Farmor

Det ville være underligt, hvis jeg ikke nævnte det her, men mine pigers elskede farmor, min dejlige og enestående svigermor gik bort i dag.

Hun fik alt, alt for få år og blev slet ikke gammel nok.

Lige nu myldrer mit hoved med minder, tanker og følelser.

 

Pigerne og jeg føler os meget, meget langt væk og ville gerne have sagt hende et ordentligt farvel, givet hende et kram og et knus, fortalt hende, hvor meget vi elsker hende og hvor nødigt vi vil undvære hende.

 

Vi har forsøgt at sende hende kærlige tanker de sidste par dage og jeg håber, at de nåede frem. Tanker med kærlighed, håb om bedring og i dag, -tak for alt, hvad hun gav.

Jeg håber, at jeg engang, når jeg når dertil, vil blive en ligeså god svigermor og bedstemor, som vores dejlige farmor/ min svigermor.

Vi kunne kun sende tanker og gode ønsker afsted, men heldigvis nåede Jan og hans bror frem og til  at se deres mor og få en kort stund med hende.

Pigerne og jeg har siddet med armene omkring hinanden hele dagen i dag og lade minder flyde og tårerne trille.

Minder har vi heldigvis mange af og selvom vi gerne ville have haft mange, mange år at samle flere minder om farmor i, er de minder vi har, gode og dejlige.

De minder vil blive værnet om og passet på.

Lige nu svæver vi rundt i et mylder af gode minder, stærke følelser og uvirkelige tanker.

Vi er langt væk, men i tanken står vi sammen med familien i Danmark.

Nu ved du, hvis der lige er lidt stille her på adressen.

Jan og Johannes gåtur

Jan og Johannes gik langt, meget langt og meget længe.

De så ingen ryper, men de så en falk, som havde mere held end dem.

De havde en god tur, som du kan se på Jans billeder.

Det er ikke altid, at det er jagt-heldet, som gør, om man har haft en god tur eller ej..

 

Min lørdag

Pigerne, Lena og jeg spiste aftensmad på Taseralik.

Vores mæn’ner var endnu ikke kommet hjem fra deres gåtur i fjeldet, så vi kunne lige så godt fortsætte i hinandens hyggelige selskab.

Vi besluttede os derfor til at tage på Taseralik.

Ud af de kæmpestore vinduer på Taseralik kan man se at springvandene (eller hvad du nu vil kalde dem) og de gør, hvad de kan, for at holde vand-cirkulationen i gang i Spejdersøen.

Jeg tror, at der skal større og mere magtfulde midler til for at holde alger og snask ude af det vand?

Folk er umådelige flinke til at fodre ænderne og vejret har været varmt stort set siden midten af juni. Det varmer den lav-vandede sø op.

Jeg var engang på et kursus, hvor vi målte dybden op. Den målte højst 5 mtr og det er jo i grunden ikke meget for så stor en sø.

Det giver alt sammen alger.. OG jeg så i løbet af sommeren to mænd ro rundt i en gummibåd, hvor de forsøgte at rive de slimede alger sammen.

En umulig opgave, som de også hurtig opgav.

Men det var da sikkert sjovt, at ro rundt i Spejdersøen under alle / under andre omstændigheder?

Men hvad ved jeg forøvrigt om, at holde en sø algefri??

Laura sad stille og lod sig frivilligt fotografere på Taseralik, mens vi ventede på vores lakse og kyllinge-sandwiches:

En isterning på bordet udgjorde også en del af underholdningen i ventetiden:

Og så var mæn’nerne hjemme igen  inden vi fik spist vores sandwich.

Pigerne skulle til taekwon-do træning fra 20.00-21.30 og så kunne Jan og jeg jo køre lidt rundt i byen og se på “natte”livet:

Broens belysning er speciel.

Den er orange-gul-rød og skæret ned i vandet er anderledes:

Kirken i mørket og kl er 21.40.. lige før vi henter pigerne fra deres træning. Det er ikke så tit, at jeg står foran kirken i mørke:

Hvis du stiller dig op på siden af kirken.. på nordsiden, ser hovedvejen sådan cirka sådan her ud:

Og så ville jeg gerne ud til elven for at se, hvordan den ser ud i fuldmåne-lyset. Den var pigerne og Jan med på.

Og der var en smule nordlys. Det blir’ det jo ikke ringere af:

Da vi kom hjem og jeg steg ud af bilen, tabte jeg hele mit kamera på den bare klippe.. Bang sagde det meget højt og det lød som metal blev flået fra hinanden.

Gevindet på objektivet fik sig et ordentlig hak.

Jeg var græde-færdig.

Havde jeg været alene, havde jeg sat mig til at stor-tude! Meget højt og meget, meget inderligt.

Jeg vidste jo ikke, om det var gået helt i stykker, men kamerahuset fejler så vidt jeg kan se ikke noget og med lidt forsigtighed fik jeg skruet et UV-filter på det ødelagte gevind, så jeg kan sætte filtre og dæksel på, hvis det skulle blive aktuelt. Og det er det nogengange.

ØV!

Men godt at det ikke var værre.

Jeg så engang, at man kunne købe noget gummiarmering, at sætte udenpå sit kamera..endda billigt- måske skulle jeg have tænkt på det noget før?!

NOT

Jan er taget ud i fjeldet med sin riffel på nakken.

Han vil gå langt og længe.

Langt og længe gider jeg ikke, men jeg gider godt fjeldet, men der er ingen, som gider det med mig.

Godt, at jeg så har nogle messing lysestager, som trænger til at blive pudset.. NOT!

Lørdag formiddag

De sidste par dage har trukket tænder ud, sådan rent arbejdsmæssigt. Ikke bare een tand, men hele tandsættet.

Det er godt, at det er weekend og at jeg kan puste ud en gang imellem.

Nede foran huset står min ene sommerblomst, som blev sået i skolens vindueskarm i foråret og blomstrer sødt og fint med meget anerledes farve. Den lyser op og kalder mig til sig og jeg kommer gerne.

Lupinen ser frodig og grøn ud, hvis man ser bort fra dens mange huller.

Jeg er overbevist om, at den blomstrer næste sommer.

Dét har den bare at gøre, for jeg er forventningsfuld og glæder mig til at se den lilla blomster, som den gemmer og kun lige lader mig ane, at den har.

Det er weekend og jeg behøver ikke at tænke på mit arbejde førend på mandag og der er laaaang tid til..

Fuld måne

Der er fuldmåne derude.

Hoved”personen” gemmer sig godt nok bag skyerne, men jeg har opdaget, hvor fuld den er.. og så på en ganske almindelig torsdag aften midt i september.

Ryper efter storm-vejr

Det var ikke meget sammenhængende søvn vi fik i nat.

Det blæste helt vildt og vindstødene var iflg. DMI oppe på 32 mtr/sec.

Vinden kom fra øst og så er det, at Jans båd ligger meget, meget udsat, hvor den nu ligger fortøjret.

Jan stod op midt  i nat og kørte ned for at se til sin båd og igen før han tog på arbejde.

Jeg kørte ned forbi lystbåde-havnen senere på formiddagen og der var en aktivitet, som mest af alt mindede om en myretue; masser af bekymrede bådejere, som var nede og tjekke om deres fortøjringer holdt, stramme snore og tove op og enkelte valgte at sejle deres båd om i havnen, hvor der var læ.

Jans båd lå midt i de store bølger. Og de var store!

Stævnen huggede dybt ned i de krappe bølger for derefter, at vise næsten hele sin stævn, samtidig med, at den vuggede fra side til side, så kaleschen var næsten nede og røre de hvide bølgetoppe.

Det var nervepirrende at se på, men heldigvis lagde stormen sig hurtigt og drejede i sydlig retning og bådeejerne kunne ånde lettede op.

Jan brugte et par små timer i eftermiddags på en lille gåtur.

Han kom hjem  med 4 ryper, som kommer til at udgøre vores aftensmad i morgen.

De er altså ret dårligt kamofleret denne tid. ¨

De er ved at skifte fra den brune sommerdragt til den hvide, tykke vinter-frakke.

Ikke en lørdagskylling, men en fredags-rype.

De skal simre langsomt i en stegegryde uden at blive tørre og jeg skal se, om jeg kan finde nogle fine, små kartofler i butikken til at ledsage dem. Jeg har sukkersyltede tyttebær og mon ikke det burde være anledning til et enkelt glas god, mørk rødvin?

 

Ullormut eqqarsaatigisassat

Jeg drikker en liter te om dagen.

Jeg ved, at det er en liter, for det er hvad min termokande kan rumme helt præcist.

De sidste par uger har jeg drukket yogi-te. Green chai er favoritten for øjeblikket, men sweet chili er den, som jeg vender tilbage til igen og igen.

Den er ikke at købe i byen for øjeblikket, men det giver mulighed for at prøve noget nyt.

Det er ikke det værste, at blive nødt til.

Det er lidt hyggeligt at få “dagens citat” med i købet..

Ullormut eqqarsaatigisassat: Noget at tænke over i dag..

Kaffe-påvirket

I dag gik Sara og jeg på cafén på Taseralik. 

Der gik ikke mange minutter, så var vi lokaliseret, først af Jan og lidt efter af Laura.

Vi fik kakao med flødeskum/cafe latte og lidt afslapning.

Sara nåede sågar at klippe et af den begyndende alderdoms mindre charmerende kendetegn af Jan: et øjenbrynshår på knap en ½ meter.. eller noget i den retning.

Rolig, ingen så dem og det var overstået på et halvt sekund og så var yngstebarnet tilfreds med det visuelle.. ingen skæmmede hår til at ødelægge helhedsindtrykket.

Sara blev lidt fjollet af sin cafe latte.. hun drikker kaffe i ny og næ. 

Om det er kaffen, som gør hende lidt overstadig og fjollet skal jeg lade stå usagt, men hun både sendte blikke

og foldede sin tunge.

Kan du folde din tunge?

Jeg kan ikke.

Forleden dag, da jeg tilfældigt sad overfor min far på Sømandshjemmet si’r han pludselig efter at have kigget på mig:

Far: “Godt, at jeg ikke har fregner”.

Mig:”Hvem har da fregner?”

Far:”Nåååeh, ikke nogen”

Mig: “Hvorfor si’r du så sådan?”¨

Far:”Fordi jeg er glad for at jeg ikke har fregner”

 

Jeg ved da godt, at jeg har en fregne eller to, men jeg kan garantere, at de ikke gør ondt. (måske han er lidt misundelig over mine fregner?)

Sara skulle også fjolle lidt med mit kamera i dag og jeg stod for skud. Da jeg så billedet, kunne jeg godt se, hvorfor min far kom til at tænke på folk med fregner….

P.S i grunden lidt mærkeligt: 

-Vi må ikke have lange, buskede øjenbryn, men øjenvipperne kan ikke blive lange og tykke nok.

-Vi må ikke have hår på benene, men håret på hovedet kan ikke blive tykt nok.

-Vi må ikke have hår under armene, men barberer vi det af og får skægpest, er det også galt.

-Vi skal helst ikke have grå hår, men betaler frisøren i dyre domme for at få lyse striber i håret.

Og fregner er charmerende (på nogen) men leverpletter på hænderne er grimme og man køber cremer for at blege pletterne..

Optur

Kan du huske sidste år, da et lillebitte stykke af Præstefjeldet brændte?

I dag, da jeg sammen med mine elever passerede det afbrændte stykke, kom jeg til at tænke på, hvor langsomt vegetationen heroppe vokser til igen og bliver hel.

Som det så ud i dag, lignede det, hvad det var:

et brandsår og der går nok mange år før det bliver grønt og farverigt.

Det er resten af fjeldet.

Det er smukke, smukke farver, som jeg aldrig bliver træt af.

Faktisk bilder jeg mig lidt ind, at det garn, som jeg bestilte og købte hos Kenneth for et stykke tid siden og som jeg modtog allerede i forgårs har de samme toner (hindbær og retro-rust).

Garnerne er ihvertfald smukke og jeg har kastet mig over hindbærren, som gerne skulle ende med at blive en fin cardigan..hvis jeg har garn nok?? Og kan finde ud af opskriften.. Vi skal jo for Guds skyld ikke glemme at jeg har strikkekrise, vel? Jeg har ihvertfald krise med at læse selv den simpleste opskrift, så kryds fingre og tæer, for den cardigan i netop den farve ville se så flot ud til mig til vinter, når der bliver mørkt og trist.

Nå, men det var fjeldet og farverne jeg kom fra:

Engang i tidernes morgen, da jeg boede i Danmark (i hele tre lange år) var jeg engang ude i skoven med et kamera.

Det var dengang, hvor der skulle sættes film i fotografiapparater.

Man kunne oftest vælge mellem 24 eller 36 billeder, hvis man skulle købe dem.

Jeg havde taget to ruller med 36 billeder med og fotograferede på livet løs indtil solen forsvandt og jeg mente, at de 36 billeder måtte være opbrugt.

Det var de ikke.

Overhovedet ikke, for begge film lå ubrugte i min lomme og i min erindring har skovens farver aldrig været smukkere end lige netop den dag.

I dag, da vi var halvvejs oppe på Præstefjeldet med 12 af vores elever, havde jeg dog “film” i mit kamera (coolpixen) og det var endda så rigeligt.

Men jeg fik ikke taget mere end disse få billeder:

Det er kun 2. gang, at vi går på Præstefjeldet med eleverne. I dag havde vi kun 2 timer til det, hvilket var alt for lidt.

Jeg nåede ikke toppen, men fik da set byen fra oven og nåede at sidde med nogen af elerne og spise madpakke.

Næste år skal jeg huske at foreslå, at vi skal bruge mere tid til det, så vi kan nå at nyde turen og hinanden.

Det er nemlig mental energi-optankning til både os og vores elever

Træls

Jeg har haft tics inde i og omkring venstre øjenkrog i snart 3 uger.

Ikke hele tiden, men næsten.

Mange og lange sammentrækninger, som både mine kollegaer, elever, mand og børn lægger mærke til.

Det er ikke bare sådan nogle små trækninger, -næ nej, det er voldsomme trækninger, der foreks. gør, at det er svært at læse eller koncentrere mig om ret meget end mit forb… øje.

Det er pænt træls.

I desperation har jeg været på nettet for at finde ud af, hvad jeg kan gøre ved det? !

Nogen nævner stress, nogen mener, at det er magnesiummangel og andre siger, at man intet kan gøre ved det.

Noget vil jeg gøre! Bare noget!

Det skal gå væk, for var jeg ikke stresset i forvejen, så bliver jeg det meget, meget snart.. af mit øje.

Og så er det udmattende.

Alt for meget energi går til at tænke på det sitrende, krampende øvre øjenlåg.

ØV

September-søndag-sysler

Jan og jeg har været ude og sejle siden i formiddags- først ind i fjorden og siden ude på det åbne hav.

Vi gik i land nogen steder inde i fjorden, spiste sortebær og hyggede grundigt.

Det er ikke ligefrem haute couture, der fremvises, når jeg er ude og sejle, men det er ren uld og varmer dejligt.

Jakken er termo og ville sikkert også klæde en dansk bondemand, når han går ude på sine marker.

På vej hjem slog vi, som sagt kursen ud mod det åbne hav og Jan skød to sæler.

Den ene sank øjeblikkelig.

De kloge siger, at fedtet, udover at holde sælen varm også gør den flydende for os, hvis vi har ramt/skudt den.

At den synker hurtigere, hvis den er mager og tynd?

Vi ærgrede os helt vildt, men rejerne, krabberne, søstjernerne og alle de andre af havets skraldemænd er nok glade? De fik noget nem mad i dag.

Den anden kom med hjem og Jan er naturligvis glad.

Han har i den grad fået “tawet” på at skyde sæler. Dét tegner godt.

Min søster, som bor i Ålborg, har været på et åbent landbrug sammen med sine drenge i dag.

Hun skrev harmdirrende på facebook:

”SVINERI! Siger jeg bare.

Fy for den lede.

Tænk, at det er lovligt, at behandle dyr sådan.

Og "dem", der siger, at sæljagt og grindefangst er dyplageri.

"Vores" dyr lider i max 5 minutter - disse dyr lider hele livet.

Aaarg, kan ikke hente billeder fra mobilkameraet ud.

Men fik ellers fotograferet flere bunker døde - og dødfødte grise/fostre.

Nøørj, hvor var det bare klamt “

Jeg gætter mig til, at det varer lidt inden hun skal have ribbensteg, flæskesteg eller grisehaler til aftensmad.

Vi vil til gengæld nyde vores sæl-(v)fangede aftensmad.

(P.S: og I forskånes for close-up billeder af den døde sæl, da det måske kan vække forargelse, at vi skyder sæl til aftensmad. Spæk, indvolde og andet affald får hundene forøvrigt, så intet går til spilde.)

Plant en fugl

Fuglefrø: så and, en gås, en rype, en papegøje, en undulat, en ørn.. nå, ikke!

Mine forældre fodrer fuglene næsten hele året rundt.

Det er der kommet en del sjove planter ud af.. rasp (nåe, nej raps), solsikker, som dog ikke har blomstret og en masse som jeg ikke ved, hvad er:

Taget med mit coolpix og leget med i mit nye, frække program:

Igen i dag (sagt med pive-stemme!)

Jeg gik og troede, at jeg havde en aftale med tågen om at den holdt sig væk og på afstand de næste mange, mange måneder???

Det havde jeg så ikke alligevel, kan jeg konstatere!

Lørdag

Fredag plejer at være min absolutte yndlingsdag, sådan rent arbejdsmæssigt.

Arbejdsdagen starter med to timer idræt og dernæst med to timer skolekøkken.

Hverken de to første timer eller de to næste timer var der noget at udsætte på, men alt det indimellem og ved siden af, gjorde arbejdsdagen alt andet end sjov i går.

Og at der ikke kom nogen som helst løsninger på de problemer, der opstod, gjorde at min kollega og jeg kunne starte weekenden med frustrationer og spændinger, som vi gerne ville have været foruden.

Rigtig meget foruden, endda.

Og ikke for at rode rundt, så kan jeg da godt røbe, at jeg er rigtig træt af, at skal til at lave en hel masse planlægning om, at vi skal til at forberede os om igen; for ihvertfald det næste halve år.

En hel masse arbejde er sådan set spildt og det ene og alene fordi andre, ikke som os, har forberedt og gjort klar.

Vi, min kollega og jeg, var flinke i foråret og påtog os nogle opgaver i al vores naive godhed, men må så endnu engang konstatere at utak er verdens løn og at vi i den grad bliver rigeligt belønnet fra den konto.

ØV! Det bliver man hverken glad eller mæt af!

Hun, min kollega, er heldigvis også skemafri fra kl 11.30 og vi brugte derfor en god halv time på at læsse af og fylde nogle andre og mere konstruktive tanker i hovedet på os selv og hinanden.

Aflæsning og påfyldning blev efterfulgt af frokost på kafé, hvor også Jan gjorde os selskab.

Med årene er jeg heldigvis blevet bedre til at slippe arbejdet inden jeg når hjem.

Heldigvis, heldigvis, heldigvis!

Det er bare ikke rart, når man bl. andet arbejder med socialt belastede børn, at tage tankerne med sig, for tanker hos mig, har det med at vokse sig store og fyldige, hvis de ikke lige bliver vendt i kollegial omsorg og efterfølgende deponeret i arbejdsskuffen med kollegaers konstruktive kommentarer.

 

Jeg kunne derfor gå hjem sådan nogenlunde afklaret og med overskud til at tage på godskontoret, hvor jeg skulle sende en frostpakke mod 9000 Ålborg.

Dét har jeg aldrig prøvet før, men hvis det også bliver en succes på modtager-siden, er det bestemt ikke sidste gang, at det kan gøres.

Mine forestillinger om besvær og forknudret beukrati, kunne jeg godt have sparet.

Weekenden er jo stadig ung og i dag skal den fyldes med fornuft i form af lidt oprydning og støvsugning.

Røbet

Har du nogensinde tænkt på, hvor røbende din stemme er?

Eller er din stemme mon overhovedet røbende?

Når du ringer og en aldeles ukendt person svarer, sætter du automatisk et ansigt på stemmen?

Du bilder dig endda måske ind, at du alene udfra stemmen kan høre, hvordan vedkommende ser ud og har det.

Om vedkommende er sur, trist, glad, venlig, uvenlig, er høj, er lav og så videre?

Når du så ser personen.. svarer dit billede af personen til personen i det virkelige liv?

Og har du nogensinde tænkt på, at når du åbner munden, kan andre se ind i dit indre.. bogstaveligt talt?

Hele dit tandsæt med plomber og hele din mundhule med tunge, drøbel og hele piv (-e) tøjet.

Når jeg er til tandlæge og han/hun roder rundt inde i min mund og piller ved mine tænder, er det grænseoverskridende og meget intimt.. på den ubehagelige måde.

Lige så grænseoverskridende som en gynækologisk undersøgelse, faktisk.

Tandlægen kan, hvis jeg ikke har børstet tænder grundigt nok se, hvad jeg sidst har spist . Han/hun kan se om jeg drikker for meget sodavand, om jeg får for meget kaffe og te eller om mit rødvins-indtag er for massivt.

Han kan også se, om jeg ryger eller om jeg er for voldsom med tandbørsten.

Og som om det ikke er nok, afskriver jeg enhver form for konstruktiv dialog med ham, når jeg ligger der med åben mund, da jeg i sagens natur ikke kan samtale med vidt åben mund.

Kigger han grundigt efter og det har han jo i den grad mulighed for, når hans ansigt er så tæt på mit, se om jeg er angst.. bare ved at se ind i mine øjne og på de svedperler, der måske pibler frem under og hen over næsen, min puls ved tindingen og min brystkasse der hæver og sænker sig hurtigere end normalt.

Det der med munden er ret intimt, ved nærmere eftertanke. En tanke jeg har tænkt på bag-efter mange gange, når jeg har været til tandlæge eller fået halsen tjekket for betændelse hos lægen.

Ikke alene er det et hul ind til dit indre, men det er også en vej ud af dit indre.. i kraft af din stemme, som bliver lukket ud af din mundhule, dine læber.. ja og hvad mere? 

Holder du munden lukket, har andre kun mulighed for at forsøge at tolke dig og det du signalerer via din mimik.

Der kan tolkes rigtig, rigtig meget alene ud fra dit kropssprog.

Næsten det hele, siger de kloge, men jeg synes at vores stemme er meget røbende også. Nogen gange lidt for røbende.

Tænk bare på den sidste telefonsamtale.

Måske var det derfor det var så grænseoverskridende for mig, at tage til kor i aften med Laura.

Hun havde plaget en hel uge.

Hver dag.

Flere gange om dagen.

Hun V I L L E have mig med!

Det er smigrende, at ens datter vil have een med til kor og jeg vil så nødig skuffe nogen af mine børn, så jeg tog mig selv i nakken og drog afsted med hende i aften.

Det var hyggeligt og sjovt.

De andre i koret er nogle hyggelige mennesker og de har det rigtigt sjovt.

Men nøøøj, hvor var det svært at stå der og forsøge at få stemmen til at lystre, når den både bævrede, knækkede, var ustyrlig og ind imellem havde sit helt eget liv med pivetoner, klynketudetoner eller slet ingen toner.

Laura vil gerne have mig med igen næste torsdag.

Der er syv dage til næste torsdag og selvom jeg synger (nogenlunde) rent, når jeg synger helt for mig selv, er det altså noget andet at stå der…

Det er i virkeligeheden noget pjat.. jeg synger jo omend ikke hele tiden, men ofte og gerne i løbet af en dag..

Min lillesøsters storesøster

Hun er min lillesøsters storesøster.

Jeg ved, at hun er en god storesøster!

Hun er også en dejlig lillesøster.

Jeg er priviligeret, er jeg!

Jeg har to dejlige søstre!

Jeg håber, at de ved, hvor værdsat de er?!

Jagt-guide ;-)

I går eftermiddags efter fyraften ringede jeg til fyren, der er ven med min svigerfars ven. Svigerfars ven havde spurgt mig, om jeg ville tage hans ven med ud på sæljagt.

Havet havde været uroligt hele weekenden, men i går så der rimeligt ud.

Der var bølger og gamle døninger, men DMI’s kystvind så lovende ud, så jeg greb chancen for at komme lidt ud.

Det er altid lidt spændende, at sejle med ukendte mennesker. Bliver de søsyge, bliver de urolige og utrygge, kan de håndtere et skydevåben og kan de skyde overhovedet?

Ham her, som jeg havde med, Kim var en glædelig overraskelse.

Han kunne skyde.

Det var første gang han skød fra jolle på åbent hav.

Vi så et par enkelte sæler, som han ikke fik ram på og de forsvandt for os.

Da tidevandet vendte og bølgerne blev lange og flade, dukkede der sæler op.

Der var mange gode chancer og lige inden solen forsvandt i havet, fik Kim skudt sin første sæl.

Vi fik den fragtet hjem og jeg flænsede den foran huset og var omhyggelig med ikke at skære hul på skindet,

som han gerne ville have med hjem og have garvet.

Noget af kødet har jeg kogt til sælsuaasat her til aften og til vores overraskelse.. ja, for der er altså bare ikke mange, som kan lide sæl-suaasat, kunne Kim altså godt lide det.

 

 

Se fuldt album

Ved festlige lejligheder vil jeg i eftertiden kalde mig professionel jagt-guide.. fnis, fnis