At glæde sig

 Vi skal til Danmark til sommer.

Vi skal besøge farfar.

Det er 2 år siden jeg sidst var ude og rejse og jeg glæder mig rigtig meget.

Jeg har været ude og køre hundeslæde, på snescooter og jeg har været i hytten, så jeg har været en anelse udenfor byen og udenfor mine sædvanlige cirkler, men jeg har ikke oplevet noget udenfor byen, udenfor det sædvanlige.

Jeg har været til festival her i byen og jeg har haft Laura på besøg, jeg har haft Cebastian på besøg og min barndomsveninde var i byen og kom også forbi. 

Jeg dvæler med de mindste oplevelser og forsøger at puste dem op til lidt mere og det virker skam også og jeg glæder mig over at være priviligeret.

Jeg glæder mig dog helt vildt til at komme lidt udenfor byen, se noget andet, se nogle andre og oplevet noget uventet.

Jeg kan mærke, at jeg trænger.

Heroppe har vi nærmest fri adgang til friske fisk, skaldyr, stenbidderrogn og vildtkød og det værdsætter jeg i det daglige, men jeg glæder mig usigeligt til friske grøntsager, der ikke er fløjet over Atlanten, nye jordbær, sprøde agurker, der er til at betale, nyopgravede kartofler og nye, søde vandmeloner. 

Jeg glæder mig til frisklagte æg til min morgenmad i selskab med farfar og jeg glæder mig til at sidde på terassen og drikke kaffe.

Mon farfars træ med moreller, når vi nok ikke at nyde godt af i år, for vi rejser tidligt tilbage igen.

Vi skal kun være væk i små tre uger, så vores tid i ferielandet bliver begrænset, men jeg vil forsøge at nyde hvert et øjeblik mens jeg er hjemmefra.

Apropos nye kartofler.

Jeg købte en pose kartofler engang i det tidlige forår, men af uvisse årsager fik dem ikke rigtig brugt og de lå i grøntsagsskuffen og spirede.

Det syntes jeg var en fin ting og lagde dem ned i en papkasse og dækkede dem lidt til. 

De spirede videre og for 14 dage siden kunne jeg endelig købe jord i butikken. 

Jeg har en stor sort balje, so jeg gennem de sidste par år, har forsøgt at lægge kartofler i, men jeg har gjort det forkert, ved jeg nu. De er kommet ud for tidligt og har ikke nået at spire og komme ordentligt til live,  og jeg har lagt alt for mange alt for tæt, så denne gang supplerede jeg med endnu en balje, som Jan borede huller i bunden i og jeg har fyldt dem begge med jord.

De har fået lov at stå indendøre, men vejret stadig var ustabilt og for koldt og mens mine købe-kartofler har stået indendøre og puttet i den nye muld, har de spiret og er brudt op gennem overfladen og jeg tror sørme at det denne gang vil lykkedes.

Nu er begge baljer kommet udenfor. Jeg tror det ser ud som det skal, men hvad ved jeg i grunden om det? Jeg satser.

Faktisk satser jeg så meget, at jeg også har sået et brev med majroer.

Jeg kan godt lide syltede majroer til en god, gammeldags steg, så jeg har studeret bagsiden af brevet med majroefrøene og vistnok gjort som de anbefaler. Nu er der bare at vente og vente. 

Mens jeg venter vil jeg indimellem give det hele lidt vand fra vandslangen og håbe at der til efteråret kan graves lidt op af den indkøbte muld.

Mine rabarber, som jeg engang for mange mange år siden fik af en gammel ven, passer sig selv.

Sidste år valgte jeg med bævende hjerte at grave dem op sortere lidt i knoldene og rode lidt op i den jorden som var blevet hård og kedelig. 

Der var ikke meget at komme efter sidste år, men i år ser det ud til at min lille indsats vil lønne sig.

Jeg har ikke den store erfaring med havearbejde. Hvor skulle jeg også have fået den erfaring fra? Nu prøver jeg at indhente lidt erfaring med bajlekartofler og majroespiring.

Farfar har også lagt kartofler og han har større erfaring udi den slags og jeg glæder mig til nye kartofler med et drys groft salt.