Kold københavner

Nogen mennesker mener helt alvorligt, at Jørn Riel er fuld af løgn.

Nogle smiler lidt af ham og syn’s at han har en livlig fantasi.

Det har han måske nok, men har du boet heroppe i bare et halvt år og har øje for de lidt mere underholdende eksistenser, ved du også, at helt galt på den, har Jørn Riel altså heller ikke været.

Der er hold i løgnen og sandheden. Fantasien fejler ikke noget heroppe i mørket og den bliver flittigt brugt til alternative og anderledes løsninger.

 

Nu er det så ikke lige Jørn Riel, jeg vil skrive lidt om, men snarere om en ung mand fra Vanløse, der fandt herop for 1½ år siden.

Næsten direkte fra Sydhavnen, hvor han tog afsæt til sin tur herop.. siges der.

 

Han fik nogle hunde og sidste sæson gik der mange og lange beretninger om hans manglende succes på slæden og hundenes totale svigt foran selvsamme slæde.

Det fratog ikke den unge mand fra Vanløse lysten til at lære at køre hundeslæde, så han brugte timer og atter timer sammen med sine hunde i sommer og han var een af de allerførste til at give sine hunde seler på og spænde dem foran slæden i efteråret.

Med stor succes.

Hånlatteren er forstummet, erstattet af lidt flov-smag i munden og det stolte smil kruser i mundvigene på vores slædekusk.

 

Imellem arbejde, træning og samvær med sine hunde, var han på kursus, hvor han fandt en grønlandsk skønhed og der ikke ikke lang tid inden vores unge mand fra Vanløse havde tabt sit hjerte.

Heldigvis samlede den unge, grønlandsk pige hjertet op i sine hænder og sådan noget lader en ung mand fra Vanløse ikke bare forbigå i tavshed.. åbenbart.

 

For et stykke tid siden fortalte han, at han nu ville flytte nordpå og hans hunde skulle altså med.

De hunde, som han har brugt så mange timer hos og med.

 

Alle andre ville have fået hundene aflivet eller solgt dem videre.

Men ikke vores gode Grønlandsfarer.

Han allierede sig med Jan, som spurgte mig, om jeg også gad.

Sidde ved rattet og træde lidt på bremsen ind i mellem.

Jo, jo.. “øøøh.. er det farligt”, fik jeg spurgt, men man skal ikke tage bekymringerne på forskud.

 

Hundene i en sele og bundet fast foran bilen, Jan ud på den ene side af hundene og vores unge mand til at gå foran ned gennem hele byen i myldretiden med masser af trafik på vejen fra den ene ende af byen og helt ned til havnen.

Vi fik en masse smil og vink hele vejen ned gennem byen. Det er ikke hver dag man ser et spand hunde bundet fast foran en hi-lux, men det er set før

Det er forøvrigt svært at fotografere, mens man kører på.. ikke hestekræfter, men hundekræfter.. hele 12 stk. Du må nøjes og tage billeder, som fotodokumentation og ikke billedkunst! (som sædvanlig )

Nede ved kutteren, som driver hvalfangst op og ned langs kysten,- som hunde og mand skulle fragtes i, hev vores Vanløse-mand en frostboks frem med sodavand og øl.

“En afskeds-drink”, sagde han højt på sin brede accent, som, hvis du lukkede øjnene, ledte tankerne ind i en baggård ved Sydhavnen, mens han kastede beroligende blikke ned til sine hunde, der nysgerrigt kikkede på ejer og hvalfangeren.

En stor bred mand med attituden i orden

En fin afskedsreception af den lidt mere usædvanlige slags.

 

Mens han stod der på kutteren med sine hunde og rejsetasker, råbte han ud til os på kajen, at man ikke skulle tænke for meget over tingene..

 

Det har han vist evigt ret i.

Han løftede armen og forsvandt ud i mørket ledsaget af den hyggelige lyd fra kutteren og hundenes ivrige åndedræt.

 

Jeg håber, at kærligheden holder deroppe nordpå.

Det er ihvertfald ikke hver dag man møder en ung mand, kun lidt ældre end Jan og mig, med eventyr-lysten i god behold og mod på livet og kærligheden, der fragter sig selv og sine hunde afsted i en hvalfangerkutter kun 1½ år efter at han har forladt Sydhavnen.

Jørn Riel havde nok set lidt flere detaljer end jeg har set i dag og Jørn Riels historie havde måske været lidt mere farverig end min, men han er forfatter og kan tage sig nogle kunstneriske friheder.

Jeg er bare mig og kan vist ikke dække mig ind under kunstnerisk frihed.

Læs Jørn Riels skrøner i juleferien, smil og vid, at historierne ikke er fantasifostre og ren tankespind i Hr. Riels hoved. Ikke helt.