At genopleve og ny-opleve

 Jo tak, vi har det så fint her i Danmark. 

Vi nåede et par dage hos farfar og vi nåede at køre til Herning, hvor jeg havde en aftale med en tandlæge. 

Tandlængen havde et kort vikariat i Sisimiut, hvor hun fik ordnet en tand, som jeg har døjet meget længe med og som andre havde opgivet. 

Jeg er ikke særligt god til at få rodet rundt inde i min mund. 

Mit hjerte banker, mine hænder sveder og mine tanker løber fuldstændigt løbsk mens min krop knuger sig sammen om sig selv og spænder imod med alt hvad den kan, men denne søde, lille kvinde kunne få mig til at slappe af og føle mig i sikkerhed, mens hun meget tålmodigt fik rodbehandlet ikke bare en tand, men to tænder, som havde gjort ondt i lang tid. Inden hun slap mig påpegede hun en tand, som havde det skidt. 

Jeg vidste det godt og spurgte hende til råds og hun foreslog at jeg tog til Nuuk og fik en krone sat på hos den private tandlæge.

Nu er det jo ikke så tit, at jeg møder en tandlæge, som jeg føler mig tryg hos, så jeg smed skammen af mig og spurgte, hvor hun arbejdede henne i Danmark og om det var muligt at få lavet den tand hos hende til sommer og det kunne godt lade sig gøre, hvis vi koordinerede det lidt.

Jeg havde ikke mange dage at løbe på fra jeg tog fra Sisimiut til jeg skulle stille hos hende, så da vores afrejse hjemmefra blev udsat, var det det første jeg begyndte at bekymre mig om, men heldigvis lykkedes det jo at komme frem.

Jan kørte mig ned til hende og hun fik tilrettet og lavet 3D billeder af den tand, som skulle indpakkes og ydermere fik hun ordnet 2 andre tænder.

I går fik jeg sat den blivende krone på og ja, det er dyrt, men tænder og fødder er noget som kan give forringet livskvalitet, hvis du spørger mig.

Og hvorfor jeg ikke tager til Tyrkiet, Polen eller et andet billigt land og får det ordet? 

Lige netop mine tænder, vil jeg gerne have garanti på. 

De kan ikke bare byttes som en fejlkøbt vare, så jeg har sparet sammen, taget vikartimer og tænkt mig om, når jeg stod med mit dankort.. og jeg har ikke fortrudt. 

Nu sidder tanden der og jeg tager det som et godt tegn, at jeg ikke kan mærke noget til den, og at det gik så smertefrit.

 Vi kørte ud til det sommerhus, som vi har lejet sammen med min mellemste søster og hendes mand i tirsdags.

De kørte direkte fra Sjælland direkte herover, men inden da nåede de lige at samle mit mellemstebarn op i Roskilde.

Mandag nat var Laura, mit mellemste barn på scenen i Roskilde på festivallen sammen med Andachan. 

En af Lauras venner sendte live via instagram og jeg kunne følge med fra Nordjylland, hvor jeg lå i min seng. Jeg kunne se, hvor mange der stod og lyttede, så og oplevede det i det virkelige liv.

Lauras lillesøster sad hjemme i Ilulissat og kunne se det samme som mig og vi skrev løbende til hinanden.

Det var stort og det var på en eller anden måde bevægende, at vores helt egen Laura stod på en scene med så mange tilskuere.

De var een af de der varme dage/nætter, hvor det ikke er specielt fedt at lille i et lille telt og sove, så Laura pakkede sine ting sammen om morgenen og satte kurs mod Jylland med min søster og svoger.

Sommerhuset ligger lige ned til vandet, så een af de første ting vi gjorde, var at prøve vandet af. 

Det er en dejlig strand, som er begyndervenlig og vi er jo i den grad begyndere. 

Jeg kunne holde mig flydende og tog mere end 10 svømmetag og det gav blod på tanden, og vi gik i vandet hver gang vi havde mulighed for det og inden vejret slog om.

Her i Danmark er der jo mulighed for at opleve næsten alt uanset vejr, så vi tog til Ebeltoft for at gå i gaden og se på alting og ingenting.

Vi har været i Århus og vandret rundt i "den gamle by" og genoplevet vores barndom, tiden omkring vores barndom og genset.

Min svoger sagde i sjov at vi kunne risikere at re-traumatisere os med barndommens traumer og det satte en masse tanker i gang, for det er vel ikke kun gode minder, som genskabes, når man sådan vandrer omkring og får rippet op i gamle minder ved gensynet af datidens hjem?

Jeg gik rundt og tænkte at det ville have været så fint at kunne have haft min far med, for måske han ville kunne have genkendt noget, at nogle minder var blevet vækket og måske han kunne have fået tungen lidt på gled?

Jeg tænkte videre at jeg engang i TV-avisen har set, at der her i Danmark på et eller andet plejehjem bliver brugt de der smarte VR -briller med filmklip/ kortfilm fra Danmark. Jeg tænkte videre, at man burde lave sine egne små-film til sine ældre, demensramte så de kunne opleve lidt og andet end plejehjemmet. 

Min far kan jo ikke gå længere og har siddet i kørestol i et par år. 

Han er ved at miste talens brug og det er stærkt begrænset, hvad der er af underholdning, glæde og genkendelse.

I går, efter at min fine købetand var blevet sat i munden, kørte vi videre.

Jeg havde en aftale med en spinder, hvis mand, kan dreje spoler. 

Jeg har 5 spoler, hvoraf de to ikke kan bruges og tre spoler er lidt for lidt, når jeg skal tvinde mit garn sammen.

Lige inden jeg rejste herned fik jeg spundet noget lækkert moskusuld. 

Det blev til hele 486 meter to-trådet moskusuld, der vejer 180 gram (= 135mtr/50gr) og jeg bliver stadig så stolt når det er i så fin balance og ikke snor sig det mindste.

Jeg fik købt 2 håndlavede, fine spoler, som manden havde lavet til mig udfra en meget professionel tegning, som Jan har lavet (han er uddannet maskiningeniør og kan den slags) og jeg glæder mig til at prøve dem af.

Konen havde noget lækkert uld, som hun solgte af til at spinde og oveni fik jeg noget uld fra deres smukke lille hund. 

Vi kunne vist have brugt længere tid hos dem, men tiden løb stærkt og vi måtte vende bilen og finde hjemad.

Laura skulle til at tænke sig om med hensyn til sit tøj. Laura skal videre til Norge i næste uge til noget andet festival og skal have rent tøj, så dagen i dag blev brugt på et tøjvaskeri.

Det var også lidt memory-lane agtigt, for i min barndom, da vi boede i blok, var der et vaskeri i gadeplanet. 

Lugten/duften af vaskemaskinerne, tørretumlerne, lyden af centrifugen, hvor tromlen hidsigt bankede mod ydertønden og i "vores" vaskeri var der ydermere en rulle, hvor man kunne rulle sit sengetøj og sine bordduge.

Da jeg gik ind i een af opgangene i den gamle  by, stod  jeg pludseligt i min farmor og farfars opgang i Sønderborg og var bare 7 (ca)  år igen og en af de få gange jeg faktisk var på ferie i Danmark som barn.

Jeg kunne genkalde mig lugten i deres opgang og følelsen af de oplevelser jeg havde dengang.

Det er sjovt, som tankerækker kan fremkaldes af enkelte ting..  et billede, en lugt, en følelse og så er man sat tilbage i tid og sted.

Vi har ingen store planer andre end at vi vil lade skuldrene falde ned og sænke vejrtrækningen og vi er allerede i gang.

Vi er gode til at være sammen og selvom vi bor hele 5 voksne mennesker sammen lige nu, er her stille og roligt. 

Vi finder ud af tingene uden næsten uden ord. 

Det er let og ret problemfrit og det er så godt at finde ud af. I sjov sagde jeg, at vi burde oprette en bankkonto, hvor vi hver især indsatte  penge hver måned de næste to år, så vi har kostpenge til næste gang vi skal være sammen, for jeg tror det sagtens kunne blive aktuelt at leje et sommerhus sammen igen og opleve sammen.