mandag den 31. januar 2011

Gæstgiveri

Jeg synes selv, at vi er ret gode til at bruge vores levninger fra aftensmaden.

Vi tager dem med som madpakke næste dag eller laver nye retter af dem.

Der er dog grænser for, hvor mange gange man kan omdøbe en ret, genbruge den eller holde liv i holdbarheden. Nogen gange når pålæg at blive for gammelt og så må vi smide ud.

Vi smider det dog ikke bare ud, men smider det i en pose ud på altanen, hvor der er koldt og hvor det hele fryser sammen og så tager Jan det med ned til hundene, der ikke har noget imod dato-overskreden rugbrødspålæg eller sjove gryderetter, der har været varmet op et par gange.

 

Selvom det står pakket ind i op til flere poser, lurer ravnene dog hurtigt, hvad der er i poserne og de er snu og snedige.

Hvordan de finder ud af, at det er spiselige ting i posen og ikke akvarie-grus, cementblanding, tomme flasker eller andet, skal du ikke spørge mig om

De får væltet posen, når der er tyst inde i huset, får hakket hul og inviterer så ellers kvarterets andre ravne til sig, når de finder ud af, at det er spiseligt.

Når der er fest i gaden, løber rygtet hurtigt og mågerne finder hurtigt ud af at invitere sig selv.

 

I torsdag kom vi hjem til dette syn på altanen.

Uden vores vidende har vi haft spisende gæster.

spredt

Ikke særligt sjovt, når gæsterne ikke kan rydde op efter sig selv.

Vi lod det ligge og ret hurtigt fandt vi ud af, at ravnene, var gæstgiverne til festmåltidet.

Jeg stillede et stativ op foran huset og satte fjenudløseren til mit kamera for at få et billede af dem, til senere retsforfølgelse.

Min søster læser jura i Ålborg og hun må kunne nogle paragraffer eller tre, som jeg kan slynge i næbbet på de sorte rodehoveder!

 

De havde dog lugtet lunten og holdt sig væk. De mærker den mindste bevægelse inde i huset og letter lynhurtigt inden jeg får så meget som hvisket: “Nikon”.

Det gør mågerne ikke.

synderen

De skal jages væk.

Denne frækkert ville dog lige snuppe sig en godbid inden den forduftede.

ferskgerning

10 kommentarer:

  1. Der er en sang på grønlandsk som ravnene synger:"Sianiitsuusoraasinga aat? Tulugaq pavanngaraallak qarlulerpoq - krang krang".(Tror I virkelig jeg er dum? "skriger"ravnen deroppe fra - krang krang;-)). Hvis en ravn "skriger" oven over dig betyder det, at din dag bliver god, men jeg tror, der er andre meninger om det.
    KH mor

    SvarSlet
  2. Hajja. Sikke dog en omgang!!! :) Håber det lykkedes at retsforfølge dem. Om ikke andet, så MÅGENS! ;)
    BTW. Dejligt at følge med i din blog.. :)

    SvarSlet
  3. åh som jeg håber, at du lægger et billede af en ravn herind. Tror aldrig at jeg har set en ravn i levende live - men hvor ville jeg dog gerne - god tirsdag aften til dig, der oppe højt på Nord

    SvarSlet
  4. Imponerende, at fugle kan spise frossen mad.
    Jeg synes normalt ikke, at ravne er så sky - slet ikke hvis de er sultne, så kan de være næsten lige så frække som mågerne. Det er bare de værste - jeg har oplevet dem yderst aggressive i England... hakker små børn i hænderne for at få dem til at smide den mad, de holder i hænderne.

    Jeg læste lidt tilbage: Jeg er da sikker på, at det hedder mellemlægsservietter, selvom det er rigtigt, at det ikke er servietter.
    Og jo... jeg bruger dem hver gang, jeg skal anbringe en forretstallerken oven på hovedretstallerkenen. Mine er også hjemmehæklede :-)

    Jeg håber, humøret er lidt bedre oven på Ballerina-'oplevelsen'. Jeg ville bare lade fejl være fejl. Du er den eneste, der nogen sinde vil lægge mærke til dem.

    SvarSlet
  5. og mig der troede at du i den grad er (var?) ravnenes ven!?!...

    Fuglene er faktisk ret kloge - det er os mennesker der er de 'dumme'... øøh...

    Jeg er overbevist om at fuglene bare udnytter os menneskers mere eller mindre til tider ubetænksomhed (-;

    SvarSlet
  6. Mor:Ravnen er en klog fugl..

    Kate:Jeg prøver og prøver, men de stiller ikke frivilligt op til fotografering

    Ellen: Ravnene spiser vist alt. Heroppe (ihvertfald i Sisimiut) er de meget, meget sky og er overhovedet ikke til at komme i nærheden af.. desværre, for jeg gad godt fotografere dem sådan lidt tættere på

    Fugletosse: jeg er ravnens ven, men jeg hader, når de roder SÅ meget på min altan. De kunne godt tage og rydde lidt op efter deres fest.. og ja.. jeg / vi var ubetænktsomme, for selvfølgelig lurer de, hvad jeg har smidt i posen. Hvis de så bare lige ville blive siddende et par minutter til fotografering, ville jeg tilgive dem deres roderi :-)

    SvarSlet
  7. Sukkerknald: Tak skal du have. Jo, det må være mågen, der skal retsforfølges. Den var sidste gæst og er vel forpligtet til at rydde op efter sig?!

    SvarSlet
  8. Og forresten Ellen: Jeg overvejer at lægge mellemlægsservietterne ud til en give-away, hvis jeg kan få hæklet et anstændigt antal, som jeg kan være bekendt at give væk. Lige nu er jeg oppe på 9 (hvoraf den ene ikke ligner de andre) men spørgsmålet er så om der er nogen, som har lyst til at modtage dem. Nu må jeg tænke lidt over "alle" de mellemlægsservietter, som jeg pludseligt har

    SvarSlet
  9. Fremragende billede af den der måge. Sjældent er mågers åndsforsnottede glo-udtryk fanget så godt. :D

    SvarSlet
  10. Hæ Mads.. jeg stillede som sagt kameraet på mit stativ og satte fjernudløseren til.. Den sad derude og så så hjernefattig ud

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding