Hjemlige fordomme

Når vi kender folk, men endnu ikke har besøgt dem i deres hjem, gør vi os ofte nogle forestillinger om, hvordan de mon bor.

Jeg tænker nogen gange, at vores / deres hjem er et udtryk for hvem vi  / de er?!

Nogen tror, at jeg har væggene fuldstændig tapetseret med billeder.

Det har vi faktisk ikke.

Jeg har to små billeder stående på vores smalle hylder på siden af køleskabet; et af mine piger, som de har givet mig og et af mine nevøer, som jeg har fået af min søster, deres mor.

Og et maleri, købt pga de glade farver og den sølle sælger, som åbenlyst trængte til penge.

 

Både Jan og jeg elsker at se på billeder og jeg har to eksterne harddiske ( 350 GB og 1 TB fyldt op med billeder) fyldt op med fotografier.

 

For mange år siden havde vi væggen i vores smalle, smalle gang tapeteseret med billeder af familien.

Det var vist oppe i tiden at have billeder hængende i fine rammer og jeg skal komme efter dig.

Det var såmænd også fint sålænge det stod på, men det passede ikke til mit temperament i længden.

Det blev for ensartet, kedeligt og for uforanderligt.

Ikke at der er noget galt med ensartethed og uforanderlighed, men jeg kan godt lide at se på noget nyt engang imellem.

Bare en gang imellem.

Billederne blev pillet ned og op kom en smal hylde under et smalt spejl, som skulle reflektere det lidt lys,

som kan klemmes ind i den lange, smalle gang.

Sidste jul fik jeg af Jan en digital fotoramme og ret ofte skifter jeg billederne ud.

Lige nu sidder der 603 billeder på kortet, som kører en stille rundgang på den lille skærm.

De kører i et stille og lydløst show, skifter konstant og det er rystende let at skifte billederne ud til det som passer til humør og temperement lige nu.

Den hænger så fint på væggen, som skjuler siden af køleskabet, hvor Jan har sat smalle, smalle hylder op, hvor mit eneste krims-krams / pynt kan stå.

Meeeeen… som du nok kan regne ud, tager jeg mange billeder af alt mulig hele tiden.

Nogen af billederne er til bloggen, andre fordi jeg ser noget pænt og andre igen er af mine børn, mand og familie. Og hvis jeg selv skal sige det, er nogen af dem rimeligt vellykkede og nogengange har jeg været nysgerrig for at se dem på papir og op på væggen.

Hos nogen af vores venner har jeg set en løsning, som bare er så genial, at jeg måtte kopiere, efterligne og eftergøre og da der ikke er så forfærdeligt langt fra tanke til handling, hvad sådanne ting angår, hos mig, blev Jan gennet til at skrue nogle skruer i væggen og jeg satte mig ved min printer.

Min tid foran printeren i går aftes springer vi let og elegant over, for det indebar hidsige udfald, rykken udskrift i småstykker og andre temperementfulde udbrud ledsaget med lange, høje bandeord og en søster, der blev hidkaldt i nattens mulm og mørke, men til sidst lykkedes projektet. (TAK Lena!)

Jeg er tilfreds med resultatet (når Jan har fundet, skaffet og erstattet de to øverste wireklemmer med nogle små).

(Den opmærksomme har sikkert noteret sig, at jeg ikke har et billede af Simon? Jeg har ikke nogen gode billeder af min egen søn. Skandale! Det skal der gøres noget ved, når han kommer indenfor skudvidde.)

Min printer er fantastisk god, når den virker og udskriftene er utroligt flotte på glossy papir, men jeg råder dig til at købe blækpatroner med chip.

Det andet; uden chip, er en rodet og usikker affære, som kan bringe den mest pragmatiske og flegmatiske i affekt.

Nå, men hvorom alting er, så har jeg ihvertfald tilført hjemmet lidt flere farver og det hele kan pilles ned igen på et splitsekund.

P.s Jeg elsker staldlamperne som sidder i loftet. Andre hader dem.