rester fra i går, der smager næsten endnu bedre i dag.

I aften står den på fest med nyvasket hår i festsal og det hele.

Min mave skriger tryglende om nåde og hensyn.  Jeg vil forsøge

Den sidste juledag

Måske er det al den gode mad i al for store mængder, som gør, at jeg har svært ved at falde i søvn om natten?

Jeg har vendt og drejet mig, ligget og forsøgt at hypnotisere mig selv, talt langsomt ned fra 1000, læst gamle ugeblade eller forsøgt, at efterligne Jans sovelyde og lige meget har det hjulpet.

Klokken er blevet henved 04-04.30 de sidste par nætter før søvnen indfandt sig og så har jeg så til gengæld sovet. Lige indtil kl 11. Godt at jeg ikke skal på arbejde, for så havde jeg da været noget klatøjet.

Juleaften fik vi lækker andesteg med hjemmelavet rødkål, hjertesalat, syltede pærer med ribsgele, små hvide aspargeskartofler, brune kartofler og lækker sovs.

Min mor og jeg blev enige om, mens vi lavede sovsen og brunede kartoflerne, at Camilla Plums køkkenhygiejne umiddelbart ikke så for god ud. Camilla Plum lavede juleand forleden i fjernsynet, så… derfor var hun aktuelt samtale-emne i min mors køkken i forgårs.

Når min mor går i køkkenenet, vasker hun hænder konstant, vasker op hele tiden og tørrer borde af i et væk. Udskæringer af både salat, løg og alt det andet er ikke i store grove/dovne stykker. 

Der er en anden pertentlighed og omhyggelighed, som vist ikke er in eller moderne hos alle de kendte tv-kokke.

Nu var det så ikke tv-kokke, jeg ville kommentere, men min mors og fars julefrokost i går.

Som jeg skrev for et par dage siden, starter juleforberedelserne mange, mange dage forinden i min mors køkken.

Der var lavet rensdyrleverpostej (fra en lever, Jan kom med), som kunne garneres med hjemmesyltede rødbeder,

lammerullepølse af grønlandsk lam,

marinerede ørreder,

røgede laks,

gravad laks,

mattaksalat

foruden at der også var sild af enhver afskygning, en kammuslinge-ret som min far stod for og bagefter fik vi lammekølle og grydestegte ryper.

Til kaffen vankede der hjemmebagte klejner og brunkager og naturligvis Lenas hjemmelavede konfekt.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg forsøgte at holde en smule igen.

Det var svært og det lykkedes ikke hele tiden.

Faktisk holdt jeg kun igen med snapsen, hvor jeg kun fik een (min fars kvanesnaps) og slet ingen øl.

Det er kvalitetsmad af den allerbedste slags.

Og ærgerligt, at jeg ikke kan tage billeder af det som de professionelle mad-fotografer, der kan få et blegt franskbrød til at se både indbydende og sexet ud.

Synd, at du ikke kan smage, for det er bare så lækkert.

I eftermiddag er vi inviteret til kaffemik og i aften skal vi til stor fest.

Min mave er på overarbejde sammen med min samvittighed.. i januar, når den igen står på rugbrød og havregryn vil jeg dog tænke tilbage på de mange gode retter i julen

Mistænkelig

Update: Jeg tror sørme, at jeg fik det fjernet, men gider du give mig besked, hvis det dukker op hos dig, når du læser med hos mig???

Siden i går er denne dukket op på min skærm, når jeg skulle se min blog.

Jeg ved, at den også dukker op hos fx. mine forældre, når min blog skal ses.

Jeg har annulleret den mistænkelige anmodning hver gang.. hvad går den mon ud på?

Har du set det før?

Hvad er 2pinde.typepad..for noget??

Hvad kan jeg gøre for at det forsvinder?

Dukker den også op hos dig, når du kigger hos mig???

Mærkeligt og lidt foruroligende

Sumi betyder hvor?

Et halvt døgn senere og ved nærmere eftertanke:

I venstre side af min blog har jeg meget højt og tydeligt gjort opmærksom på, at al tekst og alle billeder tilhører mig og at der skal indhentes tilladelse til at gøre brug af alle dele.

Det ville have været på sin plads om P. Berthelsen lige havde grebet knoglen og spurgt om det var i orden.

Det ville det højst sandsynligt have været.. men forstår du, hvad jeg mener???

Man spørger om lov, hvis man vil låne andres ejendele og denne blog med tekst, billeder og hele svineriet er mit og ingen andres!

 

NÅ! Men:

 

Jeg gav Jan en bog i julegave.

“Sume” .

Og to af cd-er der for nyligt er udkommet.

Digitaliserede og genoptrykt.

Og han fik også et par ledningsløse hovedtelefoner.

 

Han har siddet og læst i bogen stort set siden han fik den, men lige før råbte han nede fra køkkenet:

“ Dorthe, du er i Sumes bog” . Næææh.. den troede jeg ikke på.

 

Mig, ned og kikke og ganske rigtig, står jeg direkte citeret på side 71.

Det er dette indlæg som er citeret med navn og jeg skal komme efter dig.

Det er da ret smigrende, er det ikke?

Lys på kirkegården

Vi går altid i kirke i julen.

Altid.

Bagefter går vi på kirkegården og tænder et lys på min aanaa og aataas grav. (aanaa= farmor/mormor. Aataa=farfar/morfar)

Og mine oldeforældres grav også. Min mors bedsteforældre.

 

I år tændte jeg et lys for farmor, som jeg stillede ved det store kors på kirkegården.

 

Vi er ikke de eneste, der tænder lys på kirkegården.

Faktisk er der lys ved de fleste grave og det ser så smukt og stille ud, når man kører/går forbi på hovedvejen.

I morgen er der nok ligeså mange lys, om ikke flere.

 

Kan du mon fornemme stemningen?

 

Da billedet blev taget, blæste der pænt hårdt fra øst og gjorde, at kameraet ikke kunne holdes stille på stativet, men du må gerne klikke på billedet, hvis du vil se det i større format, selvom det er lidt rystet.

 

Lige nu er jeg så mæt, så mæt, så jeg ikke engang orker, at rose min mors mad… Nøøøj, hvor har vi spist godt!

Det kommer senere, når maven er faldet lidt til ro og kalorierne er forbrændt.

 

Da vi kørte hjem, var vi en tur forbi dumpen med papiraffald.

Der var nordlys, som drillede.

Hver gang vi stoppede bilen for at kikke, forsvandt det igen.

Derfor dette sølle billede og kun ment som dokumentation

I gamle dage sagde eskimoerne, at det var de døde sjæle, der spillede bold med et hvalros-kranie, som vi kunne se som nordlys.

Hvis det er sandt, så blev der skudt et par mål her til aften.

Jeg vil smutte i seng velvidende, at een af de nærmeste dage dukker Jans gave til mig op. Jeg glæder mig så meget.

Traditioner og påskønnelse

Jeg kan næsten ikke forestille mig, at der findes nogen højtid eller begivenhed, der er mere traditionsbunden end julen.

I vores familie, er der tradition for, at det mig, som laver juledekorationerne senest den første søndag i advent.

Og den 23 december efter aftensmaden går hele min familie over til mine forældre, hvor jeg pynter deres juletræ og hvor vi får æbleskiver og noget varmt til halsen.

Juletræet bliver pyntet næsten ens og uden de store udsving hvert år.

 

Og når vi skal hjem igen, vil pigerne gerne en tur rundt i byen og se, hvordan folk har pyntet udenfor deres hjem.

Det har stået på lige så lang tid som jeg husker tilbage.

Julepynten bliver kommenteret og man kan i sandhed sige, at der er noget for en hver smag.

Der er en variation og alsidighed.. næsten lige så alsidig, som der er folk i byen.

Der er ikke så meget, som der plejer, blev vi enige om og på en eller anden måde er det lidt trist. Det er sjovt og spændende, at se andres pynt.

 

Trist, –det bliv min mor bestemt ikke, da jeg kørte over og gav hende en buket blomster til aften.

 

Jeg synes, hun fortjener det så rigeligt.

Hun har i mange, mange dage stået i køkkenet og lavet mad, forberedt og gjort ved.

Hendes julemiddag er som regel, så englene synger og det er den højst sandsynligt også i morgen.

Alene duftene der er sivet ud af huset de seneste par dage, når vi er kommet forbi…

And med det hele og lidt mere til.

Lidt meget mere til!

Det eneste vi skal levere, er ris a’lamanden -og lidt rødvin kom vi med af egen fri vilje.

Risen er nu også frivilligt, men også en tradition.

Efter at min søster er flyttet til Danmark, har hun også troligt sendt mig princips fede, duftende og gode vaniliestænger.

Der skal ordentlig vanilie ned i sådan en la-mande.

Ikke de der fesne, tynde og tørre nogen, som man kan få her i byen.

De hverken dufter, er fede eller giver den gode smag, som der skal til en juledessert af den traditionelle af slagsen.

Min søster Lena, laver traditionen tro, det lækreste konfekt, som du kan forestille dig.

Svøbt i chokolade og med variationer, som du kan drømme om flere måneder frem om.

Konfekt, som er omhyggeligt lavet, så du næsten ikke nænner at spise det.

Kun næsten!

Og har du fået et stykke, skriger dine smagsløg om mere og mere og mere…

 

Ydermere er vi, traditionen tro, inviteret juledag hos mine forældre og der er alt hvad hjertet begærer.

 

ALT, siger jeg dig og lidt mere til. Faktisk så meget, at vi kan spise rester helt ind i det nye år. Hvad vi så også gør i tide og utide.

 

Hvis min mor ikke fortjener en lillebitte påskønnelse i form af en buket for al den tid med tilberedelse af maden, så ved jeg jo ikke….

Jeg ved, at hun blev glad og jeg er ret så sikker på, at vi i morgen aften på denne tid er stop-mætte af det fineste tilberedte julemad ved det fineste dækkede bord.

lidt sjovt med to julestjerne:

 

Vi bliver kun 8 i år. (Du har ret mor, vi bliver jo 9)

“Kun” siger jeg.. jeg burde skamme mig.

Rigtigt meget endda.

 

Der sidder nogen derude, som sidder alene.

Som er ensomme og som ikke har nogen at fejre højtiden med.

De er i mine tanker, når jeg sætter mig til bords med de mennesker, som jeg holder allermest af.

Jeg er priviligeret og rig og det vil jeg huske mig selv på.

Sådanne ting glemmer jeg for ofte.

De, for mig selvfølgeligste ting, som absolut ikke er selvfølgeligt for andre. Nogen at fejre højtiderne med.

 

Min søster holder jul i Danmark hos vores kusine og hendes søde familie.

De bliver ikke alene.

Det stikker dog lidt i hjertet af min søster og hendes sønner ikke er her, men jeg er overbevist om, at de får en dejlig aften med god mad og fin stemning.

Måske er det alderen, der gør mig lidt sentimental??

Jeg savner hende og hendes lille familie op til julen, men inden vi ser os om, er tiden gået og så står de her.

Simon min store dreng, er flyttet ind til Kangerlussuaq. Han kommer heldigvis heller ikke til at sidde alene. Han har gode venner som drager omsorg for ham og som sørger for, at han ikke sidder alene.

TAK til dem fra en mor, der er lidt sentimental!

 

Jeg glæder mig!

Jeg glæder mig til i morgen.

Til min mors mad og til endnu engang i år, at have nogle faste traditioner, som går ret så langt tilbage i min erindring.

 

Da jeg var yngre var jeg ret så træt af traditionerne indimellem. Det skal man vel være, når man er ung og lettere rebelsk?

De fleste af traditionerne giver dog tryghed og en rolig viden om, hvad der skal ske, hvornår, hvorhenne og hvorfor.

 

Julen er hjerternes fest.

Traditionernes fest.

Jeg håber, at du får en god og velsignet jul. Med eller uden traditioner.

GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE

Heldig vinder!

Nogen siger, at heldet følger den dumme…

Jeg føler mig ikke dum.

Jeg føler mig så svineheldig som nogen anden.

Fætter Højben, go home!

 

Jeg har været nede i qiviut et par gange i denne måned.

I denne måned var der lodtrækning om en aldeles skøn jakke i 100% ren moskus-uld til en værdi af 7.500,- dkk. fra Nando canadien muskox.

Den er i moskusokse-inderuldens naturlige farve;- blød chokolade-brun.

For at deltage i lodtrækningen skulle man skrive sit navn på sin købebon og jeg huskede det den ene af gangene, jeg handlede dernede.

Garn til mine håndledsvarmere, som jeg lige om lidt er færdig med, faktisk

Jeg troede, at lodtrækningen skulle foregå i går kl 16.00 så jeg kørte derned i går sammen med Jan.

Nej, desværre, det var først i dag.

Vi købte en gave og jeg fik Jan til at betale og skrive på sin bon også..man ved jo aldrig.

I eftermiddags blev jeg ringet op.

Jeg var den heldige vinder af jakken. På min egen bon! Om jeg blev glad? Jeg lover dig….

MIG!

En gladere vinder findes vist ikke.

Jakken er blød som det blødest bløde og den er bare SÅ lækker.

Den strammer en smule over barmen, men jeg har luret, at knapperne kan flyttes (medmindre jeg pludselig taber mig 5 kg.)

Det tror jeg, at jeg vil.. altså flytte knapperne lidt. (tabe mig.. det har jeg vist sagt så mange gange uden at få gjort noget ved det, så det undlader jeg at sige)

Måske jeg ved samme lejlighed skal skifte knapper ud med knapper af moskusokse-horn??

Dem må jeg kunne lave selv?!

Se.. mig får du ikke til at gå på garn-skrump i år Det lønner sig nogen gange at købe lidt ekstra garn.

Jeg havde lyst til at rulle vinduet ned i bilen og råbe “TAAAAAAAK” hele vejen hjem.

TAK

(Jeg er ikke helt rask. Jeg ligner noget, som er løgn og føler mig også som sådan, rent helbredsmæssigt, men jeg er glad, glad og glad og så er det lidt nemmere at være snottet og syg)

Håndledsvarmere i tre luksusgarner

Siden i går har jeg været mat i koderne. Alle koder.

Jeg meldte mig syg for 2. gang i dette skoleår og håbede virkelig, virkelig at det ville gavne.

Det gavnede overhovedet ikke. Det eneste, som jeg fik ud af det, var klaustrofobi og følelsen af at være fængslet i eget hjem.

Jeg snotter, er ør, øm og godt gammeldags snottet.

Jeg burde vel nærmest sige:” igen i år” med stemme som Silas i “ Terkel i knibe”.

Sidste år var jeg snothamrendemøgforkølet. Forrige år meldte jeg ganske enkelt afbud.

Jeg har drukket 1 hel liter kamille-te og forsøgt at visualisere sundhed og friskhed hele dagen.

Heldigvis er der sidste skoledag før juleferien i morgen og dagen er hurtigt overstået.

Jeg skal møde kl 9 og regner med at være færdig ved middagstid.

Så skal jeg ikke ligge samfundet til last mere i dette kalenderår, hvad angår aflyste timer eller vikardækning.

I går mens jeg sad i sofaen og i grunden syntes, at det hele var lidt uretfærdigt, følte at jeg havde taget min del af jule-influenzaerne i dette år-ti, strikkede jeg et par håndledsvarmere.

I strømpegarns-rester.

De blev fine, syn’s jeg.

Man skulle jo nødig komme til at mangle, vel?!

I dag slog jeg masker op til et par mere i baby-alpakka, moskusuld og to-trådet lanolingarn.

Tre forskellige luksus-garner samlet omkring mine håndled. Det kan da ikke blive bedre.

Håndledsvarmere og øreringe kan man passe uanset vægt og størrelse og der skal altid, altid være et par håndlesvarmere, som passer trøjen.

Og så er det forøvrigt et dejligt, lille og overkommeligt stykke strik, at kaste sig ud i, hvis man ikke kan/vil strikke stort lige nu, hvor du til og med kan lære nye teknikker.