84 år

Jeg tager mig selv i at have lyst til at skrive: stakkels når jeg vil starte sætningen: min far.

Sangen: “glemmer du så husker jeg”. 

Jeg tager mig selv i at glemme min “rigtige” far. 

Den far som jeg havde før demens-sygdommen krøb ind og bosatte sig i min far.

Den onde sygdom.

Min far havde fødselsdag i går

Han fyldte 84 år, men han ved det ikke.

Måske ved han det i det øjeblik, som vi fortæller ham, at han fylder år i dag, men i det øjeblik, som sætningen er udslippet vores læber og har nået hans ører, har han allerede glemt, hvad vi sagde og måske har han ikke helt forstået, hvad der blev sagt og hvad ordene betød.

Han mister flere og flere kognitive funktioner ligesom han også mister flere og flere fysiske færdigheder.

Langsomt, men meget sikkert er han helt ved at miste talens brug. 

Han kan stadig på nogle dage sige sætninger som har sammenhæng og med mening til det vi taler om, men mange dage, svarer han i enstavelsesord (ikke at vi stiller spørgsmål men i forbindelse med det, vi snakker om) eller slet ikke. 

Han stammer en del, når han forsøger at sammensætte en kort sætning og det ser ud til at han ofte glemmer, hvad han var i gang med at sige.

Han falder i staver  og laver gentagende bevægelser, som foreksempel at suge i et tomt glas, som han har drukket af eller piller ved sine knapper eller lignenede.

At fange hans opmærksomhed og især at fastholde den er nogengange det sværeste, så ofte sidder jeg bare med ham i hånden og synger lidt for ham eller sludrer om alt og ingenting.

Evnen til at rejse sig selv og gå forsvandt allerede for små to år siden og lige nu bliver personalet nødt til at skære hans mad ud i små stykker eller blende det, da hans evne til at synke også ofte svigter og han får mad og drikkelse galt i halsen.

Før i tiden plejede jeg ofte at have vindruer, æblestykker eller lidt godter med til ham, men vi skal virkeligt tænke os om nu om dage.

På det seneste har jeg blendet frugt eller bær med mælk og lidt fløde, og nogen gange tilsat lidt ahornsirup for sødme.

Det er ikke fordi de ikke får mad på plejehjemmet, men mere et ønske om at give ham noget med lidt mere smag og duft end det som de tilbyder og måske er det også for bare at give. 

Lysten til at give ham et eller andet, som kan gøre glad, men han opfatter ikke helt at det er noget som jeg bringer udefra, så glæden er vist kun giverens.. min.

I dag har han så fødselsdag og jeg ville så gerne have givet ham en gave. En indpakket gave, som han kan pakke op og blive glad for, men han ville ikke kunne pakke en gave op og det vil ikke give mening for ham, hvis man pakkede en gave til ham op for ham.

Han var en ualmindelig dygtig håndværker, især til el, men alt andet kunne han også lave.

Han byggede deres hus helt fra bunden af i 1986 og der skulle både lægges el, strøm, vand og varme ind. Der skulle laves fundament og lægges tag, men han byggede huset og det endda ved siden af sit 8-16 arbejde.

Var der ting, som vi skulle have lavet, som vi ikke selv kunne finde ud af, kunne vi altid komme med det til ham og hans motto var “ at var det ikke lavet af Gud, kunne det ordnes”.

Jeg er ude hos ham mindst en aften om ugen i halvanden time til to og  jeg ser ham ofte og følger den negative udvikling, som er helt normal for en person med demenssygdom. 

Det er trist at følge og det er trist at følge de andre gamle som også sidder derude og hvis tilstand også forværres uge for uge.

Min fars sygdom har varet så længe nu og jeg tager mig selv i at glemme, hvordan han var før sin sygdom.

Jeg kikke nogen gange billeder af ham og så dukker minderne fra før sygdommen frem.

I går aftes da jeg efter en lang arbejdsdag tog ud til ham, sad vi og han holdt min hånd. Selv hans stærke, hårde hånd har forandret sig, men den er stadig stærk.

Hans før så brede og kødfulde skuldre har mistet styrke og muskelmasse og han er ikke længere så trind, som han engang var.

Han glemte, at han var storrygende piberyger og hans lugt forandrede sig derfor også, men i går da han trak min hånd ind til sig og jeg ville sige farvel kunne jeg genkende hans personlige kropslugt og det gav minder.

Især min far har fyldt meget i vores liv, for han var meget speciel og helt anderledes end alle andre, som jeg nogensinde har mødt.

Han fyldte 84 år i går og selvom han ikke selv huskede det, så huskede vi det og fejrede ham, sammen med ham med kaffe og kage.

Tillykke med fødselsdagen, far