Another day in paradise

Som I nok kan huske, har jeg tidligere skrevet, at jeg elsker at lære nye ting? En gennem-prøvet og til tider helt undervurderet kliché, at man lærer ved at fejle, kunne jeg idag prøve på egen krop. Et fint, fint stykke silke blev belagt med det fineste merino og farverne blev gennemtænkt og i mit hoved allerede sat sammen med noget af mit tøj..Ak og vé, silken var for fint vævet og ville under ingen omstændigheder i nærkontakt med det fine brune merinould. Hvis bare det havde filtet sig lidt ind i silken midt i stoffet, kunne jeg endda have levet med det, men nej,- det ville absolut hænge ude i den yderste kant og fint svæve over det fuldstændigt krøllede og nu ubrugelige silke. Jeg var nær grådens rand. Jeg tog et par minutter med en indvendig græde-/ærgre-tur og så måtte jeg op på hesten igen. Jeg valgte silkechiffon, som jeg jo havde succes med i går.

og der blev lagt små indbydende chokolade-bolle-lignende merinototter op, og i mønster blandet med små totter flødeskumslignende merino med silketwist, som jeg håbede ville arte sig, men første skulle det bankes igennem. Det er godt at være uden tørretumbler i sådanne situationer, så man kan komme af med frustrationer, aggressioner og indestængt vrede, og måtte nøjes med en plastik-sæk, som jeg hamrede rytmisk ned i gulvet, mens jeg tænkte på fortrædeligheder, fornærmelser, som jeg burde have svaret på med det samme, irreterende opgaver på arbejdet, garn der gennem tiderne har kludret, min uld/silke-undertrøje jeg kom til at vaske med det røde og en masse andre ting, mens jeg med et halvt øre lyttede og bidrog til de andres samtaler lige fra gode versus dårlige termokander/mænd/canadisk julekager og andre vigtige ting. Og så måtte spændingen jo udløses. Skylles, bankes, tæskes, skylles og hænges til tørre. (Glem lige mit åndsvage udtryk i ansigtet. Jeg er ikke fotomodel!)

Jo det blev næsten som jeg havde forestillet mig. Begge mine (vellykkede) sjaler er så tynde, lette og lækre at de kan foldes til næsten ingenting

, men kan også foldes ud og fylde, gemme og skjule.

Se! Det kan vi bruge!

Som den opmærksomme måske har bemærket, har jeg stort set hele tiden min nye blå/turkis uldtrøje på?! Den er indkøbt i Tusindfryd i Viborg En fed forretning, hvor jeg sagtens kunne gemme mig i flere dage, snuse, undersøge og indkøbe. Blusen kommer herfra, og jeg skal altså bare have nogle flere. Den er varm, let og lækker og kradser ikke til trods for at den er i 100% uld. Skøn! Farven er jeg fuldstændig forgabt i (har aldrig ejet noget i den farve før, men har nu både sjal og håndledsvarmere i den farve). Derimod keder Mille mig. Det er ret og vrang, frem og tilbage og absolut ingen udfordringer (endnu).Det er kun det dejlige, bløde og lækre garn, der holder mig til pindene og udsigten til at jeg skal have blusen på, og det glæder jeg mig meget til. Jeg forestiller mig et eller andet med, at når jeg først får den på, kan ingen se mine 10-15 ekstra kilo, min appelsinhud, mine grå hår og mine stadigt dybere rynker i panden og omkring øjnene, og når jeg først ser så godt ud, bliver jeg et nyt og bedre mennesker, der aldrig, aldrig tænker dårlige tanker om noget eller nogen, der entusiastisk kaster mig ud i hovedrengøring af børnenes værelser en gang om ugen, bager chokolade-muffins til min mand om søndagen, bliver besøgsven for gamle og demente og skovler sne foran mine forældres hus, hver gang det har sneet og med et smil står op kl 06.00 om morgenen. Alle disse skønne tanker om, hvad Mille vil bringe med sig holder mig oppe på pindene.