øvelser i anerkendende samtaler med mig selv

I weekenden, mens Jan og jeg var i hytten, sad vi og snakkede om, at det kunne være lidt fint og hyggeligt med  lidt små billeder på væggen derinde.

Jeg tænkte lidt på små billeder i små rammer af den nærmeste familie og på nogle små fine postkort, som jeg har.

Faktisk er  det nogle julekort af kunstneren Naja Abelsen, som vil passe rigtigt godt i hytten og mens jeg fandt dem frem fra gemmerne, fandt jeg også fire rigtigt fine postkort af Knud Hegnet.

Jeg har forsøgt at finde billederne ude på det store internet for at kunne lægge et link ud til dig, men fandt dem ikke, men jeg kan jo altid fotografere dem, når det kommer op og hænge på væggen inde i hytten.

Billeder af familien skal jo bare findes på harddisken og printes ud og det svære ligger faktisk mest i at udvælge nogle.

 

Mens jeg sad og rodede rundt i gemmerne fandt jeg nogle skitser, som jeg fik startet på engang i start-/midt halvfemserne og jeg sad og kiggede lidt på dem og kom til at tænke…:

Når andre har klappet sig selv på skuldrene har jeg i grunden altid ramt lidt ved siden af og det som skulle have været et opmuntrende klap på skuldren, er endt med at blive et hårdt slag ned i hovedet. AV!

Jeg har altid slået mig selv oveni hovedet med mine fejl og mangler, med det resultat at jeg lynhurtigt stoppede med hvad jeg nu måtte have gang i. Og der har været en del med tiden. Altså af ting, som jeg havde gang i.

 

Jeg nåede aldrig rigtig at blive god til noget.

 

Skal man være dygtig, skal man øve sig og jeg forventede altid at jeg var verdensmester fra starten af.. mindst. Og var jeg ikke det, kunne det være (næsten) lige meget og så mistede jeg lynhurtigt lysten til at fortsætte.

 

Og hvis jeg nu greb mig selv i barmen og var lidt ærlig, så burde jeg jo faktisk skrive hele ovenstående i nutid, for jeg er stadig slem til at ramme ved siden af, når jeg skal klappe mig selv på skulderen. Jeg rammer stadig ned i mit eget hoved med hårde slag.

 

I dag, sagde een jeg kender til / om mig, at jeg ikke forstår at modtage ros og det tænkte jeg lidt over, mens jeg sad og rodede rundt i alle de der gamle skitser, som jeg kasserede i sin tid og opgav at lære at tegne/male/skitsere og jeg tænkte, at hvis jeg havde været lidt bedre til at rose og anerkende mig selv lidt mere, havde jeg sikkert været lidt bedre i dag og måske endda villet vise mine krusseduller frem.

Sjovt er det jo i grunden ikke, men tankevækkende, at uanset, hvor meget ros og anerkendelse du /jeg får af mine omgivelser, så er det vigtigste dog, at man/ jeg kan rose mig selv og der halter jeg nok lidt stadigvæk.

 

I anledningen af at det er den tiende dag i den tiende måned i år eller måske helt uden anledning, vil jeg bryde en grænse og vise noget kasseret frem alligevel, som en stille opmuntring til mig selv.

Billederne er taget håndholdt med mobilen og kvaliteten er så også derefter. Nogen gange skal man bare skynde sig at gøre, hvad der lige falder een ind inden man fortryder og i denne sammenhæng var det så mobilen, som lå ved siden af mig, som blev hevet frem inden jeg dækkede til og gemte væk.

Nå! Men det var så lige de der billeder ind til hytten, som jeg kom fra….