Målsætninger
Jeg har strikket et sjal.
Det er bestemt ikke, fordi jeg har brug for flere, men jeg stillede mine elever en opgave.
Jeg afsatte noget tid i en time (personlig udviklingstime) til at de skulle tænke over noget de gerne ville opnå inden for 5 uger.
Det kunne være alt mellem himmel og jord:
-Huske at sige godnat til deres mor
-Hjælpe med at tage opvasken hver dag
-Spare sammen til et eller andet
-ikke komme for sent i skole
-gå i seng på et bestemt tidspunkt hver aften
Eller hvad som helst.
Det kunne være en lille ting eller det kunne være en stor ting; de skulle selv vælge.
Derefter skulle de skrive det ned på deres iPad. Alle elever på hele skolen har en iPad, så de skulle bare tænde og skrive det ind.
Derefter skulle de skrive hvorfor de havde valgt denne ting at ville nå indenfor de 5 uger.
Så skulle de skrive hvordan de ville nå deres mål.. hvilke hjælpemidler, huske-ting eller metoder de ville bruge for at nå deres mål.
Vi satte allesammen vores alarm på iPaden til at ringe præcis 5 uger efter den time og vi satte den allesammen til et bestemt klokkeslet
Nu er de 5 uger gået.
IPadsene ringede allesammen kl 13 den forudbestemte dag og eleverne skulle åbne deres dokument og læse, hvad de havde skrevet som deres mål.
De fik nogle øjeblikke til lige at samle deres tanker og reflektere og så gik opgaven ud på, at de skulle skrive hvorfor det lykkedes og hvordan og hvad de havde gjort for at få det til at lykkedes.
De skulle også, hvis det ikke var lykkedes, skrive hvorfor det ikke var lykkedes og hvad de kunne have gjort for at det lykkedes.
Øvelsen gik ikke ud på at alting skulle lykkedes, men at øve sig i at sætte mål og planlægge hvordan man nåede sine mål.
Nogle af elevernes mål, viste sig at være ligegyldige for dem og derfor havde de ikke for alvor engageret sig i det, at det ikke var helhjertede ønsker om at opnå og nå frem til målet og det var jo også en øjenåbner for dem.
Andre igen havde ikke præcist nok, gjort sig tanker om, hvad der skulle til for at nå målet. De havde planlagt pokalen/ sejren, men ikke gjort sig tanker om kampen og hvad der skulle til for at opnå sejr.
Øvelsen gik også ud på at de skulle reflektere lidt over, hvorfor de havde sat sig lige netop det mål og hvorfor det var vigtigt for dem i det givne tidspunkt.
Da vi nedfældede vores mål, ville de også gerne have at jeg deltog.
Selvfølgelig.
Det plejer jeg jo, så jeg skrev at jeg gerne ville strikke dette sjal i noget mohair, som jeg havde liggende.
Jeg skrev under begrundelsen for at ville strikke netop dette sjal, at jeg ville udfordre min hjerne og bruge garn, som jeg allerede havde liggende.
Det er let nok, at strikke noget, som man allerede kan… eller det er det for det meste, men nogen gange vil jeg gerne bruge hovedet lidt.
Jan løser krydsord og sudokuer, men det har aldrig rigtigt fanget mig.
Vi læser begge en del.. eller det vil sige at jeg nu om dage mest lytter til lydbøger, mens jeg enten spinder, strikker eller laver andre ting.
Vi lytter begge til podcast af næsten enhver tænkelig art, som vi bagefter snakker med hinanden om til inspiration og for at vende tingene lidt.
Jeg forsøger at bruge og motionere hjernen i håb om, at det kan forebygge demens bare en lille smule og jeg forsøger at bruge det garn, som jeg allerede har. Jeg forsøger, og det går altså ikke så godt altid, ikke at købe nyt garn.
Jeg fik købt opskriften og kastede mig ud i det.
Det gik rigtigt fint.
Opskriften er så let forståelig, at jeg knap fik motioneret hjernen, men så løb jeg tør for garn og blev nødt til at bestille fra Danmark.
Det tager en halv verdensomrejse at få ting tilsendt, så jeg strikkede en vest/ slipover mens jeg ventede.
Jeg kender heldigvis en som venter sig og som skal føde til oktober.
Jeg tænkte at slipoveren er perfekt til en voksende mave og senere, hvis hun skal amme, må den også være anvendelig og nem at bruge.
Sjalet er forlængst færdig, jeg nåede mit mål og har lovet mine elever at tage det med på arbejde og vise dem det og du må da også gerne se, både vest og sjal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.