Pjækkeeftermiddag

Jan har afsluttet sine sidste eksamener og har på en eller anden vis en form for tidlig sommerferie. 

Det har han så ikke helt, for han har stadig en masse små opgaver, administrative opgaver og løbende ting, som skal løses. 

Det giver en frihed for ham, så han selv kan planlægge sin dag og hvad han har lyst til, hvornår.

Jeg har stadig undervisning og hvad der ellers hører til at være lærer, men i går kunne jeg gå allerede kl 13.  

Det føltes lidt underligt og jeg så mig tilbage på skolen da jeg forlod den og forventede næsten at nogen råbte efter mig, at jeg havde ting, som stadig skulle udføres, at jeg stadig havde elever eller forsømte et møde. 

Jeg følte jeg pjækkede og jeg tjekkede min kalender mange gange for at være sikker, men det var skam god nok. Jeg kunne gå tidligt i går og det gjorde jeg så.

Der var godt vejr. 

Overskyet, men stille. 

Luften var tyk af fugt og vejrmeldingen lovede os også regn sidst på eftermiddagen. 

Vi tog vores flydedragt på, -det er en tyk, stiv kedeldragt, der lover at holde os flydende i vandoverfladen og som skal forhindre os i at synke ned på havets bund, i tilfælde af at vi skulle falde over bord og sejlede ud uden nogen konkrete planer  andre end at vi ville nyde friheden, havluften, hinandens selskab og den kande te, som vi havde medbragt.

Da vi kom ud for fjordmundingen kunne vi se hvaler. 

Nogen af hvalerne var pukkelhvaler. De lå i havoverfladen og prustede, blæste luft op og lavede store lyde. 

Jeg er ikke specielt tryg ved at komme tæt på de kæmpestore dyr. Når de enorme dyr forsvinder ned i havet, ved man aldrig hvor de dukker op igen og jeg i mine fantasier forestiller jeg mig, at de som det meste sandsynlige vil komme op under vores båd og kæntre os og i værste fald give os et dask med sine store luffer eller hale for helt at tilintetgøre os.

Jeg har aldrig hverken hørt eller set om nogen, som har haft kedelige oplevelser med hvaler, kun om een som kom sejlende og sejlede ind i en sovende hval og som fik sig en brat opvågning og måske et blåt mærke. 

Bådejeren fik ihverfald en slem overraskelse og en lære for livet om, at holde øje med sovende hvaler, da de kan ligge overalt og blunde næsten uden at man kan se dem.

Vi så store flokke af sæler, som svømmede sammen. På grønlandsk kalder man dem amisut: sæl-stime.

Jeg tænkte på Max, min yngste datters kærestes drone og hvor fed et filmklip han kunne have lavet, hvis han havde kunne flyve lavt hen over sælerne, som lå der i vandet med hovederne stikkende op. 

De lå helt stille og lignede nogen, som holdt et vigtigt møde .. lige indtil de hørte os komme tøffende.

Hvalerne kunne også have været sjove at se ovenfra og set, hvad de havde gang i. 

Da vi havde set os færdige på både hvaler og sæler, sejlede vi videre.

Der var kommet dønnniger på havet og overfladen var begyndt at kruse. 

Vi sejlede i læ og smed en fiskesnøre i vandet i håb om en tors eller i bedste fald en rødfisk.

Rødfisk lever på meget dybt vand, så snøren blev sænket helt ned, men der var intet at komme efter.

Til gengæld kunne vi betragte fjeld, som så sjovt ud. 

Vi kender en som har læst geologi og han ville med glæde have fortalt om fjeldets tilblivelse, komme med fakta om stenarter og tilføje bonusinformationer, som jeg sikkert ville have glemt igen, fordi jeg bare syntes at fjeldet er flot.

Vi så også Asungasungaat fra bagsiden og kunne se, at der er kommet en formation mere. 

Eller rettere er fjeldet nok eroderet og det tilbageblevne er blevet et søjle.

Så var dagen nærmest gået.. ihvertfald eftermiddagen og vi var mætte af havluft, oplevelser og sejlede hjem.

Jeg elsker, når der opstår uventede muligheder og at jeg har Jan at dele dem med. 

Jeg elsker at bo, hvor jeg gør, hvor vi kan gøre så mange ting uden at skulle køre langt, betale dyrt eller arrangere for meget i forvejen.