Istedet for

Kogt rensdyr-tunge, nybagte flütes,

omelet, røgede ørreder, når nu vejret er for koldt til at grille i.

Jan er ikke hjemme.

Han er til fest og får fin mad serveret, skal ikke vaske op, men har til gengæld de fine sko på.

Vi andre, resterende hiver frem fra køleskabet og er yderst uformelle både i menuen og tøjet.

Vi ville have grillet, men faktisk er tågen så kold og klam, at jeg ikke engang gider, at tage ud og fiske/sejle.

Der er dage nok, at tage af, så en dag hjemme på sofaen gør ikke så meget.

My name is…

Kom sådan til at grine:

Jeg var inde på en blog og fik øje på vedkommendes blog-roll:

Dorthe i Valo..

I min barndom i Nuuk, var der een som hed Dorthe, een som hed Ivalo og jeg hedder Dorthe Ivalo.

Ivalo er et grønlandsk navn.

Een af mine klassekammeraters far (een som jeg tit besøgte.. altså klassekammeraten) sagde altid (og syntes at han var sjov, hvad han vel også var):

“ i vor lade i vor lo, sad den lille Ivalo og lo!

og det gjorde jeg så også lige.. no bad feelings

Rene fisk

I dag har mine akvariefisk været i bad. Er blevet vasket bag finner og gæller.

Deres en-værelses er blevet grundigt rengjort og hver en sten er blevet vendt og vasket. 

Jeg fandt een overlevende malle-unge.

Det hjalp gevaldigt på sigtbarheden i akvariet med rengøringen og jeg bilder mig ind, at de smiler til mig derinde?

Merino-pyramide

Det blir’ ikke til så meget, men et par pinde hver aften giver også lidt..

Pyramiden vokser stille og roligt.

Jeg har valgt at strikke den i min udgave: smallere og længere end original-opskriften.

Farverne er flotte omend anderledes.

Garnet er det blødeste merino-uld og jeg er spændt på om størrelsen passer.. til den tid

Vokse og gro

Selvom jeg nu både er haveejer og dyrker radisser og rabarber, vil jeg ikke påstå, at jeg har grønne fingre.

Det eneste, der gror frivilligt herhjemme er nullermændene og de mange centimeter snavs.

Hvordan og hvorfor mine orkideer bliver ved og ved og ved med at blomstre er mig en gåde.

Jeg har læst et eller andet sted, at nogen orkideer er snyltere.

Vokser på på en Y-gren på et træ. Eller sådan noget.

Nogen orkideer vokser i jorden.. altså rigtig jord.

Mine orkideer er vist snyltere, for der er ikke meget jord i potten og de trives med et par dråber vand i ny og næ.

Jeg kom til at tænke på snyltere forleden dag:

Lus, gøgeunger, svampe og mistelten og nogle mennesker.. Jeg har besluttet mig, for at jeg ikke vil være værts”plante” for snyltere..

Dét er sq for hårdt! Der skal være gensidighed i mere eller mindre omfang. NÅ!

Mine orkideer er heldigvis kønnere end både lus og parasitter.

Jeg tror, jeg vil forkæle og vande dem rigtigt i morgen.

Vidste du forresten, at vi har orkideer i Grønland..

Okay, så ihvertfald een da.

Jeg skal forsøge, at huske, at fotografere een, når jeg ser een.

Min amorphophallus, som jeg har formået at gemme fra sidste år og få til at vokse selv,  har vokset sig stor og ved siden af, vokser en lille en.

Sidste gang jeg skrev om den, skrev jeg at jeg ikke kunne passe på den fra år til år.

Det er så lykkedes mig i år.

Når jeg googler djævletunge kommer der noget helt, helt andet frem, som ikke har noget med planten at gøre.

Prøv selv :-)

I nord-østen titter solen frem

Som du sikkert ved, går solen ikke ned her i Sisimiut på denne årstid.

Den forsvinder bag fjeldene og det bliver ikke mørkt overhovedet.

Hvis du står tidligt nok op …eller lader være med at gå i seng, kan du nå at se den komme frem igen ved 02-tiden bag fjeldet.

Jan og jeg sad og så en udsendelse på dekoderen i går aftes og klokken blev knap 02 da vi gik i seng og mod nord-øst tittede solen frem.

(At den så har gemt sig bag tunge, tætte skyer hele dagen i dag, er en anden historie)

I Østgrønland, siger een jeg kender, “stiger” solen  op af havet. Dét må være smukt!

Skibet skal sejle..

I går aftes kl præcis 19.00 ringede en bekendt, at han var kommet med skibet.

Han var på vej fra Nuuk til Ilulissat, hvor han skulle arbejde i 6 uger inden turen gik hjemad mod Danmark.

Det er yderst sjældent, at vi tager imod gæster, der kommer med skib.

Lige så sjældent, som vi står nede på havnen og vinker farvel.

Da vi var børn var vi ofte nede og hente gæster eller tage afsked, ved skibet.

Det var lidt hyggeligt, at blive husket og vi drak en hurtigt kop kaffe og kørte en kort tur rundt i byen med Rasmus, inden vi skulle aflevere ham ved skibet.

Måske det kunne være passende med et gensyn med Birthe og Gustav til billedet af Sarfaq Ittuk?

Realisme/pessimisme

Jeg håber, at det er et spørgsmål om realisme og ikke pessimisme, at de udvider kirkegården SÅ meget :-)

Der er da masser af plads endnu.. ville jeg mene?!

Ferie

Og så skal jeg ikke på arbejde før i midten af august!

Under smukke himmelstrøg

Så slap jeg strikkepindene for en stund og sejlede ud på det blanke hav sammen med Jan og Sara.

Himlen var fantastisk med flotte, tunge skyer. Der lugter af regn derude.

Mågerne var først det eneste levende vi så indtil vi sejlede længere ud.

 

Så var der lidt sæler, der dukkede op af havet, brød havoverfladen uden en lyd for lynhurtigt, at forsvinde ned og væk.

Det er fuldstændigt uforudsigeligt, hvor de dukker op igen næste gang, for op det kommer de.

De skal jo have luft.

Nogen gange ligger de kun med snuden lige akkurat over vandoverfladen og så er de stort set umulige, at få øje på.

Er man på jagt og vil skyde, skal man ønske, at de stikker hele hovedet op og gerne længe nok til, at man kan nå at tage sigte og skyde. Du står bogstaveligt på gyngende grund.. i din båd og det gør det ikke nemmere.

Jeg har stor beundring for dem, som bare kan.

De siger, at det handler om øvelse, øvelse og atter øvelser.

Men hvor længe er det altså lige, at man skal øve sig? Jeg har øvet og øvet og øvet og… træf-procenten er lige lav.

Jeg synes, at det er svært og det er sådan ca. 1 ud af 500 skud, hvor det lykkedes mig, at få en sæl med hjem.

Måske det er mere held end forstand/dygtighed, når det endelig sker?!

Og så er det altså ret stort for mig.. hver gang.

 

Jeg skød en sæl, så du kan nok regne ud, hvad vi skal have at spise i morgen???

(Nu har vi også spist helleflynder i to dage.. det kan også blive for meget)

 

I morgen skal jeg møde kl 09, op på skolen og sige GOD SOMMERFERIE til eleverne og kollegaerne.

Om jeg glæder mig?

Du kan tro!

Ferie-hunde

En del hundeejere og naturligtvis oftets dem, som også har båd, sejler om sommeren hele deres hundespand ud på en ø.

Hundene skulle efter sigende have rigtig godt af at komme ud,  hvor de ikke skal være bundet.

Hvor de kan færdes frit, men dog på et begrænset område.

Hvor de kan få løst deres interne småproblemer og få sat på plads, hvem der er alfa og hvem der er omega-hund.

Du spørger måske: “ Hvor får de så vand og mad fra?”

Maden sejler hundeejeren ud og giver dem og vand findes på øerne.

I går, da vi kørte over broen, fik vi øje på een af vores venner, der havde samlet ca ½ delen af sine hunde og som var på vej ud med dem til en ø.

Det er luksus for hundene.. rigtig ferie, men noget mere besværligt for hundeejeren, der skal sejle ofte og tit..Jeg ønsker hundene GOD FERIE.

Sct. Hans i Sisimiut

Igen i år og helt tro mod traditionen, var der stort.. og her er der virkeligt tale om S T O R T, bål nede ved lystbåde-havnen.

Gamle bådebroer, paller, gamle hundeslæder og en masse affald, er er samlet op ifb med forårsrengøringen og udskiftning af nogle af bådebroerne, hvor der ved een bådebro kan ligge ca. 24-26 (et slag på tasken).

Der var en masse mennesker og der var både snobrød

og pølser, som børnene kunne varme over gløder.

O G ikke mindst:

De havde fået nyt musik. NY MUSIK!

Det var ikke det sædvanlige hal-bals-musik fra de ikke-helt-ædruelige tressere, hvor Hammond-orglet med den automatiske trommemaskine var det mest gennemtrængende musik-instrument.

Næ, nej, der var skam moderne musik, som de fleste måske enddog kunne nynne genkendende med på.

Som sædvanligt var der en hyggelig og god stemning.

Jeg fik ikke taget så mange billeder dernede fra i år.

Nød bare stemningen, varmen fra bålet og glædede mig over, at vi- Jan og jeg er medlem af en forening, der år efter år formår, at samle stort set hele byen uanset medlemskab eller ej.

Fik hilst på en masse mennesker, som jeg ikke ser så tit og kigget på drengebørn i alle aldre være fuldstændigt optaget af den åbne ild.

Det er altså godt gået af en forening, der rundt regnet “kun” har højst 250 medlemmer at kunne samle og underholde så mange mennesker!  (Måske flere? Måske færre)

Lupin-forventninger

I dag fik jeg to lupiner.

Måske er de ikke så forfærdeligt store, men jeg tror på, at de vokser sig enorme.. helt op til vinduerne og sommer efter sommer fra nu af og i al fremtid står med store flotte blomster.

Det bliver jeg nødt til at tro på, for lige nu ser de ærligt talt ikke ud af ret meget.

 

Til gengæld er mine radisser gået fuldstændigt amok. Der er rigtig mange. Og mine rabarber vokser.

Jeg bliver nødt til at tynde lidt ud i dem, tror jeg?!

Og i dag har jeg købt bladet Boligliv.. man kunne ikke købe noget havemagasin :-)

Drømme-lys

De drømme, vi drømmer om natten er noget mærkeligt noget.

Noget vi ikke selv kan styre.. eller kan vi?

Kan du? Nogen påstår, at de kan styre nogle af deres drømme..

Jeg kan ikke, ihvertfald.

For øjeblikket drømmer jeg rigtig, rigtig meget.

Jeg troede sidste år, at det handlede om, at jeg var væk fra mine vante omgivelser og levede i andre sammenhænge, hvilket gav stof til natlig eftertanke i form af drømme.

Den holder ikke rigtig vand i år.

Jeg drømmer natten lang om alt mulig mærkeligt og alle mulige mærkelige i alle mulige mærkelige sammenhænge.

Jeg ved ikke om jeg har fortalt det før, men jeg tænker stadig tit på det.. hvor nem jeg var, da een af mine venner og jeg for snart 25 år siden snakkede om drømme.

Det klassiske spørgsmål blev jo stillet:” Drømmer du i farver”.

Jeg har aldrig rigtigt forstået om spørgsmålet er en vittighed eller ej, men jeg kunne både dengang og i dag fortælle, at meget ofte er der et helt specielt lys og strålende, mættede farver i mine drømme.

Jeg har senere fundet ud af, at det er den lave aftensol om sommeren, som går igen i mine natlige drømme.

Strålende mættede farver med et stærkt gyldent skær over sig.

Det fortalte jeg min ven og kunne til og med fortælle, at der meget ofte, for ikke at sige, altid er baggrundsmusik i mine drømme også.

Nogengange musik jeg har hørt og nogen gange bare musik, som jeg ikke kan genkende.

Da han hørte, at der var musik i mine drømme, slog han hænderne sammen og nærmest hviskende betroede mig, at videnskabelige undersøgelser havde påvist, at det kun var folk, med psykiske sygdomme, der havde det. Altså musik i deres drømme.

Jeg skal måske lige tilføje, at min ven er højt uddannet indenfor musik og derfor var jeg noget autoritets-tro og en hel del naiv overfor ham.. han lod mig blive i troen i ganske lang tid (han havde troet, at jeg vidste, at det var en joke) indtil jeg på et senere tidspunkt udspurgte ham og han grinende kunne aflive og begrave min bekymring om min psykiske sygdom/lidelse. Det skulle være ganske normalt, bare så du ved det!

I dag fik jeg næsten fanget lyset fra mine drømme.. Næsten.

Kan du se, hvad jeg mener med lyset???

Sprogskolen blev oprindeligt bygget af et arkitektfirma Sanati og brugt af dem selv som tegnestue engang.

Nu har de tegnestue andetsteds.

Det er en af de pæneste bygninger i byen, syn’s jeg.

Og så har de til og med een af byens fineste udsigter med direkte udsyn over havet. Og til aften ramte solen skolen med sine sidste stråler og gav det gyldne, farvemættede skær over bygningen.

Nu lige inden jeg gik ind af vores hoveddør, så lyset  kl ca 23 sådan her ud:

(Der er ikke helt så mørkt derude, men ellers  meget godt gengivet, vil jeg mene)

Nu går jeg i seng: Godnat!

Selvstyrets 1 års fødselsdag

I dag er det Grønlands nationaldag.

Det er også selvstyrets 1. års fødselsdag.

Faktisk er det også sommersolhverv.

Heroppe er det en fridag, så vi kan fejre selvstyredagen og det bliver gjort.

Programmet for i dag kunne stort set have været en kopi af sidste år. Faktisk burde “de” have opfordret os allesammen til at gemme sidste års program, for jeg havde ærligt talt svært ved at se nogen fornyelser.

Måske er det også kun mig, som ønsker fornyelser?

JO, der var faktisk en fornyelse i dette års program. Alle foreninger i byen blev opfordret til, at gå ud ad grusvejen og indsamle brændsel, som skulle bruges til bål og brændsel i dag.

Heeeelt ærligt, tænkte jeg! Kunne man dog ikke skåne vegetationen og samle brænde ind på andre måder?

Fx bliver der smidt tonsvis af gammelt træ fra paller, indpakninger og kasser ud, som passende kunne være samlet sammen og brugt til dagen istedet for at ryge i kommunens forbrændingsanstalt.. det ville da have sparet den sparsomme vegation i vores bagland!

Det er sikkert bare mig, som atter og endnu engang er for kværulantisk?

En af aktiviteterne, der samler mange mennesker sammen, deriblandt mig, er konkurrencen med overskriften” hvem fanger den første sæl”.

 

Har man lyst til at forsøge sig, melder man sig til og når nedtællingen fra 5 til 0 går kan vi fra land se jollerne sejle fuld kraft derudaf. Godt jeg ikke ligger i kølvandet på de joller..

I dag gik der akkurat 1 time før den første fanger med armene i vejret kom sejlende ind igen.

Vel og mærke med en nyfanget, nyskudt død sæl. Sælerne bliver tilberedt og alle kan få sig friskfanget, nykogt sælkød.

Der gik under 5 minutter før den næste stolte fanger, kunne lange endnu en sæl ind på klippen, hvor mange af byens borgere klappede af deres præstationer.

Der skal kunne skydes ret så præcist, når man står i en åben gyngende jolle og det kun lige og akkurat er sælens hoved der dukker op af havet og det kun i få øjeblikke.

De skal vide, hvor de skal kigge efter dem henne og ikke mindst skal de have et håndelag for at få sælen hurtigt op i jollen.

Det er ikke så ligetil, så 1 time, det er ret godt gået..

Længere oppe ad vejen spillede et udenbys band.

Et band fra bygden Kangaamiut.

De spillede godt, ihvertfald højt og gav anledning til lidt ensom dans i sandet.

I morgen står den på arbejde.

En kort arbejdsdag.

Godt det samme, for energien for dette skoleår er opbrugt og jeg kører på de sidste dampe.

Nedtællingen startede for flere uger siden og på fredag kan jeg sige tak for dette skoleår.

Om sølle 4 dage.

Sådan opstod tågen

Jeg har tidligere funderet over vejret og der findes jo naturlige forklaringer på stort set det meste.
For at finde ud af hvordan tingene fungerer, må man jo indimellem læse nogle bøger. Tåge for eksempel.. hvordan er det nu lige med det?
Jeg fandt en gammel bog med nogle fine tegninger i og der kunne jeg læse, hvordan tågen er opstået:
I gamle dage, siges der, skinnede solen altid, altså når ikke lige sneen eller regnen faldt. Der fandtes ingen tåge overhovedet.

Dengang i gamle dage, da der ingen biler fandtes og børnene kunne sendes udenfor med de eneste formaninger om, at de ikke måtte gå længere ud end at de hele tiden kunne se huset, var der en lille dreng, hvis mor netop gentagne gange havde sagt til ham, at han kun måtte gå så langt ud, at han altid skulle kunne se deres hus.
Men drenge har alle dage været opsøgende og udforskende i deres udendørs leg.. akkurat som denne lille dreng.
Han var en nysgerrig sjæl og glemte som de fleste andre drenge gør, hvad mor havde sagt.
Lige pludseligt havde han gået hele dagen og var gået for langt. Endda gået vild. Han nåede frem til en grøn dal, hvor der var et lille hus og træt og sulten som han var, håbede han, at han kunne få lidt at spise i det lille hus.
Inde i det lille hus lå der en gammel kone på illeq/briksen og ved siden af hende legede to tykke og velnærede børn.
En tyk dreng og en tyk pige.
Drengen blev smilende budt indenfor og den gamle kone med de lange gule hugtænder, bebyrdede at de netop skulle til at spise.
Til sin store skræk og rædsel gik det op for den lille dreng, at det var ham, som de havde i tankerne at spise, da den ene af de tykke børn hviskende bad den gamle kone om, at få drengens hånd, at spise.
Med nød og næppe slap drengen ud af huset med den gamle kone efter sig.
Hun havde set frem til frisk menneskekød og da hun var lige ved at indhente drengen da han nåede hen til en dyb kløft.
Drengen skreg:
“ gid denne kløft må udvide sig og blive en endnu dybere kløft” og hans ønske gik i opfyldelse.
Den gamle kone var ærgerlig og skreg efter ham: “ Hvordan kom du over kløften?”
Drengen, som ikke troede, at konen kunne springe så langt svarede, at  han var sprunget over, men den sultne, gamle kone sprang, og kom over.
Drengen spurtede afsted igen med den gamle kone efter sig og da hun var lige ved at indhente ham, råbte han:
“ Gid denne sten må vokse op og blive en stor klippe”.
Minsandten om ikke stenen forvandlede sig til en kæmpe klippe og sceneriet gentog sig.
Konen skreg og drengen, som ikke troede, at den gamle kone kunne hoppe så højt, fortalte endnu engang, hvordan han selv var kommet over stenen.
Dét sku’ han ikke have gjort, for konen kunne hoppe og det endda højt.
Atter igen var konen i hælene på den lille dreng og akkurat før hun indhentede ham, løb han ind i noget pilekrat, imens han skrigende ønskede, at krattet skulle vokse sig tæt og sammefiltret.
Konen, som stadig ville have drengen, løb igennem krattet, mens hendes tøj blev revet itu og hud blev flået af hende.
Det lod hun sig ikke stoppe af og forfølgelsen blev hurtigt genoptaget indtil drengen nåede til en elv.
Hun var så tæt på  ham nu, at han kunne høre hendes åndedrag og drengen skreg:
“ Gid denne lille elv må svulme op og blive en brusende flod”. 
Endnu engang blev hans bønner hørt og sikker over på den anden side, kunne han fortælle den gamle kone, at skulle hun over, måtte hun drikke al vandet i floden.
Hun lagde sig på knæ og drak og drak og drak. Hun var helt udspilet og forpustet af sit drikkeri og kaldte over til drengen:
“ Jeg kan ikke drikke mere”.
Klog af skade, sagde drengen, at hun måtte drikke al vandet til floden var helt tømt og så måtte hun jo fortsætte sit drikkeri. Det var jo mere vand i floden.
Hun drak og drak og drak og så måtte det gå, som det gjorde:
hendes maveskind sprak med et knald og tusinder og atter tusinder af små vandperler fyldte luften og spredte sig.
Den gamle kone forsvandt helt og sådan opstod tågen… bare så du ved det.
Tror du mig ikke, kan du selv læse det i Kirsten Bangs bog “ Eventyr fra østgrønland”, som er smukt illustreret af Ilona Ösz.
Bogen er udgivet af forlaget Delta A/S i 1981, så det er ganske rigtigt.
Lige nu er der en tæt, tæt tåge udenfor,

så endnu engang er drengen sluppet helskindet over elven, men det er den gamle menneskeædende kone ikke.

Heldigvis.
Og husk forøvrigt, at høre efter, hvad din mor siger!

Invitation til himmelsk middag

Jan og jeg blev ringet op i går formiddags af een af vores venner..

Om vi ville komme og spise om aftenen (altså samme dags aften) eller i aften.

Sådan mere, så han vidste, om han skulle tage mad op med det samme eller til i dag.

Vejrudsigten så bedre ud for i dag, så vi aftalte, at vi ville komme i dag.

Nu tænker du nok, hvordan vejrudsigten kan have nogen indflydelse på, hvornår man vil ud og spise eller ej, men sagen er, at vi blev inviteret ud og spise laaaaaangt ind i fjorden i en lille, lækker hytte.

Jeg behøver vel ikke engang at sige, at vi glædede os.

Rigtig, rigtig glædede os. Vi tog rimeligt tidligt afsted i formiddags- ihvertfald taget i betragtning af, at vi først skulle indfinde os ved aftensmadtid.

En dejlig sejltur nordpå, hvor vi mødte og snakkede med en anden af vores venner, der også har et arktisk paradis.

En fantastisk aftale kom i hus.. sådan noget med at passe paradiset, mens vennen er bortrejst i 14 dage.

Hvad gir’ du???

Paradis-passer! Om vi ville!

Vi tøffede videre ind i den dybe fjord, hvor endnu et stykke af himlen fungerer som residens for vores inviterende ven.

Han var igang med at installere lokum.

Jeg tror ham meget gerne, at man kan sidde og falde helt i staver, når man sidder derude og forretter, hvad man nu har at forrette.

Sikke en udsigt!

Hytten er på godt og vel 15 kvm og hver eneste af de kvm er udnyttet personligt og med en udsøgt sans for hygge og charme.

Jeg kunne sagtens tilbringe en hel sommer i den hytte også og kan forestille mig den sjælefred det kunne afstedkomme.

Ingenting at nå og mens man når ingenting, kan man nyde eet af Guds største mesterværker.

Det er så usigeligt smukt og man føler, at man går rundt i et postkort.

Nå, inden jeg kammer helt over og bliver alt for svulstig i mine beskrivelser, må jeg hellere fortælle, at eftermiddagen blev tilbragt i en lun, luftig brise, der akkurat holdt myggene væk på bænken med en kold øl i hånden.

 

Jan fik hjulpet med at flytte noget tungt og jeg hentede vand i elven.

På vej ned til elven blev mine lugtesanser nærmest bedøvet i den krydrede og søde duft af Grønlandspost.

Har du ikke duftet til grønlandspostens blomster har du en duft-oplevelse til gode.

Der var masser af store blåbærblomster, som skulle være fantastiske at brygge snaps på.

De smager så sødt og er smækfyldt med den sødeste blomsterhonning.

Vel bænket indendøre på de rensdyrskinds-belagte bænke/hynder

kunne vi nyde duften af det rensdyr-inderlår, som blev tilberedt sammen med champignon-sovsen. ¨

Jeg var blev lovet fra forskellige sider, at jeg ville få lækker mad, for vores ven skulle efter sigende været ret så habil (og mere til) i et køkken..

Aldrig har jeg fået så lækkert og velsmagende et stykke kød og jeg har fået mig et par stykker i tidens løb, vil jeg mene.

Ikke den fineste restaurent ville kunne hamle op med den menu og endda til den udsigt.

Desværre var besøget tidsbegrænset.. vores piger var anbragt hos Lena og Johannes og vores afgang skulle afpasses med tidevandet, så vi måtte forlade himmel på jord og mens jeg nu sidder og kigger billederne igennem, kan jeg mærke, at det var startskuddet på min ferie, der godtnok først starter på fredag, der blev skudt igang.

Sikke et skud!

Jeg glæder mig til ferien.

Glæder mig!

Jeg er blevet bekræftet i, at mine nære omgivelser har så meget at byde på.

Så mange smukke steder, at besøge.

Så mange oplevelser at gå ombord i.

Jeg behøver ikke, at rejse særligt langt for at opleve skønhed og naturrigdom. Alt, hvad der behøves, er at åbne øjnene og nyde.

Tusind tak for mad, total hyggeligt samvær, gæstfriheden og et smugkig ind i himlen og jeg LOVER, at vi kommer igen.. snart!

Meget snart!

Lidt flere billeder fra besøget i dag:

lørdag i juni

Hvad laver man en dag, hvor det er råt, koldt, overskyet/småregnende, lørdag og man har tid til ingenting?

Man tager en tur på sandstranden og hører de store bølger slå sig løs, rive sig fri af havet og bruse ind over land.

Nej, du kan ikke se, hvor store de er, men det er også kun fordi jeg har brugt gråfilter over et pol-filter og haft mega-lang lukkertid.. bare for at prøve det.

 

Skøøøøn lyd, luften er frisk og dejlig.

Sanserne bliver stimuleret af form og farver, fantasien kan løbe frit

 

og sjælen kan få sig et tiltrængt pusterum.

Bagefter kan man tage en tur på café og spise en sandwich, drikke et stort glas kold vand

og drikke en kop varm kakao.

Nu sidder Jan nede i sofaen og brøler af de danske fodboldspillere, der ikke spiller helt efter hans hoved.

De burde kunne høre ham, så højt som han brøler!

Jeg håber, at hans brøleri hjælper.. på een eller anden måde :-)

Opdatering: Nu brølede han JAAAAAH.. noget godt må de have gjort?