fredag den 27. februar 2009

Tilsyn af ny bygning

Der er et vanvittigt lavtryk. Barometeret er drønet fra 1020 mBar til 995 mBar. Jeg har læst et eller andet sted, at det er bevist at nogen mennesker lider af vejrsyge. I mange år, ja, faktisk lige indtil jeg læste det, troede jeg, at jeg sammen med en hel masse andre, var lettere hypokonderiske og hysteriske. Jeg kan i hvertfald mærke det som en let trykken i hovedet, træthed og ugidelighed, når trykket falder i barometeret, og nej, det er altså ikke bare for at få en god undskyldning for ikke at gøre fredagsrent. DMI har lovet os blæst sammen med nogle enkelte snefnug i morgen, så måske kan rengøringen klares i morgen? I dag var der et underligt lys i hele byen. Lidt Edward Hopper-agtigt.. (den udstilling, som jeg var inde, og se på Louisiana i starten af '90-erne, står stadig lysende klart for mig, kan du nok høre? ) En stille stemning som om tiden var frosset sad fast i kulden og lydene blev dæmpet, og på isen i havnen kæmpede et par måger en indædt kamp om en luns sæl. Om det var lavtrykket, der havde fået nogen, højst sandsynligt fiskere og fangere, der ikke kan komme på fangst, til at stable is ovenpå hinanden på havneisen, ved jeg ikke, men jeg smilede indeni og tænkte sjove tanker. Jeg hentede Jan på hans arbejde. Nogen gange kan det føre til en hel masse at komme før tid, og jeg fik set den nye kolos af en tilbygning til skolen. Udefra, synes jeg,ligner tilbygningen noget en arkitekt har lavet for at drille, for at gøre grin med eller sat sin tre-årige til at lave, men indeni så det nu meget tilforladeligt og skole-agtigt ud. Stensamlingen, som er Grønlands største, er blevet pudset af og sat fint op igen, og Jan kunne jo ikke dy sig og skulle vise deres smarte smartboards. Udsigten fra tilbygningen var anderledes med udsigt til både Jans hunde og vores hus. Hjemme overtalte Laura mig til at se undulatungen. Der var fire æg og de klækkede alle fire, men de tre døde en efter en.. jeg synes helt ærlig at de er lidt ADRRR.. uden dun og fjer. Laura er en rigtig dygtig undulatunge-opforstrer og passer fuglene efter alle kunstens regler.

3 kommentarer:

  1. UHA Dorthe! Den skolebygning kan da gøre enhver dansk kommuneskolelærer grøn i hovedet af misundelse. Jeg har de sidste dage set mig gal på den skole jeg kører børn til.Den ser SÅ forfalden og grim ud du tror det er løgn.Bare lidt maling og en handy-mand ville kunne gøre underværker.
    Undulater på Grønland!? OK, det er vel ikke mere mærkeligt end Sibirian Huskys i Italien.

    SvarSlet
  2. Hej Dorte
    Jeg er meget glad for at se at JAN tør rører ved det der smart board ;-) Jeg glæder mig til at vi skal spille kryds og bolle på smartboard. Klaus
    Den ser pæn ud skolen

    SvarSlet
  3. Hei Dorthe,
    tusen takk for alle dine spennend innlegg! Er bare moro a lese og se den fine bilder.
    Ha en super helg!
    Beatrice ♥ fra Tyskland

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding