Pladsmangel
I morges skulle vi aflevere bilen på værkstedet.
Døren bagi på højre side gik i baglås i sommer og siden er der ikke gjort mere, andet end at vi vænnede os til det.. eller næsten vænnede os til det.
Førersædets fjedre var i sommerens løb blevet trætte og man sad med røven, ikke i vandskorpen, men i bunden af bilen og når man ikke er så høj, kan der lige pludseligt godt være langt op til vinduet.
Efteråret har længe haft sin kolde næve fast knyttet om os og ladet lidt sne rasle ned over fjeldtoppene.
Snegrænsen kryber nedad, nedad, mens der i byen bliver smidt kaskader af vand ind over os og gør livet en smule mindre festligt, hvis man skal ud, men i morges, hvor jeg skulle nå arbejdet på gåben, viste vejret sig fra sin bedste efterårs-side.
Der var en ren, klar og meget frisk luft og søen lå blank og spejlede sine omgivelser til fryd for alle os fodgængere.
I eftermiddags tittede solen frem og smilede varme stråler ned til os og måske oplivet af lyset, tog Jan, Lena og jeg på Café Nord & art, hvor Jan fik sin frokost
og Lena og jeg valgte noget sødt i form af pandekage m. is/ belgisk vaffel m. is til kaffen.
Jeg valgte også at skrive et postkort til Daniel og Silas, som jo er flyttet fra 9000 Ålborg til 3900 Nuuk.
Dagen blev fyldt yderligere ud med at samle småting sammen, købe søm og skruer, køre efter det glemte (vi fik bilen tilbage kl. 13) og ødsle lidt mere med tiden, som vi havde nok af i dag.. og de ting, som vi fik samlet sammen, skal så fragtes op til hytten i morgen meget tidligt.
Vi har planlagt at sejle samtidig med at dagen gryr og sætte en flagstang op på vores nye terasse, hejse flaget og henslænge os i stilheden og lade hjerterne falde til ro.
De sidste par mange uger, –ja måneder, har dagligdagen krævet plads og især tid, men i denne weekend kan der heldigvis hentes overskud og energi på vores små 15 kvm inde i fjorden, hvor der er plads til store og små tanker og hvor tiden føles uendelig.
Kan du have en god og energigivende weekend.
Vi andre opgav at sejle ind til jer - vejret var ikke det bedste i formiddags og far havde ondt i ryggen - håber I har nydt jeres alene selskab i jeres "dukkehjem"
SvarSletKH mor
Det var altså også et ret kedeligt vejr at sejle i
SvarSlet