TV2 med Laura eller var det Laura med TV2

Og forresten vil jeg da også gerne prale en lille smule.. måske mere end en smule, faktisk.

Laura kom efter en masse besvær, polimik, aflysninger, forsinkelser og alt muligt tilbage fra Nuuk/Sana/Dr. Ingrids hospital, hvor hun blev opereret i benet.

Benet er forøvrigt tilføjet 9 fine, lange skruer og en god, bred plade til at holde sammen på benet, som var brækket hele 3 steder.

Operationen blev udsat og udsat og udsat og først en hel uge efter, at hun havde brækket det og var sendt afsted herfra med et ambulanceflyver (en lille KingAir) blev hun opereret og vejret gjorde, så at da hun endelig, endelig fik stukket en returbillet i hånden, så hun kunne komme hjem, men vejret ville ikke helt det samme som Laura ville, så hun kom først hjem om mandagen, hvor hun havde en billet til om fredagen.

Sådan er betingelserne heroppe.

Det er vejret som bestemmer.

Helt suverænt og uden modsigelse.

Vi kan absolut intet stille op, når vejret ikke er med os, andet end at iføre os masser af tålmodighed og så ellers bare vente.

 

Lang, lang tid inden hun brækkede benet, var hun blevet spurgt om hun ville synge et par sange med Danmarksk kedeligste orkester TV2 når de kom herop for at give koncert og det sagde hun naturligvis ja til.

Dét ville hun helt sikkert gerne, men så var det jo at hun brækkede det her ben og mens hun lå i Nuuk og ventede på at blive sat sammen igen, blev hun lidt nervøs.

Dét tror da pokker, for hun var, for at sige det meget mildt, ikke særligt mobil, men hun lyttede til de 3 sange, som orkesteret havde besluttet sig for at ville synge sammen med hende og i tankerne sang og øvede hun sig og ville ikke aflyse så stor en chance før hun var sikker på at hun virkeligt ikke kunne.

Som sagt kom hun tilbage hertil om mandagen og koncerten skulle afholdes om onsdagen på hotellet.

Og som en lille bi-bemærkning kan jeg tilføje, at Laura altid har været vildt god til alt, hvad hun har kastet sig over, men at være syg… dét er hun bare helt vildt elendig til at være og der flød tårer og selvmedlidenhed, ynk og jammer fra hende i tide og utide, så mor her, måtte tale, hurtigt, højt og gentage sin kedelige tale et par gange; det var jo ikke med benet hun skulle synge og det ser da ret sofistikeret ud at sidde på en høj barstol og synge og især hvis man har en walker på (walker er den nye gips).

Hun øvede een gang med TV2 om eftermiddagen, hvor koncerten skulle være om aftenen og det lød godt og fint.

 

Da tid kom, gik (humpede/krykkede) hun smilende op på scenen, satte sig afslappet på barstolen og fyrede den så af og var med til at pumpe en fest op til højdepunktet.

Om mor er stolt??

Helt vildt! Især, når jeg ved, at hun ganske få timer forinden var led og ked, var nervøs og en smule bange for om hun ville falde igennem med sit brækkede ben og manglende øvelse og hvad har vil ellers vi kan blive nervøse for.

Hun gjorde det bare så helt vildt godt.

Jeg fik ikke taget så mange billeder, for lige akkurat i den periode var min hovedpine værst, slem og sled dybe huller i overskuddet (som ikke var der), men lidt har jo også ret

Det var en stor oplevelse og forhåbentligt også en stor og god oplevelse for Laura.