Ikke en af de gode minder

 Mine elever skulle lære at stille spørgsmål.. på dansk, og ved den lejlighed startede jeg med at vise dem min barndoms veninde bog.

De skulle efterfølgende lære at stille mere uddybende spørgsmål med det mål for øje, at de skulle skrive en artikel.

De har været rimeligt dygtige og ved den lejlighed har jeg også forsøgt at lære dem, hvordan man henvender sig til fremmede fx. ved at præsentere sig, fortælle, hvad formålet med spørgsmålene er og så videre.

Jeg sad og kikkede min næsten 50 år gamle venindebog igennem inden inden jeg tog den med på arbejdet, og blev kastet tilbage til tiden, hvor veninder og bekendte skrev ind i bogen, men jeg kunne også se, at det ikke kun var venner, men også andre,knap så tætte relatoner,  der havde skrevet i min bog.

En del havde skrevet under:

Hvad kan du ikke lide

at se: 

at høre: 

at spise:

Jeg blev sendt tilbage til de følelser, som det skabte og jeg har gennem de sidste par uger tænkt en del over både det som er blevet skrevet, de følelser det har skabt og hvad det har gjort ved mig senere hen.

Jeg rejste fra Sisimiut til Nuuk, hvor jeg fså også flyttede klasse.

I den klasse jeg kom fra havde jeg en rigtig god veninde og vi havde nogle fælles veninder og vi havde en klub.

Hvad vi lavede i klubben er lidt diffust, men set i bakspejlet og som voksen, kan jeg se, at det meste gik ud på at være sammen, lave ting sammen og vi havde en klubbog.. et hæfte, hvor vi nogen gange skrev ting ind om de ting, som vi havde drøftet, lavet og foretaget os. 

Jeg ved det, for jeg fandt hæftet for nogle år siden og har gen-gemt det.

Da vi flyttede til Nuuk var jeg ca. 10 år. Jeg startede i 6. Klasse i Nuuk.

Det var en stor by i forhold til hvad jeg selv kom fra og kulturen blandt børnene var noget anderledes og jeg skulle finde min plads i de grupper, som allerede var funderet, veletableret og velfungerende. Jeg husker at det var svært at finde en plads, hvor jeg passede ind, men der gik ikke så forfærdeligt længe inden jeg havde fundet nogle at være sammen med og som jeg kunne kalde mine veninder, men der var en anden kultur i hovestaden og jeg kom jo ind som en lille bondeknold og jeg husker at det tit var svært at blive helt accepteret.

Jeg blev lidt ældre og vi begyndte at gå i ungdomsklubben, hvor der var endnu flere mennesker at forholde sig til og det var også svært.

Da jeg kikkede venindebogen igennem, blev jeg kastet tilbage i tiden og kan sætte nogle brikker ind i puslespillet, der udgør de tankemønstre jeg holder mig og kan forstå nogle af de uhensigtmæssige reaktionsmønstre, som jeg nogle gange falder tilbage i.

Børn kan være så forfærdeligt grusomme mod hinanden og måske er disse små udfald i min såkaldte venindebog ingenting i forhold til hvad andre har været udsat for, men de har været med til at danne et menneske, som ikke helt stoler på andre mennesker, som ikke 100% giver sig hen og som har lært at være alene og som ikke nødvendigvis behøver andre mennesker, for underholdning og som kan være mistroisk og tilbageholdende i relationer... ikke altid, men der hele tiden en snert og nu ved jeg måske lidt hvorfor?

Udadtil er jeg sikker og ikke til at slå af pinden, men indadtil, kan jeg stadig blive hensat til de der følelser af ikke at slå til.

De følelser kender de fleste mennesker, vil jeg tro og de fleste af os har små-ar, små-sår, skrammer og skævt sammenvoksede sjæle.

Jeg forsøger at lære de børn som jeg har i mine arbejdsrelaterede og private cirkler, at man skal opføre og behandle andre som man gerne selv vil selv vil behandles.