Kompensation

 Det er ikke så forfærdeligt tit, at jeg eller for den sags skyld Jan køber noget stort eller dyrt.

Vi tænker os meget grundigt om, vender og drejer fornuften før vi beslutter os for at investere.

Jeg har et lillebitte enmandsfirma, som jeg ikke rigtig kører alligevel. 

På et et tidspunkt strikkede jeg en del mod betaling og jeg har fotograferet forskellige ting også mod betaling, men det har aldrig været noget som jeg dyrkede eller prøvede at få til at vokse, men jeg har stort set ikke rørt det håndører, som gik ind på den konto og min drøm var at kunne skifte mit kamera ud.

Det har tjent mig flittigt i næsten 10 år. Det kan stadig bruges og det vil det også blive, men det er tungt og som så meget andet elektronik forældes det jo hurtigere end noget andet.

Jeg havde en drøm om et systemkamera og efter at have tænkt mig om i lang tid besluttede jeg mig for at bruge de penge som jeg havde sparet sammen og bestilte online. Jeg fik god hjælp og på under en uge stod jeg med mit nye  kamera, som jeg glæder mig til at lære at kende.

Jeg kan ikke huske, hvilket af mine  børn, der spurgte hvad der skulle være mit første billede. Det havde jeg slet ikke tænkt over, men da jeg havde sat kameraet op, lavet de  obligatoriske indstillinger og fundet ud af det mest basale, spurgte jeg Jan om jeg måtte tage et billede af ham.

Han er altid hjælpsom, så han rettede tålmodigt blikket over mod mig og jeg fik lov at øve mig.

Vi havde begge forholdsvis tidligt fri i går.

En af mine klasser er i erhvervspraktik og da jeg var færdig med at lave, hvad der skulle laves på skolen, kørte jeg hjem til Jan, som allerede var kommet hjem. Hans elever har læseferie og han går til og fra med forberedelser og planlægning, koordinering og hvad dertil hører med eksamener. 

Vi besluttede at vi ville gå en tur. 

Jeg døjer voldsomt med min højre fods svangsene, der er stram, øm og gør meget, meget ondt. 

Jeg var til en fysioterapeut/ ostepat som sagde at det var inflamation og gav mig shockwave behandling og viste mig nogle øvelser, som jeg skulle udføre flere gange om dagen. 

Nogle dage går det bedre, men i går var min fod og hæl øm allerede inden vi gik, så det gik ikke så hurtigt.

Vi havde Ingo med og han nød at komme ud og opleve. Han fylder 1/2 år d. 04.juni og han er stor af sin alder.

Han står stadig med sin mor og hun er heldigvis begyndt at sige fra overfor ham, når han stjæler hendes mad.

Han er en nysgerrig og glad hund. Vi sætter ham ind i bilen og kører et sted hen, hvor vi håber ikke at møde så mange mennesker, hvor vi går med ham i snor.

Når vi er så langt væk, at vi er sikre på at der ikke kommer andre mennesker slipper vi ham lidt løs, hvor han leger med en bold.

Det er sjovt at se en slædehund være så ivrig efter at hente og bringe. 

Jeg bliver i så godt humør af at være sammen med Ingo. 

Jeg ville ønske at han kunne være hos mig hele tiden, men han er en slædehund, et flokdyr og vores hjem, vores omgivelser og vores tilværelse er desværre ikke indrettet til at have en hund i vores hjem.

Da vi havde sat Ingo af ved siden af hans mor, fik jeg besked om at mit kamera kunne afhentes, så til trods for at min højre fods svang har drillet, kan jeg vist sige, at det har været een af de meget bedre dage, hvor solen skinnede og livet var let at omgåes.