Underskud/overskud

I eftermiddags tog jeg mig en ordentlig skraber. Øjnene truede med at lukke sig i allerede ved middagstid, og da jeg kom hjem, skreg min dyne hjerteskærende efter mig. Om det er almindelig efterårstræthed (tror jeg ikke) eller om det er donation af godt og vel en halv liter blod i går (tror jeg nærmere) der slog mig i gulvet..eller måske det begge dele, skal jeg ikke afgøre? Træt var jeg ihvertfald.

Men jeg kom på benene igen, fik lavet nogle hjerter i flødesovs og med en ordentlig grydefuld hjemmelavet kartoffelmos og efterfølgende klædt mig på til en rask gåtur rundt i byens gader.

Jeg skrev på min facebook: “ Det er hårdt at være veninde med en sportskvinde”, men inderst inde er jeg jo glad for, at hun gider, at hive mig op af sofaen, slæbe mig med udenfor, få min puls op og sørget for at jeg får noget frisk efterårs-aftenluft. Det er faktisk slet ikke så ringe endda, så jeg vil ikke klage mig... andet end over mig selv og min laden-stå-til de sidste par år.

Det mærkes lynhurtigt på kondien, når du sætter dig passivt hen og laver ingenting. Straffen falder promte med forpustethed, slappe kinder, gusten hud og faldende humør. I aften inden jeg forlod hjemmet for at gå ud i den friske aftenbrise, skruede jeg det falske smil på ansigtet, men det blev hurtigt skiftet ud af et ægte, da først benene kom i rytme og hjertet fandt ud af, at det var i god mening, det kom til at slå lidt (meget) hurtigere.

Det er altså noget mere charmerende at gå ude i den friske luft end at tonse rundt på et hamsterbånd/løbebånd i et motionscenter, som jeg også gjorde for efterhånden nogle år siden.

En smuttur over til mine forældre for at se, hvad de fik tiden til at gå med, skrive et debatoplæg til lokal-avisen hos dem, og så ellers ud og se på nattehimlen.

Selvom månen ikke længere er hel rund, er den stadig værd at se på.

Her nede foran den gamle kirke med hvalkæberne som forgrund.

De bliver altid fotograferet af turisterne om sommeren.

Nu ville jeg også lige prøve det, bare i mørke, om efteråret, og det fungerer da fint?! Indimellem de lysende, klare stjerner, bølgede et diffust nordlys, der næsten ikke lod sig affotografere. Det var dog forsøget værd, og med lidt god vilje, kan man da ane det.Nu skal jeg i seng for anden gang i dag. (Jeg har købt ferro duretter i mangel på Kraüter blut eller hemo-jern. Inden måneden er slut, står jeg nede i Matas i Nuuk og opkøber hele deres beholdning Kraüter blut, og så skal du bare se løjer.Så kommer jeg i lige så meget hopla som jeg var i sommer)

P.S Mit debatoplæg til lokalavisen Sidlek’kan du læse her.

Jeg ville gerne have været smart og lagt det ud som link som pdf-fil, men jeg er ikke smart, for jeg kan ikke finde ud af det, så det kommer her:

To sprog- en mening

I Sivdleq nr. 37/2009 på side 11 opfordrer redaktionen til, at befolkningen kan indsende artikler og billeder af begivenheder fra Sisimiut by.

På side 14 i samme avis står der, at borgerne / læserne kan give deres mening til kende, MEN læserdebatterne SKAL være oversat til både grønlandsk og dansk.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de borgere, der er et-sprogede og som ikke har mulighed for at få deres debatindlæg oversat, og dermed er afskåret fra denne mulighed.

Så vidt jeg har forstået, modtager lokalavisen et økonomisk tilskud fra Qeqqata kommunia og dette økonomiske tilskud, går jeg ud fra, er bl.a. fra borgernes skattekroner?

Den enkelt-sprogede borger, uanset om det er dansk eller grønlandsk vedkommende taler/skriver, må da have lige så meget ret til at ytre sig i lokal-avisen.

Jeg mener, at denne bestemmelse bør tages op til revideret overvejelse i bestyrelsen, da den udelukker rigtigt mange fra at deltage i både debatter, kronikker eller til at indsende artikler og at det er direkte diskriminerende.

Sivdleq nr. 37-mi qupperneq 11 - mi aaqqisuisut kajumissaarillutik allassimapput illoqarfitsinni pisartut allaaseralugit assiliilluta ilanngussisarsinnaasugut.

Qupp. 14-imili siulersuisut allassimapput oqallitsitsiniarutta pinngitsoorata oqallissaarutivut oqaatsit marluk (qallunaatut/kalaallisut) atorlugit Sivdleq-mut nassiunneqartassasut.

Paasisakka naapertorlugit Sivdleq Qeqqata kommunianiit aningaasanik tapiissutisisarpoq. Taakku aningaasat akilerartartuninngaaniit pisarsiarineqartarsimassasut naatsersuutigaara.

Ataasiinnarmik oqaasilik (qallunaatut/kalaallisulluunniit) aamma isummaminik annissisinnnaasariaqarpoq, isumaga naapertorlugu!

Aalajangiussaq taamaattoq siulersuisuni eqqartorneqaqqittariaqarsoraara kinaassusersiuineq pinngitsoorneqassappat.

Med venlig hilsen/Inussiarnersumik inuulluaqqusillunga

Dortheivalo Lennert Jensen (dobbeltsproget, der ikke tør at skrive indlæg på grønlandsk/marlunnik oqaaseqaraluarluni kalaallisut oqallissaarutissanik nassitsinissaminut nangaassuteqartartoq)

At vælge

Jeg skrev et mega-langt indlæg om at tage nogle valg.

Jeg skrev noget i retning af, at Gandhi engang har sagt: “ at de ikke kan tage din selvrespekt medmindre du selv giver den til dem” og jeg citerede også Roosevelt for at have sagt:” at ingen kan skade dig medmindre du giver dem lov til det”

Jeg skrev om de valg, som jeg har taget gennem livet, men da jeg trykkede på udgiv, gik min computer ned.

Den valgte åbenbart selv! Jeg valgte det nemlig overhovedet ikke! At computeren skulle gå ned altså.

Jeg skrev også noget med, at noget af det eneste, jeg ikke selv har valgt, er mine forældre, mine søstre og mine børn.

Mine forældre tror jeg nu nok, at jeg ville have valgt selv, hvis jeg havde fået valget.

Mine børn havde jeg helt bestemt valgt, hvis jeg selv kunne vælge og vrage, og de ville have været et fantastisk valg, og mine søstre kunne jeg ikke have valgt bedre selv.

Derimod har jeg valgt min mand selv, og det var et godt valg. Han er min bedste ven og min bedste legekammerat og med det valg fulgte også hans forældre.

Det var helt og aldeles et godt valg, både ham og hans forældre.

Jan og jeg valgte at tage ud og sejle i dag.

På afstand så havet tilforladeligt ud, men da vi kom ud i det, var det knap så godt, som det så ud.

Det var råkoldt, og havet viste mælkehvide små tænder, men vi søgte hen på roligere vande og så en trawler, der havde garn ude.

Over garnet svævede en masse måger skrigende og sultne omkring.

Imellem dem, havde et par majestætiske havørne valgt at søge føde blandt havets pøbel. Jeg valgte at fotografere dem, selvom de var langt væk og billederne ville blive små-dårlige. Jeg vælger at vise dig dem alligevel, for at du kan få et indtryk af, hvor flot det så ud.

For 20 år siden valgte jeg at blive bloddonor. Hvis jeg havde valget, ville jeg også vælge at give mine organer væk, hvis nogen skulle få brug for dem, når jeg ikke længere har det, men heroppe har vi ikke det valg. I dag ringede de fra laboratoriet, at nogle andre bloddonorer havde valgt at brænde dem af, så de var i akut nød. Jeg sad i møde på det arbejde, som jeg selv har valgt,  og valgte, i første omgang, at blive siddende i mødet. Da sygehuset/laboratoriet så lod deres norske laborant ringe mig op igen, valgte jeg om, selvfølgelig gjorde jeg det! For Norge har valgt mig, og jeg strøg straks afsted. En ægte nordmand/kvinde. Jeg synes selv, at det er et godt valg, jeg tog, da jeg valgte at blive donor. Tanken om at give mit blod til een som har brug for det, er godt, synes jeg. Og da den norske laborant var færdig med at tappe mig, gav hun mig to fine kort som tak. Dobbelt belønning.. faktisk tredobbelt belønning, for mens jeg lå på briksen og lyttede til det norske snak, drømte jeg mig tilbage til Norge og sommerferien. Jo, det var et godt valg at forlade mødet, der næsten alligevel snart var slut. For et par uger eller flere, siden valgte jeg at give Saras venindes moster en lille opmærksomhed. Ikke noget stort og nærmest kun en venlig tanke, men i forgårs kom en pakke fra Saras veninde og hendes mor. I pakken lå en flot gave til Sara og et par fine, fine knapper til mig. De knapper skal bruges til noget særligt. Noget ekstraordinært. Noget aldeles fint. Der skal vælges med omhu, for det fortjener knapperne og især tanken bag de fine knapper. Tak, Bitten. Jeg tænker lidt på denne cardigan, men der skal vælges lækkert garn, og opskriften skal stampes op et sted fra. Den er fra hendes verden, men et gammelt nummer, som jeg ikke har. Har du et bedre valg?

Jeg har valgt ikke at gå ud i mørket og fotografere månen igen. Den er stadig smuk og rund, men i går må være nok. I dag blev det i skumringen, og med blå himmel som baggrund, og ser det ikke ud som om den er ved at trille ned af fjeldet? Under alle omstædigheder har jeg truffet nogle gode valg, både i dag, men også i livet i al almindelighed. Hvad med dig? Har du truffet nogle gode valg for nylig?

Aftenmotion

Min kollega, som dyrker ret meget idræt, fik mig lokket ud i aften. De dage, hvor hun sammen med sit hold, ikke render rundt i idræthallen, bruger hun/de på at gå gaderne tynde med vægte spændt på arme og ben. Jo, jeg kunne da godt gå med, men ingen vægte til mig, tak.

Det var nu meget hyggeligt, selvom deres tempo er lidt mere hidsigt end det tempo, som jeg selv ville have valgt.

Det gav røde kinder, høj puls og masser af frisk luft, udover at det også var hyggeligt samvær med nogle kvinder, som jeg normalt ikke er sammen med til daglig. Månen var også ude og lufte kinderne.

Den hang deroppe mellem skyerne og holdt øje med os. Måske den blev helt forpustet af at se ned på os? Den gemte sig mellem skyerne, der hastigt drev forbi. . Jeg tog hjem og hentede kameraet efter gåturen.Der var helt surrealistisk ude ved elven, hvor sneen reflekterede det kraftige månelys. Hyggelig gåtur som gentages om et par dage igen med eller uden månelys.  

At lade en ravn vogte

Heroppe er der ikke så mange ulve, faktisk slet ingen, og her i byen er der ikke andre får, end dem, som ligger døde og frosne i frysererne i butikkerne.

Om denne ravn vogter det rensdyrkød, der hænger til tørre på denne husgavl kan jeg næppe tro, for det ville være fuldstændigt det samme som at lade en ulv vogte nogle fede får. Ravnen så meget vigtig ud. Et vigtigt erhverv, som den tog meget alvorligt.. så det ud som om.

Tusmørkesejllads

Min far og jeg var ude og sejle i går. Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag, og da slet ikke i min åbne jolle, men igår skulle min far op og se på nogle solpaneler, der ikke virker helt efter hensigten.

Jeg havde fri til middag og kørte op til min far, som havde filtret langlinen ud efter sidste gang. Jan havde taget nogle blæksprutter op, som vi ville bruge som agn, og jeg må ærligt tilstå at jeg syntes det var både klamt og ulækkert at skære blæksprutterne i stykker og skiver.

De er seje udenpå, men ret så smattede indeni. Badr, og nogle ulækre farver sådan nogle holder sig indeni.

Nogle underlige dyr, som jeg absolut ikke har forstand på.

Jeg bilder mig såmænd ikke ind at min vrang er meget kønnere, men den er jeg jo forskånet for at se på.

På næsten 60 kroge blev der forhåbningsfuldt sat madding på, og så pakkede vi os ind i varmt tøj og afsted. Planen var, at vi ville sætte linen og så videre ind til sommerhus-ejeren, der forhåbentligt gav kaffe, så der var kræfter til at kikke på solfangerne.

Vejret var gråt, mørkt og himlen hang lavt over vores hoveder, men havet lå stille under jollen, så vi kom frem og satte linen, alt i mens vi håbede og sendte bønner ned i dybet om store og mægtige flyndere. Vi kom så langt i vores overdådige fantasier, at både kommunekranen kom i spil i vores tanker, og alle de mennesker, der skulle inviters til hvidvinsdampet helleflynder med porrer, som kun min mor kan lave det. I tankerne havde vi løst problemet med at have så stor en fisk i min lille jolle, så vi var virkeligt fortrøstningsfulde, håbefulde, for ikke at sige forventningsfulde.

Vi sejlede videre, glade og opstemte af vores håb og ønsker om den store og sensationelle fangst, men da vi nåede sommerhuset lå der ingen både og der så mennesketomt og øde ud.

Det skulle dog ikke afholde os fra at aflægge sommerhuset et besøg, for vi havde givet besked og faktisk lovet at kikke på de solfangere.

Heldigvis kunne vi selv koge vandet til kakao-en, som vi indtog, mens vi kikkede ud af vinduerne, nød udsigten og fantaserede om, at vi selv havde vores eget sommerhus/hytte på et ligeså velvalgt sted.

Vores eget arktiske paradis.

Himlen nåede næsten havet,og tusmørket var ved at få gjort kål på de sidste rester af dagslys, så der var tid til at sejle hjem igen, men nysgerrigheden førte os tilbage til langlinen.

Inden vi fik set os om stod vi og trak lidt i den og da den gav nogle ryk, blev vi enige med os selv og især hinanden om, at det nok var århundredets flynder, der havde bidt på. Ivrige fik vi hevet den op, men på 54 af de 56 kroge, der er på langlinene, sad der en stor torsk, og så kunne flynderen jo ikke få en bid af vores madding og slet ikke komme med os hjem, så der var ikke andet for, end at hive linen og alle de mange torsk op. Aldrig har jeg været så træt af at fange torsk. (Hundene blev dog glade for dem…) Det var godt og vel mørkt, da vi endelig kunne se lysene fra byen, og da var Jan noget bekymret for os.Kommunekranen kom ikke i brug denne gang, og middagsinvitationerne, som vi ikke nåede at få skrevet, forbliver uskrevet en stund endnu. En dejlig tur, som skal gentages og helst så snart som muligt, for næste gang.. næste gang! P.S den lille bitte flynder der sammen med den kæmpe-ising sad på vores langline tæller ikke med i dette regnskab.

Fredags-foto-leg

Så er det fredag igen, og i dag er det bogstavet B, der står for skud. B er jo et let bogstav, skulle man mene. Børn, brød, butik, brandbil, banan, blonder, blomster og bumser.

Jeg har valgt at vise min lillesøsters bryllupsbillede, som jeg har taget

Jeg havde problemer med mit kamera den ene dag, så jeg var stresset og frustreret, men ud af en masse sorte billeder lå, der dette pragtfulde billede.

Måske er det rent teknisk ikke helt tiptop, men udtrykket hos både brud og gom.. det er ubetaleligt!

Alle mine ukomprimerede originale billeder ligger på den eksterne harddisk, som er i stykker, men så vidt jeg husker, har jeg kopieret dem på en cd og givet til Lena.

Du kan se resten af bryllupsbillederne her Og dette billede kan jeg også rigtigt, rigtigt godt lide, men jeg vælger at springe videre til et andet B-emne, som også betyder rigtigt meget for mig og det er BØGER.

Jeg er assisterende skolebibliotekar på “min” skole, og det er et arbejde, som jeg er glad for. (læg mærke til at “hobby og “fiskeri” står ret tæt på hinanden) Og hvis jeg overhovedet ikke havde kunnet finde andet, der startede med B, kunne jeg have indsat billedet af denne blæksprutte, som jeg skar i små stykker og satte på min langline idag. Jeg tror, jeg fik skåret omkring 15-20 stk blæksprutter i stykker og hvis jeg skal være helt ærlig, var det klamt og adrrrr..Men de smager nu godt i ringe, paneret og friteret, dyppet i soya og med en god salat til. Det var mit (mine) fredagsbud på bogstavet B..

Forklædt som pensionist

Måske var det ren og skær nysgerrighed? Eller måske var det en snert af misundelse? Højst sandsynligt var det bare fordi at jeg kunne, at jeg ville op og se, hvad pensionisterne fik tiden til at gå med.. altså mine forældre, som begge er blevet pensionister. De hyggede sig, og det er da dem vel undt, for de har arbejdet hele deres liv, og skal da nyde tilværelsen, mens de endnu kan. Min mor har allerede selvvalgt arbejde til op over begge ører med undervisning (forebyggelse/forældreuddannelse) og min far er blevet selvstændig erhvervsdrivende igen (aut. elektriker) De vælger selv hvor meget og hvornår, og det er da en frihed, som må være dejlig at have.

Jeg VAR nysgerrig og ville se, hvad de fik tiden til at gå med, og en anelse misundelig på dem over at de selv kunne bestemme, med hvad tiden skulle fordrives med, og jeg er glad for at de bor lige om hjørnet, så det er muligt for mig, at smutte ind forbi hos dem, når det passer mig.. og dem.

Jeg tog også på biblioteket inden jeg tog op til “de gamle”. Måske kom lysten, nysgerrigheden og misundelsen, mens jeg stod og kikkede på den varde/inussuk og parabol der står bag biblioteket? 

Derfra kunne jeg ihvertfald se mine forældres hus, så måske kom impulsen derfra? Man kan ikke se deres hus på nogen af billederne, bare så du ved det. Jeg havde ikke mere læse-stof udover “de syv vaner” og nogle gamle ugeblade. Jeg har læst og læst bøger siden starten af sommeren. Exceptionelt mange bøger. Hele Wallander-serien er slugt, og jeg er igang med Judith Lennoxs bøger og alt det løse ved siden af. Ikke noget stort og finkulturelt, men hygge-læse-stof med gode overfladiske oplevelser i.

Jeg har altid læst rigtigt mange bøger, og når de nu kan lånes gratis på biblioteket, vil jeg ikke lade muligheden gå fra mig. Jo, ja.. jeg betaler via min skat, men det er en dejlig fornemmelse, at jeg kan levere bøgerne tilbage, når jeg har læst dem, og at biblioteket vil opbevare dem for mig i tilfælde af, at jeg vil læse dem en gang til. Jeg er ikke meget for at have bøger stående herhjemme.. siger jeg, som har flere kilometer bogreol, vel og mærke med bøger på. Men bøger samler støv, og det ER altså sjældent at jeg læser den samme bog to gange. Så er det godt, at biblioteket gider at have dem stående for mig, så jeg slipper for at støve dem af og bruge plads på dem. Tak.

Apropos parabol, så har der været en masse ballade med vores lokale tv, for at sige det meget, meget mildt og diplomatisk. Jeg betalt for et helt år (1200 for 10 kanaler), og kom ind på deres kontor efter ca. 10. gang at have gået forgæves. Jeg ville have mine penge tilbage, da jeg ikke har kunnet se de kanaler, som jeg havde betalt for, men penge kunne jeg ikke få, for lokal tv har ikke nogen. Tværtimod!

Der er rod i deres økonomi og rod i deres regnskaber og de 700 kr. som jeg har hældt ned i deres kasse, kan jeg vist vinke pænt farvel til. Jeg kunne ikke få dem tilbage den dag, og selvom bestyrelsesformanden lovede mig (mundtligt) at jeg ikke skulle bekymre mig og at jeg nok skulle få mine penge igen, når de havde nogen at give mig, så tror jeg desværre, at mine 700 kr er røget i et stort sort hul, også kaldet Sisimiut lokal TV. Vi nøjes, ikke med vores gode vilje, med KNR, for vi ville da utroligt gerne have haft noget at vælge imellem.

(Det skal også lige siges, at vi ikke længere kan leje DVD/film i vores ivørigt gode kiosk: Centrum kiosken, og måske er det derfor jeg får læst så mange bøger?)

I morgen er det fredag og efter kl 14 har jeg ligeså meget fritid som mine forældre, der er forklædt som pensionister, men som har næsten lige så travlt som alle os andre. I morgen er det atter weekend, og så bestemmer også jeg, over min tid indtil ihvertfald på mandag.

P.S Ingen strudse i dag, så få bare hovedet op af sandet igen, Jan ;-)