Venner i alle aldre

En af mine barndomsvenners søn, er blevet vores ven. For efterhånden mange år siden.

Han er på alder med, -lidt yngre end min søn og nu er han her i byen i en kortere periode.

Han er på noget uddannelse og efter lidt misforståelser fra min side, hvor jeg troede at det var ganske kort tid, at han skulle være her og måske allerede var rejst, fandt jeg ud af at han var her og heldigvis var han lidt insisterede på at ville besøge os.

Det er så hyggeligt at de unge mennesker, som vi har lært at kende under andre omstændigheder end gennem deres forældre, frivilligt og med glæde har lyst til at komme og besøge os.

Jeg lærte ham, at kende fordi han fotograferer og kom for at fotografere under ACR.

Vi havde plads til at han kunne bo hos os og når han er i byen opsøger han os.

Jeg havde selv glæde af nogle ældre mennesker. 

Ældre, at forstå på den måde, at de var på mine forældres alder.. faktisk lidt ældre end dem og da jeg gik på gymnasiet i Danmark var de flyttet tilbage til Danmark fra Grønland og jeg havde en sikkerhed i dem ved at vide, at brændte noget på eller brændte noget sammen, kunne jeg ringe til dem eller komme til dem i deres hjem.

Jeg benyttede mig af denne mulighed mere end een gang, og da jeg fødte Simon og stod alene tilbage med min nyfødte søn, som var født med et alvorligt handicap på Rigshospitalet behøvede jeg kun at ringe til min gamle veninde, Gudrun og sige at jeg var alene.

Hvordan hun formåede at komme fra Herning til Rigshospitalet i  løbet af så kort tid, er mig stadig en gåde, men hun stod der og hun havde medbragt et par strikkepinde og noget lanolingarn.

Jeg kunne knap strikke dengang, men hun var klog og vidste at mine tanker skulle afledes og mine hænder beskæftiges, så min verden ikke kun bestod i sygdom og bekymringer.

Hun fik skaffet en barnevogn og fik os ud i den friske luft, hvor der var andre indtryk og impulser end hospitalslugtene, kitler og triste fremtidsudsigter.

Hun snakkede med mig om ingenting og alting og hun holdt mig oppe, holdt mig til sig og holdt om mig.

Jeg ved ikke og finder aldrig ud af det, for hun er død nu, men jeg var og er hende stadig så evigt taknemmelig over at hun stod der og blev stående.

Hun var ikke ked af at sige sin mening, men hun havde respekt for min også, selvom jeg, set i bakspejlet var så ung, så naiv og så fuldstændigt uvidende om stort set alt og især om livet.

Jeg følte mig holdt ubetinget af og i virkeligheden skyldte hun mig ingenting, men viste mig at hun ville gøre alting for mig.

Jeg vil vist aldrig kunne gøre hende kunsten efter, men jeg er så glad for at de unge mennesker, som af een eller anden grund har fundet frem til os og vores hjem, opsøger os og vil tilbringe noget af deres kostbare ungdom på os.

Jeg er et heldigt menneske; for vores ven kommer og laver mad til os. 

Jeg ville gerne have lavet mad til ham, men han er veganer, og jeg har ingen forstand på at lave vegansk mad, så han kommer og laver vegansk mad til os og vores verden åbner sig med nye perspektiver.

Han bringer sit vasketøj med op til, men han klarer også den del selv.

Han har fået en nøgle til vores hus og han ved hvor tingene står, for han har boet hos os før. 

Det er en rar tanke,  at han ikke vil tøve med at komme forbi, selvom vi ikke er hjemme, for det er også en erklæring fra ham om, at han føler sig hjemme og føler sig velkommen.

Især Laura bringer unge mennesker til huset og de ved også at de til hver en tid med og uden Lauras selskab er velkomne, men nogle af de andre unge og yngre mennesker, som finder vej hertil, er kommet pga os.

Det glæder mig og jeg tænker tit Gudrun når nogle af de unge kommer forbi. Jeg håber så meget at de føler den tillid, som jeg følte, da jeg stod alene på Rigshospitalet og puttede mønter i mønttelefonen for at ringe til Gudrun for at fortælle hende at jeg var alene.

Vores ven har hjulpet os med forskellige tekniske ting, som vi ikke engang vidste at vi havde problemer med. 

Han sidder med et smil, sit rolige, afslappede og harmoniske væsen og føler at jeg er et rigt menneske, som har trofaste mennesker omkring mig i alle aldre.. ikke så mange, som mange andre har, men dem jeg har, er af så høj en kvalitet, at jeg føler mig rig og taknemmelig.

Tak.

(Billederne har intet med noget at gøre og så dog alligevel, for vores unge ven er meget vidende om mange ting og i går aftes, da vi talte lidt om fotografering fortalte han om forskellige teknikker, - især indenfor makrofotografering, som jeg vil prøve at lære i løbet af sommeren. 

Han er forøvrigt sådan en ven, som jeg kan ringe til med mine udfordringer indenfor især mit kamera og han forklarer så stille og roligt så selv jeg forstår det, over videoopkald, hvordan jeg får dem løst. 

Hvor mange er det forundt at have sådan nogle venner? En anden gang vil jeg fortælle om en veninde jeg har. Hun er lige fyldt 7 år og vi har kendt hinanden siden hun var 1/2 år. Jeg håber, at hun vokser op velvidende at hun har mig, som jeg havde Gudrun.)