At miste langsomt

 Jeg var ude hos min far på plejehjemmet i går aftes. 

Det er jeg ca ude og besøge ham 1-2  gange om ugen gennemsnitligt. 

Mine søstre og jeg skiftes til at besøge ham om aftenen sådan ca hveranden-hver tredie aften. 

Vores mor er derude hver dag i ca 2 timer. Uanset vejr og vind. Uanset hvad.. ligemeget  hvad.

Ofte henter Jan og jeg min mor derude fra,  når vi får fri og kører hende i butikken og derefter hjem og på den måde følger vi også med i min fars sygdomsudvikling.

I går hentede vi min mor ude fra plejehjemmet, hvor hun havde besøgt vores far og efter aftensmaden kørte Jan og jeg ud for at besøge ham.

Han har glemt, hvordan man går og han får ofte maden galt i halsen, så de er begyndt at blende meget af hans mad og han får fortykningsmiddel i væsken.

Han har næsten ikke noget sprog mere. 

Han hakker og stammer voldsomt og inden han når så langt i sine sætninger, har han enten glemt, hvad han vil sige eller så giver han op.

Allederede inden han kom ud på plejehjemmet for snart 5 år siden, fik han opsat et permanent kateter til blæren, da kroppen ikke selv tømte blæren og der har været gentagne urinvejsinfektioner og betændelser, men i det store hele fungerer kateteret, som det skal.

Når jeg kommer ud til ham plejer jeg at hilse på ham.. selvfølgeligt.

"Hej far" og normalt plejer han, nogen gange efter lidt tøven, at hilse tilbage: "Hej Dorthe".

De sidste par måneder har han blot sagt hej og jeg har skullet fortælle ham, at "det er mig, Dorthe, din ældste datter"

I går da jeg kom ud til ham så han helt blank ud. Det var meget tydeligt at han ikke forbandt mig med noget som helst og der var ingen genkendelse.

Jeg fortalte ham hvem jeg var et par gange og måske, måske ikke genkendte han mig gradvist.

Han kikkede på Jan, som sædvanligt var med mig og der var der heller ikke meget genkendelse.

Vi sad vi bordet og jeg tog hans hånd og snakkede med ham stille og roligt om løst og fast. 

Jeg snakkede om ham og fortalte ham om episoder fra hans liv, som han har fortalt os. Fra hans ungdom og indimellem kunne han nikke, sige ja eller nej.

Da jeg rejste mig for at hente hans te, som stod og afkølede med fortykningsmiddel i, græd jeg.

Livets små glæder, som smør på den tørre bolle, den lune te, den gode mad, at kunne komme lidt ud i den friske luft, at sysle med småting og ikke mindst for min far,- de søde kager er væk.

Han har sandsynligvis glemt dem alle, men det har jeg ikke og jeg græd over hans tab.

Jeg græd også lidt for mig selv.

Jeg ville så gerne, at han stadig kan huske sine børn. 

Mine søstre og mig. 

Jeg vil så gerne, at han kan huske sine børnebørn, min søsters drenge og mine børn.

Man siger at det er de pårørendes sygdom og sorg, når et familiemedlem får sygdommen demens, men i går græd jeg på min fars vegne for han ved ikke engang at han mister mere og mere, kan mindre og mindre og han nu er så langt væk fra, hvad han var før, hvad han kunne før og hvad han ville før.

Der er efterhånden gået så mange år, hvor han har haft denne frygtelige sygdom, hvor han langsomt, men meget sikkert har mistet mere og mere af sig selv både kognitivt, fysisk og emotionelt, at jeg er ved at glemme hvordan han virkeligt var, hvordan hans stemme lød, hvordan hans energi var og hvordan vores relation var. 

Lige nu kan jeg kun genkalde mig de sidste 5-7 år. 

Det piner mig at også jeg er ved at miste de gode minder om, hvordan han virkeligt var. 

Jeg har set små videoklip, hvor jeg har genlevet ham og jeg har kigget billeder og forsøgt at genoplive ham fra før hans sygdom, i min hukommelse, men virkeligheden vender tilbage som en nådesløs boomerang.

Nogle dage er det svært at acceptere at den skikkelige, gode mand, som med tålmodighed og en skarp hjerne, sidder med et helt blank blik og ser på mig uden at genkende mig. 

Den mand, som passede mig i dagstimerne alene de første leve-måneder af mit liv fordi min mor ikke havde barsel, den mand, som ifølge ham selv, lærte mig at gå, den mand som var min primære omsorgs-person allerede inden det blev acceptabelt at fædre passede deres børn, passede mig. 

Han sad og holdt mig i hånden, legede med min ring, trykkede mine fingerspidser og klemte så mine hænder  igen. Måske kan hans krop og hans sanser huske mig? Måske ikke. 

Jeg må tage til takke med, at jeg husker ham.. så godt jeg nu kan. At jeg ved hvem han er og hvem han var. 

Jeg må tage til takke med at jeg stadig kan huske, hvad han har gjort for mig, for mine søstre, for min mor og for resten af familien. Takke for hvad vi fik og hvad vi stadig har, selvom jeg ville ønske at vi måske havde fået noget andet.

Så hvis du ser mig i dag med røde øjne, så ved du hvorfor.