Konfirmation

 Den første weekend i denne månded var hektisk. 

Jeg havde til dels selv valgt det.

Når man bliver konfirmeret i Sisimiut og som det eneste sted i landet, måske som det eneste sted i kongeriget, er der overhøring af et kort bibelstykke om lørdagen i kirken. 

De kommende konfirmander møder kl lidt i et i kirken og under gudstjenesten, kommer præsten hen til den enkelte, som så reciterer et kort stykke fra biblen, som er blevet indøvet.

Det er en kort kirkegang og derefter er der som regel kaffemik.

Mine elever gennem de sidste 6 år skulle konfirmeret og jeg havde lovet dem og især mig selv, at jeg ville være til stede begge dage.

Ikke mindst havde jeg jo også fået kaffemik-invitationer fra næsten alle sammen. 

Jeg havde lagt en slags køreplan for min dag, når jeg skulle på kaffemik-turne, men den gik faktisk allerede i vasken mens jeg sad nede i kirken.

Da mine elever stod dernede i kirken foran præsten og skulle fremsige deres bibelstykke, var de så alvorlige, så dygtige, så søde og så seriøse.

Jeg mindedes de mange, mange oplevelser, som jeg har haft med de børn. 

De har jo været en meget stor del af min hverdag da jeg jo har haft dem gennem mange år og gennem alle årene har jeg haft mange timer  i klassen om ugen.

De har alle mere eller mindre siddet på skødet af mig alle sammen, fået tørret næsen, blevet trøstet, blevet opmuntret, blevet irettesat og ikke mindst har jeg jo set dem vokse fra små børn med mælketænder til spæde teenagere med bumser, dyb stemme og spirende kærlighedsliv.

Jeg har forsøgt at lære dem om venskaber, om gensidig respekt, om at overholde aftale, at nå sine mål, at stole på sig selv, at viden er vigtig og selvfølgelig har jeg forsøgt at lære dem noget fagligt.

De er stadig i læring med det meste. 

Det er vi vist alle, når vi når til de ting i livet, men jeg vil mene, at mine elever er godt på vej. 

De har nogle gode støttende forældre, som støtter op om deres skolegang og som gennem alle årene har været så samarbejds-villige.

Selvfølgelig har der været nedture for os alle, men de er så små og få, at jeg helt har glemt dem.

Jeg sad i kirken oppe under loften og kunne se dem allesammen ovenfra. 

De var så søde, så smukke og så alvorlige ud.

Jeg blev rørt og alt for ofte måtte jeg lige tørre nogle tårer væk, mens jeg tænkte på om jeg mon var professionel nok og om jeg overhovedet skulle have den professionelle maske på?

Jeg har lavet en lukket facebookgruppe til mine elevers forældre og har, når jeg har husket det, fotograferet, når eleverne har lavet noget specielt, haft anderledes skoledage, har været på lejrskole og heroppe, -ihvertfald på vores skole har vi ikke skolefotograf, så derfor har jeg forsøgt at tage et portrætbillede af hver enkelt en gang om året gennem årene og alle disse billeder har jeg lagt ind i deres gruppe, så de selv kan downloade billederne og her et par måneder før de skulle fotograferes, tilbød jeg at tage billeder,  som de kunne bruge til evt. invitation o.lign. 

Det har selvfølgeligt altid været frivilligt om eleverne ville fotograferes, men alle pånær to ville gerne benytte sig af tilbuddet og det har været sjovt at se hvad billederne senere blev brugt til.

På konfirmationsdagene havde jeg lovet dem at ville tage billeder også og jeg nåede hjem og udskrive billeder til dem, som jeg havde lovet at komme til kaffemik hos.

Jeg husker selv min konfirmation. 

Vi, der er konfirmeret, husker vel alle mere eller mindre vores konfirmation?

Min mormor havde næsten alle dele til min grønlænderdragt og den blev tilpasset og rettet til undervejs, farverne blev valgt så den passede akkurat til mig og da den store dag oprandt sad den som den skulle.

Den største forskel på min og deres konfirmation, -ihvertfald den, som jeg var inviteret til om aftenen var, at konfirmanden selv havde bestemt det hele. 

Hun kendte alle som var inviterede og havde selv mere eller mindre bestemt, hvad der skulle serveres og ikke mindst at der ikke skulle serveres alkohol til.

Mange af gæsterne, der deltog til min konfirmation havde jeg ikke set før og heller ikke siden. 

Familie og venner af mine forældre. 

Dengang havde vi børn og unge ikke så stor bestemmelsesret.

Dengang var det ikke så meget et spørgsmål om vi ville konfirmeres, men mere at vi skulle.

Dengang .. eller var det kun mig/os, holdt vi os til, hvad MAN gjorde og fulgte pligttro de traditioner og skikke, man altid havde fulgt uden at sætte alt for mange spørgsmålstegn ved dem.

Jeg kan læse rundt omkring at mange nu om dage vælger  alternativer til at blive konfirmeret og jeg hylder ideen om, at den unge selv kan vælge om de vil tilslutte sig den kristne tro og vente med at "vælge side", men jeg hylder ikke det gaveræs, som jeg også ser en stigende tendens til i forbindelse med konfirmationen, de prestigegaver, som nogen får og de fester, som nogle arrangerer.

Sisimiut kirke

I næste måned skal vi afsted igen til en anden konfirmand og det bliver spændende at se, hvilken måde de har valgt at fejre det.

(p.s: de billeder, som jeg har lagt ud, kunne enhver også have taget og de ligger forøvrigt også på vores lokale præstegælds offentlige facebook-side, men resten af billederne har jeg kun delt med forældrene.. bare for en ordens skyld)