Mens rokken hviler

Der er en piblen og en rislen udenfor af sne, som smelter, små vandløb og små bække af smeltende vinter.

 

Vi vil have båden i vandet  og det skal helst være i går, for i dag er der sejlvejr og jeg ville da rigtigt gerne lige have været ude og snuse til den salte havluft og nydt bølgernes vuggen.

Jeg slår mig til tåls og ved at der er en tid til hver ting, men tiden er altså også inde nu til jolle-sejllads og hav-liv.

Min rok er på arbejde.

Ikke på overarbejde, for hvis jeg går for hårdt til den, kan det mærkes i min ankel, som bliver øm og senerne bliver hævede, så stille og roligt.

Selve garnet, som bliver spundet bliver ikke noget at råbe hurra for.

Jeg er ved gud ikke særligt god til det og jeg bliver ligesom ikke rigtigt bedre, men man kan jo heller ikke være verdensmester i alting.. altså ikke fordi jeg er verdensmester til nogen ting, men spinding er bare ikke noget, som jeg ikke bliver bedre til uanset, hvor meget jeg øver mig, men sjovt er det og fascinerende at strikke af selvspundet garn, som endda er moskusuld, som min ældste har samlet til mig.

Der bliver taget nogle omgange på rokken og så stopper jeg mig selv igen inden jeg får seneskedehindebetændelse i anklen, så stikketøjet skrider ualmindeligt langsomt fremad, men jeg slår tålmodigheds-knappen i bund og øver mig i ikke at  have noget mellem hænderne hele tiden.

Dét er lidt svært, men også lidt godt.. tror jeg.

I disse dage har vi Daniel boende.

Både hans far og mor er ude og rejse og det er rigtigt hyggeligt at have ham hos os.

Han synes måske vi er lidt kedelige, men desværre for os og måske heldigvis for ham, er det kun til på fredag, hvor hans far vender tilbage.