Uventet arbejdsfrihed
Så så man mig halse afsted i morges med vådt hår og tungen hængende ud af halsen, ærgerlig over at weekenden allerede var væk og med en halvbister mine, der forvandlede sig til et større smil, da skolen blev lukket inden den første time startede, da der ikke var vand på skolen overhovedet.
Træls, især hvis man skulle på w.c., hvad jeg faktisk skulle og Jans forslag om at bære “efterladenskaberne” udenfor og holde skolen åben, syntes jeg helt ærligt var lidt kikset (og nu spørger han gudhjælpemig om vi da ikke havde små poser?.. han skjuler ikke misundelsen særligt godt )
Det er hverken hver eller hveranden dag at vi får foræret en sådan dag.
Jeg styrtede hjem igen, frydede mig over at kunne skylle toilettet ud, og tog mit varme tøj på og styrtede så ned til jollen, som jeg styrede direkte ud til torskene.
Det er ikke så tit at jeg bliver søsyg, men bølgerne fra i går, rullede stadigt derude i langsommere versioner og jeg glemte at kigge op og ud mod horisonten, fordi jeg var så optaget af, at torskene ikke blev på min fiskekrog.
Nogen fik jeg dog op og ombord og da jeg ikke kunne holde søsygen ud længere, sejlede jeg hjem igen og filletterede torsk.
Haha.. en søsyg fisker.
Det svarer vel nogenlunde til en fugl med flyveskræk, en farveblind maler, en tonedøv klaverstemmer, en pilot med højdeskræk eller en læge med hematofobi.
Filletterne pakkede jeg ned i små poser og da jeg var færdig, kunne jeg lægge ca 13 kg ren torskekød i fryseren.
De bliver gode til at stege, til at lave torskepande med eller til at fylde i en fiskesuppe.
Jeg skal afsted igen een af de allernærmeste dag, for der skal også fanges torsk til torskefarsen til vinter, så jeg investerede i en ny pilk, hvor krogen blev skiftes ud med en stor solid een af slagsen.
Nu mangler jeg kun tiden til at gøre det, for vejret for resten af ugen ser godt ud.
Har du også haft en god mandag?
Det har været en sej mandag - for dig! - Herligt med uventet fridag. - Vi har haft en herlig søndag/mandag med besøg af Kalle og Magnus. Vi har lavet bål og hygget. De sidste æbler blev plukket ned. - Mandag med klar sol, leg ved Sanddobberne, klatre i fyrretræer og madpakke. Dejligt. - Så er efterårsferien "skudt" godt i gang! Idag tur med min gode venlnde til Storstaden. Og sådan bliver det lidt ved for os. - Savner jer alle. Ønsker gode og herlige stunder i og udenfor arbejdet. Knus Ebbe og Faster K.
SvarSletOverhovedet ikke, Faster K. Det var en dejlig, dejlig og udbytterig dag. Kan du også hilse hele din dejlige familie fra os allesammen
Slet