At kræve for meget af sig selv

Igennem alt for lang tid har jeg kørt i et alt for højt gear. 

Inde i mit hoved har det larmet, regeret og støjet med alt muligt og især og nok mest umuligt.

Jeg har argumenteret med mig selv om ingenting og alting, spekuleret mig vind og skæv uden at have noget konkret at spekulere over og jeg har ladet underlige tanker køre rundt med mig.

Der er danskvand-brus lige under min hud mellem de inderste og yderste nerve-lag og mine drømme har kørt  frihjul, så jeg har ligget vågen mange timer mange gange om natten og om morgen har jeg været oppe og køre, selvom jeg måske var lidt for træt efter søvnmanglen.

Og så alligevel ikke. For jeg føler heller ikke at jeg når, det jeg gerne vil nå og alt det jeg sætter mig for og så kører tankerne igen derud af med en hastighed, som man ville få en fartbøde for.

I morgen når klokken slår fyraften, så står min mellemste vidunderunge hjemme, for hun ankommer med flyet i morgen formiddag. Jeg skal lige have overstået arbejdsdagen inden jeg helt kan svælge mig i moderlykken og for at det ikke skal være løgn så kommer Sara og Max på lørdag.

De bliver her påsken over og jeg glæder mig til at køre ned i gear, lade roen sænke sig, sænke skuldrene og lade hjerne køle lidt af.

De sidste par år har trukket store veksler på min indre konti.. både på den almindelige og opsparingskontoen.

Jeg er gået i en indre betalingsstandsning, men er ikke helt konkurs.. endnu og det skal heller ikke ske.

I hverdagen forsøger jeg at få det indre regnskab til at gå i nul, ved at tage af hverdagens små glæder, øver mig i at finde små positive klatregreb i hverdagslivet, som jeg kan hænge min lid op på og jeg prøver at ryste hverdagens skidt af mig inden jeg lukker mine øjne for natten, men du kender det sikkert; du vågner ca 23 minutter efter at du er faldet i søvn med galoperende hjerte og blodet arrigt brusende i hele kroppen og der går uendeligt mange tanker igennem hovedet inden du igen kan lukke øjnene.

Jeg tror at kroppen kan huske og måske endda få dårlige vaner, som ikke har noget med hjernen at gøre-agtigt. At den husker de der stoppesteder i søvnen og tror at den skal afbryde hvilen og vække hele systemet, men nu overtager jeg altså kommandoen og sørger for at hoved og hjerne finder tilbage til det langsomme flow, hvor tankerne kommer ind en ad gangen i behørig orden og med ærlige ærinder uden at falde over hinanden og blive liggende.

Jeg plejer at være rimeligt god til at rydde ud, rydde op og få sat systemer, som er til at finde ud af.

En af metoderne er at komme ud. 

Bare ud på den ene eller på den anden måde og i går var jeg ude og fotografere børnene hundeslædevæddeløb, hvor der var deltagere fra mange af de nordlige hundedistrikt-byer. 

(dronefilm på KNR)

I dag blev det til en hundeslædetur, med vores egne hunde, hvor hundene løb i så hurtig galop, så jeg knapt nåede at få kameraet op af tasken. 

Du får lige en bunke.. ja, faktisk alt for mange, for jeg mestrer ikke begrænsningens kunst i ret mange sammenhænge.

I morgen kommer Laura, i morgen går starten på Arctic Circle race - for 25. gang og efter 2 års corona-pause og byen er fyldt med menneske fra andre steder og hunde fra det meste af Nordgrønland. 

På lørdag er der hundeslædevæddeløb med de voksne og lige inden lørdagen går på hæld, kommer Sara og Max.

Hundeslædekuskene, hundene og skiløberne bliver skiftet ud i næste uge med musikere, kunstnere, et par kokke og andre gode godtfolk

Det bliver en god påskeferie og jeg glæder mig.